13 Til Sangmesteren. En Salme af David.

² Hvor længe vil du evigt glemme mig, Herre, hvor længe skjule dit Åsyn for mig? ³ Hvor længe skal jeg huse Sorg i min Sjæl, Kvide i Hjertet Dag og Nat? Hvor længe skal Fjenden ophøje sig over mig?

⁴ Se til og svar mig, Herre min Gud, klar mine Øjne, så jeg ej sover ind i Døden ⁵ og min Fjende skal sige: "Jeg overvandt ham!" mine Uvenner juble, fordi jeg vakler! ⁶ Dog stoler jeg fast på din Miskundhed, lad mit Hjerte juble over din Frelse! Jeg vil synge for Herren, thi han var mig god!

14 Dårerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt. ² Herren skuer ned fra Himlen på Menneskens Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud. ³ Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke een!

⁴ Er alle de Udådsmænd da uden Forstand, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder Herren? ⁵ Af Rædsel gribes de da, thi Gud er i de retfærdiges Slægt. ⁶ Gør kun den armes Råd til Skamme, Herren er dog hans Tilflugt.

⁷ Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når Herren vender Folkets Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes!

15 Herre, hvo kan gæste dit Telt, hvo kan bo på dit hellige Bjerg? ² Den, som vandrer fuldkomment og øver Ret, taler Sandhed af sit Hjerte; ³ ikke bagtaler med sin Tunge, ikke volder sin Næste ondt og ej bringer Skam over Ven, ⁴ som agter den forkastede ringe, men ærer dem, der frygter Herren, ej bryder Ed, han svor til egen Skade, ⁵ ej låner Penge ud mod Åger og ej tager Gave mod skyldfri. Hvo således gør, skal aldrig rokkes.

²¹ Men da dette var fuldbragt, satte Paulus sig for i Ånden, at han vilde rejse igennem Makedonien og Akaja og så drage til Jerusalem, og han sagde: "Efter at jeg har været der, bør jeg også se Rom." ²² Og han sendte to af dem, som gik ham til Hånde, Timotheus og Erastus, til Makedonien; men selv blev han nogen Tid i Asien.

²³ Men på den Tid opstod der et ikke lidet Oprør i Anledning af Vejen. ²⁴ Thi en Sølvsmed ved Navn Demetrius gjorde Artemistempler af Sølv og skaffede Kunstnerne ikke ringe Fortjeneste. ²⁵ Disse samlede han tillige med de med sådanne Ting sysselsatte Arbejdere og sagde: "I Mænd! I vide, at vi have vort Udkomme af dette Arbejde. ²⁶ Og I se og høre, at ikke alene i Efesus, men næsten i hele Asien har denne Paulus ved sin Overtalelse vildledt en stor Mængde, idet han siger, at de ikke ere Guder, de, som gøres med Hænder. ²⁷ Men der er ikke alene Fare for, at denne vor Håndtering skal komme i Foragt, men også for, at den store Gudinde Artemis's Helligdom skal blive agtet for intet, og at den Gudindes Majestæt, hvem hele Asien og Jorderige dyrker, skal blive krænket." ²⁸ Men da de hørte dette, bleve de fulde af Vrede og råbte og sagde: "Stor er Efesiernes Artemis!" ²⁹ Og Byen kom i fuldt Oprør, og de stormede endrægtigt til Teatret og reve Makedonierne Hajus og Aristarkus, Paulus's Rejsefæller, med sig. ³⁰ Men da Paulus vilde gå ind iblandt Folkemængden, tilstedte Disciplene ham det ikke. ³¹ Men også nogle af Asiarkerne, som vare hans Venner, sendte Bud til ham og formanede ham til ikke at vove sig hen til Teatret. ³² Da skrege nogle eet, andre et andet; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de fleste vidste ikke, af hvad Årsag de vare komne sammen. ³³ Men de trak Aleksander, hvem Jøderne skøde frem, ud af Skaren; men Aleksander slog til Lyd med Hånden og vilde holde en Forsvarstale til Folket. ³⁴ Men da de fik at vide, at han var en Jøde, råbte de alle med een Røst i omtrent to Timer: "Stor er Efesiernes Artemis!" ³⁵ Men Byskriveren fik Skaren beroliget og sagde: "I Mænd i Efesus! hvilket Menneske er der vel, som ikke ved, at Efesiernes By er Tempelværge for den store Artemis og det himmelfaldne Billede? ³⁶ Når altså dette er uimodsigeligt, bør I være rolige og ikke foretage eder noget fremfusende. ³⁷ Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken er Tempelranere eller bespotte eders Gudinde. ³⁸ Dersom nu Demetrius og hans Kunstnere have Klage imod nogen, da holdes der Tingdage, og der er Statholdere; lad dem kalde hinanden for Retten! ³⁹ Men have I noget Forlangende om andre Sager, så vil det blive afgjort i den lovlige Forsamling. ⁴⁰ Vi stå jo endog i Fare for at anklages for Oprør for, hvad der i Dag er sket, da der ingen Årsag er dertil; herfor, for dette Opløb, ville vi ikke kunne gøre regnskab." ⁴¹ Og da han havde sagt dette, lod han Forsamlingen fare.