116 Halleluja! Jeg elsker Herren, thi han hører min røst, min tryglende bøn, ² ja, han bøjed sit Øre til mig, jeg påkaldte Herrens Navn. ³ Dødens Bånd omspændte mig, Dødsrigets Angster greb mig, i Trængsel og Nød var jeg stedt. ⁴ Jeg påkaldte Herrens Navn: "Ak, Herre, frels min Sjæl!" ⁵ Nådig er Herren og retfærdig, barmhjertig, det er vor Gud; ⁶ Herren vogter enfoldige, jeg var ringe, dog frelste han mig. ⁷ Vend tilbage, min Sjæl, til din Ro, thi Herren har gjort vel imod dig! ⁸ Ja, han fried min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Gråd, min Fod fra Fald. ⁹ Jeg vandrer for Herrens Åsyn udi de levendes Land; ¹⁰ jeg troede, derfor talte jeg, såre elendig var jeg, ¹¹ sagde så i min Angst: "Alle Mennesker lyver!"

¹² Hvorledes skal jeg gengælde Herren alle hans Velgerninger mod mig? ¹³ Jeg vil løfte Frelsens Bæger og påkalde Herrens Navn. ¹⁴ Jeg vil indfri Herren mine Løfter i Påsyn af alt hans Folk. ¹⁵ Kostbar i Herrens Øjne er hans frommes Død. ¹⁶ Ak, Herre, jeg er jo din Tjener, din Tjener, din Tjenerindes Søn, mine Lænker har du løst. ¹⁷ Jeg vil ofre dig Lovprisningsoffer og påkalde Herrens Navn; ¹⁸ mine Løfter vil jeg indfri Herren i Påsyn af alt hans Folk ¹⁹ i Herrens Hus's Forgårde og i din Midte, Jerusalem!

117 Halleluja! Lovsyng Herren, alle I Folk, pris ham, alle Stammer, ² thi stor er hans Miskundhed mod os, Herrens Trofasthed varer evindelig!

118 Halleluja! Tak Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig. ² Israel sige: "Thi hans miskundhed varer evindelig!" ³ Arons Hus sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!" ⁴ De, som frygter Herren, sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!"

⁵ Jeg påkaldte Herren i Trængslen, Herren svared og førte mig ud i åbent Land. ⁶ Herren, er med mig, jeg frygter ikke, hvad kan Mennesker gøre mig? ⁷ Herren, han er min Hjælper, jeg skal se med Fryd på dem, der hader mig. ⁸ At ty til Herren er godt fremfor at stole på Mennesker; ⁹ at ty til Herren er godt fremfor at stole på Fyrster. ¹⁰ Alle Folkeslag flokkedes om mig, jeg slog dem ned i Herrens Navn; ¹¹ de flokkedes om mig fra alle Sider, jeg slog dem ned i Herrens Navn; ¹² de flokkedes om mig som Bier, blussed op, som Ild i Torne, jeg slog dem ned i Herrens Navn. ¹³ Hårdt blev jeg ramt, så jeg faldt, men Herren hjalp mig. ¹⁴ Min Styrke og Lovsang er Herren, han blev mig til Frelse. ¹⁵ Jubel og Sejrsråb lyder i de retfærdiges Telte: "Herrens højre øver Vælde, ¹⁶ Herrens højre er løftet, Herrens højre øver Vælde!" ¹⁷ Jeg skal ikke dø, men leve og kundgøre Herrens Gerninger. ¹⁸ Herren tugted mig hårdt, men gav mig ej hen i Døden.

¹⁹ Oplad mig Retfærdigheds Porte, ad dem går jeg ind og lovsynger Herren! ²⁰ Her er Herrens Port, ad den går retfærdige ind. ²¹ Jeg vil takke dig, thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse. ²² Den Sten; Bygmestrene forkastede, er blevet Hovedhjørnesten. ²³ Fra Herren er dette kommet, det er underfuldt for vore Øjne. ²⁴ Denne er Dagen, som Herren har gjort, lad os juble og glæde os på den! ²⁵ Ak, Herre, frels dog, ak, Herre; lad det dog lykkes! ²⁶ Velsignet den, der kommer, i Herrens Navn; vi velsigner eder fra Herrens Hus! ²⁷ Herren er Gud, og han lod det lysne for os. Festtoget med Grenene slynge sig frem, til Alterets Horn er nået! ²⁸ Du er min Gud, jeg vil takke dig, min Gud, jeg vil ophøje dig! ²⁹ Tak Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!

7 Men hvad det angår, hvorom I skreve til mig, da er det godt for en Mand ikke at røre en Kvinde; ² men for Utugts Skyld have hver Mand sin egen Hustru, og hver Kvinde have sin egen Mand. ³ Manden yde Hustruen sin Skyldighed; ligeledes også Hustruen Manden. ⁴ Hustruen råder ikke over sit eget Legeme, men Manden; ligeså råder heller ikke Manden over sit eget Legeme, men Hustruen. ⁵ Unddrager eder ikke hinanden, uden måske med fælles Samtykke, til en Tid, for at I kunne have Ro til Bønnen, og for så atter at være sammen, for at Satan ikke skal friste eder, fordi I ikke formå at være afholdende. ⁶ Men dette siger jeg som en Indrømmelse, ikke som en Befaling. ⁷ Jeg ønsker dog, at alle Mennesker måtte være, som jeg selv er; men hver har sin egen Nådegave fra Gud, den ene så, den anden så.

⁸ Til de ugifte og til Enkerne siger jeg, at det er godt for dem, om de forblive som jeg. ⁹ Men kunne de ikke være afholdende, da lad dem gifte sig; thi det er bedre at gifte sig end at lide Brynde.

¹⁰ Men de gifte byder ikke jeg, men Herren, at en Hustru ikke skal skille sig fra sin Mand; (11 men om hun virkeligt skiller sig fra ham, da forblive hun ugift eller forlige sig med Manden;) og at en Mand ikke skal forlade sin Hustru.

¹² Men til de andre siger jeg, ikke Herren: Dersom nogen Broder har en vantro Hustru, og denne samtykker i at bo hos ham, så forlade han hende ikke! ¹³ Og dersom en Hustru har en vantro Mand, og denne samtykker i at bo hos hende, så forlade hun ikke Manden! ¹⁴ Thi den vantro Mand er helliget ved Hustruen, og den vantro Hustru er helliget ved Manden; ellers vare jo eders Børn urene, men nu ere de hellige. ¹⁵ Men skiller den vantro sig, så lad ham skille sig; ingen Broder eller Søster er trælbunden i sådanne Tilfælde; men Gud har kaldet os til Fred. ¹⁶ Thi hvad ved du, Hustru! om du kan frelse din Mand? eller hvad ved du, Mand! om du kan frelse din Hustru? ¹⁷ Kun vandre enhver således, som Herren har tildelt ham, som Gud har kaldet ham; og således forordner jeg i alle Menighederne. ¹⁸ Blev nogen kaldet som omskåren, han lade ikke Forhud drage over; er nogen kaldet som uomskåren, han lade sig ikke omskære! ¹⁹ Omskærelse har intet at sige, og Forhud har intet at sige, men det at holde Guds Bud.