A A A A A
Bible Book List

Salme 116-118 Dette er Biblen på dansk (DN1933)

116 Halleluja! Jeg elsker Herren, thi han hører min røst, min tryglende bøn, ja, han bøjed sit Øre til mig, jeg påkaldte Herrens Navn. Dødens Bånd omspændte mig, Dødsrigets Angster greb mig, i Trængsel og Nød var jeg stedt. Jeg påkaldte Herrens Navn: "Ak, Herre, frels min Sjæl!" Nådig er Herren og retfærdig, barmhjertig, det er vor Gud; Herren vogter enfoldige, jeg var ringe, dog frelste han mig. Vend tilbage, min Sjæl, til din Ro, thi Herren har gjort vel imod dig! Ja, han fried min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Gråd, min Fod fra Fald. Jeg vandrer for Herrens Åsyn udi de levendes Land; 10 jeg troede, derfor talte jeg, såre elendig var jeg, 11 sagde så i min Angst: "Alle Mennesker lyver!"

12 Hvorledes skal jeg gengælde Herren alle hans Velgerninger mod mig? 13 Jeg vil løfte Frelsens Bæger og påkalde Herrens Navn. 14 Jeg vil indfri Herren mine Løfter i Påsyn af alt hans Folk. 15 Kostbar i Herrens Øjne er hans frommes Død. 16 Ak, Herre, jeg er jo din Tjener, din Tjener, din Tjenerindes Søn, mine Lænker har du løst. 17 Jeg vil ofre dig Lovprisningsoffer og påkalde Herrens Navn; 18 mine Løfter vil jeg indfri Herren i Påsyn af alt hans Folk 19 i Herrens Hus's Forgårde og i din Midte, Jerusalem!

117 Halleluja! Lovsyng Herren, alle I Folk, pris ham, alle Stammer, thi stor er hans Miskundhed mod os, Herrens Trofasthed varer evindelig!

118 Halleluja! Tak Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig. Israel sige: "Thi hans miskundhed varer evindelig!" Arons Hus sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!" De, som frygter Herren, sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!"

Jeg påkaldte Herren i Trængslen, Herren svared og førte mig ud i åbent Land. Herren, er med mig, jeg frygter ikke, hvad kan Mennesker gøre mig? Herren, han er min Hjælper, jeg skal se med Fryd på dem, der hader mig. At ty til Herren er godt fremfor at stole på Mennesker; at ty til Herren er godt fremfor at stole på Fyrster. 10 Alle Folkeslag flokkedes om mig, jeg slog dem ned i Herrens Navn; 11 de flokkedes om mig fra alle Sider, jeg slog dem ned i Herrens Navn; 12 de flokkedes om mig som Bier, blussed op, som Ild i Torne, jeg slog dem ned i Herrens Navn. 13 Hårdt blev jeg ramt, så jeg faldt, men Herren hjalp mig. 14 Min Styrke og Lovsang er Herren, han blev mig til Frelse. 15 Jubel og Sejrsråb lyder i de retfærdiges Telte: "Herrens højre øver Vælde, 16 Herrens højre er løftet, Herrens højre øver Vælde!" 17 Jeg skal ikke dø, men leve og kundgøre Herrens Gerninger. 18 Herren tugted mig hårdt, men gav mig ej hen i Døden.

19 Oplad mig Retfærdigheds Porte, ad dem går jeg ind og lovsynger Herren! 20 Her er Herrens Port, ad den går retfærdige ind. 21 Jeg vil takke dig, thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse. 22 Den Sten; Bygmestrene forkastede, er blevet Hovedhjørnesten. 23 Fra Herren er dette kommet, det er underfuldt for vore Øjne. 24 Denne er Dagen, som Herren har gjort, lad os juble og glæde os på den! 25 Ak, Herre, frels dog, ak, Herre; lad det dog lykkes! 26 Velsignet den, der kommer, i Herrens Navn; vi velsigner eder fra Herrens Hus! 27 Herren er Gud, og han lod det lysne for os. Festtoget med Grenene slynge sig frem, til Alterets Horn er nået! 28 Du er min Gud, jeg vil takke dig, min Gud, jeg vil ophøje dig! 29 Tak Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!

1 Korinterne 7:1-19 Dette er Biblen på dansk (DN1933)

Men hvad det angår, hvorom I skreve til mig, da er det godt for en Mand ikke at røre en Kvinde; men for Utugts Skyld have hver Mand sin egen Hustru, og hver Kvinde have sin egen Mand. Manden yde Hustruen sin Skyldighed; ligeledes også Hustruen Manden. Hustruen råder ikke over sit eget Legeme, men Manden; ligeså råder heller ikke Manden over sit eget Legeme, men Hustruen. Unddrager eder ikke hinanden, uden måske med fælles Samtykke, til en Tid, for at I kunne have Ro til Bønnen, og for så atter at være sammen, for at Satan ikke skal friste eder, fordi I ikke formå at være afholdende. Men dette siger jeg som en Indrømmelse, ikke som en Befaling. Jeg ønsker dog, at alle Mennesker måtte være, som jeg selv er; men hver har sin egen Nådegave fra Gud, den ene så, den anden så.

Til de ugifte og til Enkerne siger jeg, at det er godt for dem, om de forblive som jeg. Men kunne de ikke være afholdende, da lad dem gifte sig; thi det er bedre at gifte sig end at lide Brynde.

10 Men de gifte byder ikke jeg, men Herren, at en Hustru ikke skal skille sig fra sin Mand; (11 men om hun virkeligt skiller sig fra ham, da forblive hun ugift eller forlige sig med Manden;) og at en Mand ikke skal forlade sin Hustru.

12 Men til de andre siger jeg, ikke Herren: Dersom nogen Broder har en vantro Hustru, og denne samtykker i at bo hos ham, så forlade han hende ikke! 13 Og dersom en Hustru har en vantro Mand, og denne samtykker i at bo hos hende, så forlade hun ikke Manden! 14 Thi den vantro Mand er helliget ved Hustruen, og den vantro Hustru er helliget ved Manden; ellers vare jo eders Børn urene, men nu ere de hellige. 15 Men skiller den vantro sig, så lad ham skille sig; ingen Broder eller Søster er trælbunden i sådanne Tilfælde; men Gud har kaldet os til Fred. 16 Thi hvad ved du, Hustru! om du kan frelse din Mand? eller hvad ved du, Mand! om du kan frelse din Hustru? 17 Kun vandre enhver således, som Herren har tildelt ham, som Gud har kaldet ham; og således forordner jeg i alle Menighederne. 18 Blev nogen kaldet som omskåren, han lade ikke Forhud drage over; er nogen kaldet som uomskåren, han lade sig ikke omskære! 19 Omskærelse har intet at sige, og Forhud har intet at sige, men det at holde Guds Bud.

  Back

1 of 1

You'll get this book and many others when you join Bible Gateway Plus. Learn more

Viewing of
Cross references
Footnotes