Salme 108-110
Dette er Biblen på dansk
108 En Sang. En Salme af David.
2 Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, vågn op, min Ære! 3 Harpe og Citer, vågn op, jeg vil vække Morgenrøden. 4 Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, lovprise dig blandt Folkefærd; 5 thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne. 6 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
7 Til Frelse for dine elskede hjælp med din højre, bønhør os! 8 Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med Jubel, udmåle Sukkots Dal; 9 mit er Gilead, mit er Manasse, Efraim er mit Hoveds Værn, Juda min Herskerstav, 10 Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg." 11 Hvo bringer mig til den befæstede By, hvo leder mig hen til Edom?
12 Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære. 13 Giv os dog Hjælp mod Fjenden! Blændværk er Menneskers Støtte. 14 Med Gud skal vi øve vældige Ting, vore Fjender træder han ned!
109 Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs! 2 Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgntunge, 3 med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund; 4 til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn; 5 de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.
6 Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager stå ved hans højre, 7 lad ham gå dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd; 8 hans Livsdage blive kun få, hans Embede tage en anden; 9 hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke; 10 hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem; 11 Ågerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods; 12 ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse; 13 hans Afkom gå til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt: 14 lad hans Fædres Skyld ihukommes hos Herren, lad ikke hans Moders Synd slettes ud, 15 altid være de, Herren for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden, 16 fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde; 17 han elsked Forbandelse, så lad den nå ham; Velsignelse yndede han ikke, den blive ham fjern! 18 Han tage Forbandelse på som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben; 19 den blive en Dragt, han tager på, et Bælte, han altid bærer! 20 Det være mine Modstanderes Løn fra Herren, dem, der taler ondt mod min Sjæl.
21 Men du, o Herre, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld! 22 Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig; 23 som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud; 24 af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve; 25 til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de 26 Hjælp mig, Herre min Gud, frels mig efter din Miskundhed, 27 så de sander, det var din Hånd, dig, Herre, som gjorde det! 28 Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig; 29 lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe! 30 Med min Mund vil jeg højlig takke Herren, prise ham midt i Mængden; 31 thi han står ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.
110 Herren sagde til min Herre: "Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder!" 2 Fra Zion udrækker Herren din Vældes Spir; hersk midt iblandt dine Fjender! 3 Dit Folk møder villigt frem på din Vældes Dag; i hellig Prydelse kommer dit unge Mandskab til dig, som Dug af Morgenrødens Moderskød. 4 Herren har svoret og angrer det ej: "Du er Præst evindelig på Melkizedeks Vis." 5 Herren ved din højre knuser Konger på sin Vredes Dag, 6 blandt Folkene holder han Dom, fylder op med døde, knuser Hoveder viden om Lande. 7 Han drikker af Bækken ved Vejen, derfor løfter han Hovedet højt.