Salme 106-107
Dette er Biblen på dansk
106 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig! 2 Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris? 3 Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed! 4 Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse, 5 at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke!
6 Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst. 7 Vore Fædre i Ægypten ænsede ej dine Undere, kom ikke din store Miskundhed i Hu, stod den Højeste imod ved det røde Hav. 8 Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt; 9 han trued det røde Hav, og det tørrede ud, han førte dem gennem Dybet som gennem en Ørk; 10 han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd; 11 Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem; 12 da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris. 13 Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd; 14 de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud; 15 så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen. 16 De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, Herrens hellige; 17 Jorden åbned sig, slugte Datan, lukked sig over Abirams Flok; 18 Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op. 19 De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed; 20 de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs; 21 de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten, 22 Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav. 23 Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde. 24 De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord, 25 men knurrede i deres Telte og hørte ikke på Herren; 26 da løfted han Hånden og svor at lade dem falde i Ørkenen, 27 splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene. 28 De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre; 29 de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem. 30 Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen blev bragt til at standse, 31 og det regnedes ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt, evindelig. 32 De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde; 33 thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord. 34 De udryddede ikke de Folk, som Herren havde sagt, de skulde, 35 med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter; 36 deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare; 37 til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre; 38 de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod; 39 de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter. 40 Da blev Herren vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv; 41 han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer; 42 deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd. 43 Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden; 44 dog så han til dem i Trængslen, så snart han hørte dem klage; 45 han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed; 46 han lod dem finde Barmhjertighed hos alle, der tog dem til Fange.
47 Frels os, Herre vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris.
48 Lovet være Herren, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed! Og alt Folket svare Amen!
107 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig! 2 Så skal Herrens genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd 3 og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.
4 I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By, 5 de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte; 6 men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler 7 og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By. 8 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn. 9 Thi han mættede den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.
10 De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern, 11 fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd. 12 Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp; 13 men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, 14 førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd. 15 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn. 16 Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern.
17 De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld, 18 de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær 19 men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, 20 sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven. 21 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn 22 og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynnde hans Gerninger.
23 De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på vældige Vande, 24 blev Vidne til Herrens Gerninger, hans Underværker i Dybet; 25 han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne tårnedes op; 26 mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod; 27 de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom; 28 men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler, 29 skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger tav; 30 og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte. 31 Lad dem takke Herren for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn, 32 ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!
33 Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land, 34 til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som - bor der. 35 Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder; 36 der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i, 37 tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt. 38 Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på Kvæg. 39 De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk, 40 han udøser Hån over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde. 41 Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde; 42 de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund. 43 Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig Herrens Nåde på Sinde!