Salme 103-105

Dette er Biblen på dansk

103 Min Sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn! ² Min Sjæl, lov Herren, og glem ikke alle hans Velgerninger! ³ Han, som tilgiver alle dine Misgerninger og læger alle dine Sygdomme, ⁴ han, som udløser dit Liv fra Graven og kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed, ⁵ han, som mætter din Sjæl med godt, så du bliver ung igen som Ørnen! ⁶ Herren øver Retfærdighed og Ret mod alle fortrykte. ⁷ Han lod Moses se sine Veje, Israels Børn sine Gerninger; ⁸ barmhjertig og nådig er Herren, langmodig og rig på Miskundhed; ⁹ han går ikke bestandig i Rette, gemmer ej evigt på Vrede; ¹⁰ han handled ej med os efter vore Synder, gengældte os ikke efter vor Brøde. ¹¹ Men så højt som Himlen er over Jorden, er hans Miskundhed stor over dem, der frygter ham. ¹² Så langt som Østen er fra Vesten, har han fjernet vore Synder fra os. ¹³ Som en Fader forbarmer sig over sine Børn, forbarmer Herren sig over dem, der frygter ham.

¹⁴ Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, vi er Støv; ¹⁵ som Græs er Menneskets dage, han blomstrer som Markens Blomster; ¹⁶ når et Vejr farer over ham, er han ej mere, hans Sted får ham aldrig at se igen. ¹⁷ Men Herrens Miskundhed varer fra Evighed og til Evighed over dem, der frygter ham, og hans Retfærd til Børnenes Børn ¹⁸ for dem, der holder hans Pagt og kommer hans Bud i Hu, så de gør derefter.

¹⁹ Herren har rejst sin Trone i Himlen, alt er hans Kongedømme underlagt. ²⁰ Lov Herren, I hans Engle, I vældige i Kraft, som gør, hvad han byder, så snart I hører hans Røst. ²¹ Lov Herren, alle hans Hærskarer, hans Tjenere, som fuldbyrder hans Vilje. ²² Lov Herren, alt, hvad han skabte, på hvert eneste Sted i hans Rige! Min Sjæl, lov Herren!

104 Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed, ² hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt; ³ du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger; ⁴ Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere! ⁵ Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den; ⁶ Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge. ⁷ For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst, ⁸ for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem; ⁹ du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden. ¹⁰ Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de; ¹¹ de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst; ¹² over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder. ¹³ Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer; ¹⁴ du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden ¹⁵ og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte. ¹⁶ Herrens Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet, ¹⁷ hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig. ¹⁸ Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt. ¹⁹ Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid; ²⁰ du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr; ²¹ de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud. ²² De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler; ²³ Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på. ²⁴ Hvor mange er dine Gerninger, Herre, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt! ²⁵ Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store; ²⁶ Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri. ²⁷ De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide; ²⁸ du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt. ²⁹ Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet; ³⁰ du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.

³¹ Herrens Herlighed vare evindelig, Herren glæde sig ved sine Værker! ³² Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger ³³ Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til. ³⁴ Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i Herren. ³⁵ Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja!

105 Pris Herren, påkald hans navn, gør hans Gerninger kendte blandt Folkeslag! ² Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere; ³ ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger Herren; ⁴ spørg efter Herren og hans magt, søg bestandig hans Åsyn; ⁵ kom i Hu de Undere, han gjorde, hans Tegn og hans Munds Domme, ⁶ I, hans Tjener Abrahams Sæd, hans udvalgte, Jakobs Sønner! ⁷ Han, Herren, er vor Gud, hans Domme når ud over Jorden; ⁸ han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn, ⁹ Pagten, han slutted med Abraham, Eden, han tilsvor Isak; ¹⁰ han holdt den i Hævd som Ret for Jakob, en evig Pagt for Israel, ¹¹ idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod." ¹² Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der, ¹³ og vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet, ¹⁴ tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger ¹⁵ "Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!" ¹⁶ Hungersnød kaldte han frem over Landet, hver Brødets Støttestav brød han; ¹⁷ han sendte forud for dem en Mand, Josef solgtes som Træl; ¹⁸ de tvang hans Fødder med Lænker, han kom i Lænker af Jern, ¹⁹ indtil hans Ord blev opfyldt; ved Herrens Ord stod han Prøven igennem. ²⁰ På Kongens Bud blev han fri, Folkenes Hersker lod ham løs: ²¹ han tog ham til Herre for sit Hus, til Hersker over alt sit Gods; ²² han styred hans Øverster efter sin Vilje og viste hans Ældste til Rette. ²³ Og Israel kom til Ægypten, Jakob boede som Gæst i Kamiternes Land. ²⁴ Han lod sit Folk blive såre frugtbart og stærkere end dets Fjender; ²⁵ han vendte deres Sind til Had mod sit Folk og til Træskhed imod sine Tjenere. ²⁶ Da sendte han Moses, sin Tjener, og Aron, sin udvalgte Mand; ²⁷ han gjorde sine Tegn i Ægypten og Undere i Kamiternes Land; ²⁸ han sendte Mørke, så blev det mørkt, men de ænsede ikke hans Ord; ²⁹ han gjorde deres Vande til Blod og slog deres Fisk ihjel; ³⁰ af Frøer vrimlede Landet, selv i Kongens Sale var de; ³¹ han talede, så kom der Bremser og Myg i alt deres Land; ³² han sendte dem Hagl for Regn og luende Ild i Landet; ³³ han slog både Vinstok og Figen og splintrede Træerne i deres Land; ³⁴ han talede, så kom der Græshopper, Springere uden Tal, ³⁵ de åd alt Græs i Landet, de åd deres Jords Afgrøde; ³⁶ alt førstefødt i Landet slog han, Førstegrøden af al deres Kraft; ³⁷ han førte dem ud med Sølv og Guld, ikke een i hans Stammer snubled ³⁸ Ægypterne glæded sig, da de drog bort, thi de var grebet af Rædsel for dem. ³⁹ Han bredte en Sky som Skjul og Ild til at lyse i Natten; ⁴⁰ de krævede, han bragte Vagtler, med Himmelbrød mættede han dem; ⁴¹ han åbnede Klippen, og Vand strømmede ud, det løb som en Flod i Ørkenen. ⁴² Thi han kom sit hellige Ord i Hu til Abraham, sin Tjener; ⁴³ han lod sit Folk drage ud med Fryd, sine udvalgte under Jubel; ⁴⁴ han gav dem Folkenes Lande, de fik Folkeslags Gods i Eje. ⁴⁵ Derfor skulde de holde hans Bud og efterkomme hans Love. Halleluja!