Salme 102-104
Dette er Biblen på dansk
102 Bøn af en elendig, naar hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for Herren.
2 Herre, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig, 3 skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig! 4 Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild; 5 mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød. 6 Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden; 7 jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder; 8 om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget; 9 mine Fjender håner mig hele Dagen; de der spotter mig, sværger ved mig. 10 Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer 11 over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort; 12 mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.
13 Men du troner evindelig, Herre, du ihukommes fra Slægt til Slægt; 14 du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når Timen er inde; 15 thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe. 16 Og Herrens Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger; 17 thi Herren opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed; 18 han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset. 19 For Efterslægten skal det optegnes, af Folk, der skal fødes, skal prise Herren; 20 thi han ser ned fra sin hellige Højsal, Herren skuer ned fra Himmel til Jord 21 for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed, 22 at Herrens Navn kan forkyndes i Zion, hans - Pris i Jerusalem, 23 når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene Herren.
24 Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv. 25 Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt. 26 Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk; 27 de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning; 28 som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende! 29 Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn.
103 Min Sjæl, lov Herren, og alt i mig love hans hellige navn! 2 Min Sjæl, lov Herren, og glem ikke alle hans Velgerninger! 3 Han, som tilgiver alle dine Misgerninger og læger alle dine Sygdomme, 4 han, som udløser dit Liv fra Graven og kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed, 5 han, som mætter din Sjæl med godt, så du bliver ung igen som Ørnen! 6 Herren øver Retfærdighed og Ret mod alle fortrykte. 7 Han lod Moses se sine Veje, Israels Børn sine Gerninger; 8 barmhjertig og nådig er Herren, langmodig og rig på Miskundhed; 9 han går ikke bestandig i Rette, gemmer ej evigt på Vrede; 10 han handled ej med os efter vore Synder, gengældte os ikke efter vor Brøde. 11 Men så højt som Himlen er over Jorden, er hans Miskundhed stor over dem, der frygter ham. 12 Så langt som Østen er fra Vesten, har han fjernet vore Synder fra os. 13 Som en Fader forbarmer sig over sine Børn, forbarmer Herren sig over dem, der frygter ham.
14 Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, vi er Støv; 15 som Græs er Menneskets dage, han blomstrer som Markens Blomster; 16 når et Vejr farer over ham, er han ej mere, hans Sted får ham aldrig at se igen. 17 Men Herrens Miskundhed varer fra Evighed og til Evighed over dem, der frygter ham, og hans Retfærd til Børnenes Børn 18 for dem, der holder hans Pagt og kommer hans Bud i Hu, så de gør derefter.
19 Herren har rejst sin Trone i Himlen, alt er hans Kongedømme underlagt. 20 Lov Herren, I hans Engle, I vældige i Kraft, som gør, hvad han byder, så snart I hører hans Røst. 21 Lov Herren, alle hans Hærskarer, hans Tjenere, som fuldbyrder hans Vilje. 22 Lov Herren, alt, hvad han skabte, på hvert eneste Sted i hans Rige! Min Sjæl, lov Herren!
104 Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed, 2 hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt; 3 du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger; 4 Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere! 5 Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den; 6 Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge. 7 For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst, 8 for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem; 9 du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden. 10 Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de; 11 de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst; 12 over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder. 13 Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer; 14 du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden 15 og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte. 16 Herrens Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet, 17 hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig. 18 Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt. 19 Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid; 20 du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr; 21 de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud. 22 De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler; 23 Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på. 24 Hvor mange er dine Gerninger, Herre, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt! 25 Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store; 26 Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri. 27 De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide; 28 du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt. 29 Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet; 30 du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.
31 Herrens Herlighed vare evindelig, Herren glæde sig ved sine Værker! 32 Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger 33 Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til. 34 Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i Herren. 35 Måtte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov Herren! Halleluja!