100 Råb af Fryd for Herren, al jorden, ² tjener Herren med Glæde, kom for hans Åsyn med Jubel! ³ Kend, at Herren er Gud! Han skabte os, vi er hans, hans Folk og den Hjord, han vogter. ⁴ Gå ind i hans Porte med Takkesang, med Lovsange ind i hans Forgårde, tak ham og lov hans Navn! ⁵ Thi god er Herren, hans Miskundhed varer evindelig, fra Slægt til Slægt hans Trofasthed!

101 Om Nåde og Ret vil jeg synge, dig vil jeg lovsynge, Herre. ² Jeg vil agte på uskyldiges Vej, når den viser sig for mig, vandre i Hjertets Uskyld bag Hjemmets Vægge, ³ på Niddingsdåd lader jeg aldrig mit Øje hvile. Jeg hader den, der gør ondt, han er ej i mit Følge; ⁴ det falske Hjerte må holde sig fra mig, den onde kender jeg ikke; ⁵ den, der sværter sin Næste, udrydder jeg; den opblæste og den hovmodige tåler jeg ikke. ⁶ Til Landets trofaste søger mit Øje, hos mig skal de bo; den, der vandrer uskyldiges Vej, skal være min Tjener; ⁷ ingen, der øver Svig, skal bo i mit Hus, ingen, som farer med Løgn, bestå for mit Øje. ⁸ Alle Landets gudløse gør jeg til intet hver Morgen for at udrydde alle Udådsmænd af Herrens By.

102 Bøn af en elendig, naar hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for Herren.

² Herre, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig, ³ skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig! ⁴ Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild; ⁵ mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød. ⁶ Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden; ⁷ jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder; ⁸ om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget; ⁹ mine Fjender håner mig hele Dagen; de der spotter mig, sværger ved mig. ¹⁰ Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer ¹¹ over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort; ¹² mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.

¹³ Men du troner evindelig, Herre, du ihukommes fra Slægt til Slægt; ¹⁴ du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når Timen er inde; ¹⁵ thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe. ¹⁶ Og Herrens Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger; ¹⁷ thi Herren opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed; ¹⁸ han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset. ¹⁹ For Efterslægten skal det optegnes, af Folk, der skal fødes, skal prise Herren; ²⁰ thi han ser ned fra sin hellige Højsal, Herren skuer ned fra Himmel til Jord ²¹ for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed, ²² at Herrens Navn kan forkyndes i Zion, hans - Pris i Jerusalem, ²³ når Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene Herren.

²⁴ Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv. ²⁵ Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt. ²⁶ Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk; ²⁷ de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning; ²⁸ som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende! ²⁹ Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn.

1 Paulus, Jesu Kristi kaldede Apostel ved Guds Villie, og Broderen Sosthenes ² til Guds Menighed, som er i Korinth, helligede i Kristus Jesus, hellige ifølge Kald tillige med alle dem, der på ethvert Sted påkalde vor Herres Jesu Kristi, deres og vor Herres Navn: ³ Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

⁴ Jeg takker min Gud altid for eder, for den Guds Nåde, som blev givet eder i Kristus Jesus, ⁵ at I ved ham ere blevne rige i alt, i al Tale og al Kundskab, ⁶ ligesom Vidnesbyrdet om Kristus er blevet stadfæstet hos eder, ⁷ så at I ikke stå tilbage i nogen Nådegave, idet I forvente vor Herres Jesu Kristi Åbenbarelse, ⁸ han, som også skal stadfæste eder indtil Enden som ustraffelige på vor Herres Jesu Kristi Dag, ⁹ Trofast er Gud, ved hvem I bleve kaldede til Samfund med hans Søn, Jesus Kristus, vor Herre.

¹⁰ Men jeg formaner eder, Brødre! ved vor Herres Jesu Kristi Navn, at I alle skulle føre samme Tale, og at der ikke må findes Splittelser iblandt eder, men at I skulle være forenede i det samme Sind og i den samme Mening. ¹¹ Thi det er blevet mig fortalt om eder, mine Brødre! af Bloes Husfolk, at der er Splidagtighed iblandt eder. ¹² Jeg mener dette, at enhver af eder siger: Jeg hører Paulus til, og jeg Apollos, og jeg Kefas, og jeg Kristus. ¹³ Er Kristus delt? mon Paulus blev korsfæstet for eder? eller bleve I døbte til Paulus's Navn? ¹⁴ Jeg takker Gud for, at jeg ikke døbte nogen af eder, uden Krispus og Kajus, ¹⁵ for at ikke nogen skal sige, at I bleve døbte til mit Navn. ¹⁶ Dog, jeg døbte også Stefanas's Hus; ellers ved jeg ikke, om jeg døbte nogen anden.

¹⁷ Thi Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde Evangeliet, ikke med vise Ord, for at Kristi Kors ikke skulde tabe sin Kraft. ¹⁸ Thi Korsets Ord er vel for dem, som fortabes, en Dårskab, men for dem, som frelses, for os er det en Guds Kraft. ¹⁹ Thi der er skrevet: "Jeg vil lægge de vises Visdom øde, og de forstandiges Forstand vil jeg gøre til intet." ²⁰ Hvor er der en viis? hvor er der en skriftklog? hvor er der en Ordkæmper al denne verden? har Gud ikke gjort Verdens Visdom til Dårskab? ²¹ Thi efterdi Verden ved sin Visdom ikke erkendte Gud i hans Visdom, behagede det Gud ved Prædikenens Dårskab at frelse dem, som tro, ²² eftersom både Jøder kræve Tegn, og Grækere søge Visdom, ²³ vi derimod prædike Kristus som korsfæstet, for Jøder en Forargelse og for Hedninger en Dårskab, ²⁴ men for selve de kaldede både Jøder og Grækere, Kristus som Guds Kraft og Guds Visdom. ²⁵ Thi Guds Dårskab er visere end Menneskene, og Guds Svaghed er stærkere end Menneskene.

²⁶ Thi ser, Brødre! på eders Kaldelse, at I ere ikke mange vise efter Kødet, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; ²⁷ men det, som var Dårskab for Verden udvalgte Gud for at beskæmme de vise, og det, som var svagt for Verden, udvalgte Gud for at beskæmme det stærke; ²⁸ og det for Verden uædle og det ringeagtede, det, som intet var, udvalgte Gud for at gøre det, som var noget, til intet, ²⁹ for at intet Kød skal rose sig for Gud. ³⁰ Men ud af ham ere I i Kristus Jesus, som blev os Visdom fra Gud, både Retfærdighed og Helliggørelse og Forløsning; ³¹ for at, som der er skrevet: "Den, som roser sig, rose sig af Herren!"