10 Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider? ² Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder; ³ thi den gudløse praler af sin Sjæls Atfrå, den gridske forbander, ringeagter Herren. ⁴ Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen Gud"; det er alle hans Tanker. ⁵ Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender. ⁶ Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt." ⁷ Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge; ⁸ han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne; ⁹ han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn; ¹⁰ han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans Kløer. ¹¹ Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser det aldrig."

¹² Rejs dig, Herre! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke! ¹³ Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke? ¹⁴ Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager def i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper. ¹⁵ Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes!

¹⁶ Herren er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land; ¹⁷ du har hørt de ydmyges Ønske, Herre, du styrker deres Hjerte, vender Øret til ¹⁸ for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold.

11 Jeg tager min Tilflugt til Herren! Hvor kan I sige til min Sjæl: "Fly som en Fugl til Bjergene! ² Thi se, de gudløse spænder Buen, lægger Pilen til Rette på Strengen for i Mørke at ramme de oprigtige af Hjertet. ³ Når selv Grundpillerne styrter, hvad gør den retfærdige da?"

⁴ Herren er i sin hellige Hal, i Himlen er Herrens Trone; på Jorderig skuer hans Øjne ned, hans Blik ransager Menneskens Børn; ⁵ retfærdige og gudløse ransager Herren; dem, der elsker Uret, hader hans Sjæl; ⁶ over gudløse sender han Regn af Gløder og Svovl, et Stormvejr er deres tilmålte Bæger. ⁷ Thi retfærdig er Herren, han elsker at øve Retfærd, de oprigtige skuer hans Åsyn!

12 Til Sangmesteren. Efter den ottende. En Salme af David.

² Herre, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn; ³ de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte. ⁴ Hver svigefuld Læbe udrydde Herren, den Tunge, der taler store Ord, ⁵ dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?"

⁶ "For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger Herren, "jeg frelser den, som man blæser ad."

⁷ Herrens Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv. ⁸ Herre, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt. ⁹ De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.

19 Men det skete, medens Apollos var i Korinth, at Paulus efter at være dragen igennem de højereliggende Landsdele kom ned til Efesus ² og fandt nogle Disciple, og han sagde til dem: "Fik I den Helligånd, da I bleve troende?" Men de sagde til ham: "Vi have ikke engang hørt, at der er en Helligånd." ³ Og han sagde: "Hvortil bleve I da døbte?" Men de sagde: "Til Johannes's Dåb." ⁴ Da sagde Paulus: "Johannes døbte med Omvendelses-Dåb, idet han sagde til Folket, at de skulde tro på den, som kom efter ham, det er på Jesus." ⁵ Men da de hørte dette, lode de sig døbe til den Herres Jesu Navn. ⁶ Og da Paulus lagde Hænderne på dem, kom den Helligånd over dem, og de talte i Tunger og profeterede. ⁷ Men de vare i det hele omtrent tolv Mand. ⁸ Og han gik ind i Synagogen og vidnede frimodigt i tre Måneder, idet han holdt Samtaler og overbeviste om det, som hører til Guds Rige. ⁹ Men da nogle forhærdede sig og strede imod og over for Mængden talte ilde om Vejen, forlod han dem og skilte Disciplene fra dem og holdt daglig Samtaler i Tyrannus's Skole. ¹⁰ Men dette varede i to År, så at alle, som boede i Asien, både Jøder og Grækere, hørte Herrens Ord. ¹¹ Og Gud gjorde usædvanlige kraftige Gerninger ved Paulus's Hænder, ¹² så at man endog bragte Tørklæder og Bælter fra hans Legeme til de syge, og Sygdommene vege fra dem, og de onde Ånder fore ud. ¹³ Men også nogle af de omløbende jødiske Besværgere forsøgte at nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Ånder, idet de sagde: "Jeg besværger eder ved den Jesus, som Paulus prædiker." ¹⁴ Men de, som gjorde dette, vare syv Sønner af Skeuas, en jødisk Ypperstepræst, ¹⁵ Men den onde Ånd svarede og sagde til dem: "Jesus kender jeg, og om Paulus ved jeg; men I, hvem ere I?" ¹⁶ Og det Menneske, i hvem den onde Ånd var, sprang ind på dem og overmandede dem begge og fik sådan Magt over dem, at de flygtede nøgne og sårede ud af Huset. ¹⁷ Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Efesus, både Jøder og Grækere; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev ophøjet, ¹⁸ og mange af dem, som vare blevne troende, kom og bekendte og fortalte om deres Gerninger. ¹⁹ Men mange af dem, som havde drevet Trolddom, bare deres Bøger sammen og opbrændte dem for alles Øjne; og man beregnede deres Værdi og fandt dem halvtredsindstyve Tusinde Sølvpenge værd. ²⁰ Så kraftigt voksede Herrens Ord og fik Magt.