1 Salig den Mand, som ikke går efter gudløses Råd, står på Synderes Vej eller sidder i Spotteres Lag, ² men har Lyst til Herrens Lov, og som grunder på hans Lov både Dag og Nat. ³ Han er som et Træ, der, plantet ved Bække, bærer sin Frugt til rette Tid, og Bladene visner ikke: Alt, hvad han gør, får han Lykke til.

⁴ De gudløse derimod er som Avner, Vinden bortvejrer. ⁵ Derfor består de gudløse ikke i Dommen og Syndere ej i retfærdiges Menighed. ⁶ Thi Herren kender retfærdiges Vej, men gudløses Vej brydes af.

2 Hvorfor fnyser Hedninger, hvi pønser Folkefærd på hvad fåfængt er? ² Jordens Konger rejser sig, Fyrster samles til Råd mod Herren og mod hans Salvede: ³ "Lad os sprænge deres Bånd og kaste Rebene af os!"

⁴ Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem. ⁵ Så taler han til dem i Vrede, forfærder dem i sin Harme: ⁶ "Jeg har dog indsat min Konge på Zion, mit hellige Bjerg!" ⁷ Jeg kundgør Herrens Tilsagn. Han sagde til mig: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag! ⁸ Bed mig, og jeg giver dig Hedningefolk til Arv og den vide Jord i Eje; ⁹ med Jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en Pottemagers Kar!"

¹⁰ Og nu, I Konger, vær kloge, lad eder råde, I Jordens Dommere, ¹¹ tjener Herren i Frygt, fryd jer med Bæven! ¹² Kysser Sønnen, at ikke han vredes og I forgår! Snart blusset hans Vrede op. Salig hver den, der lider på ham!

3 En Salme af David, da han flygtede for sin Søn absalom. ² Herre, hvor er mine Fjender mange! Mange er de, som rejser sig mod mig, ³ mange, som siger om min Sjæl: "Der er ingen Frelse for ham hos Gud!" - Sela.

⁴ Men, Herre, du er et Skjold for mig, min Ære og den, der løfter mit Hoved. ⁵ Jeg råber højlydt til Herren, han svarer mig fra sit hellige Bjerg. - Sela. ⁶ Jeg lagde mig og sov ind, jeg vågned, thi Herren holder mig oppe. ⁷ Jeg frygter ikke Titusinder af Folk, som trindt om lejrer sig mod mig.

⁸ Rejs dig, Herre, frels mig, min Gud, thi alle mine Fjender slog du på Kind, du brød de gudløses Tænder! ⁹ Hos Herren er Frelsen; din Velsignelse over dit Folk! - Sela.

17 Men de rejste igennem Amfipolis og Apollonia og kom til Thessalonika, hvor Jøderne havde en Synagoge. ² Og efter sin Sædvane gik Paulus ind til dem, og på tre Sabbater samtalede han med dem ud fra Skrifterne, ³ idet han udlagde og forklarede, at Kristus måtte lide og opstå fra de døde, og han sagde: "Denne Jesus, som jeg forkynder eder, han er Kristus." ⁴ Og nogle af dem bleve overbeviste og sluttede sig til Paulus og Silas, og tillige en stor Mængde at de gudfrygtige Grækere og ikke få af de fornemste Kvinder. ⁵ Men Jøderne bleve nidkære og toge med sig nogle slette Mennesker af Lediggængerne på Torvet, rejste et Opløb og oprørte Byen; og de stormede Jasons Hus og søgte efter dem for at føre dem ud til Folket. ⁶ Men da de ikke fandt dem, trak de Jason og nogle Brødre for Byens Øvrighed og råbte: "Disse, som have bragt hele Verden i Oprør, ere også komne hid; ⁷ dem har Jason taget ind til sig; og alle disse handle imod Kejserens Befalinger og sige, at en anden er Konge, nemlig Jesus." ⁸ Og de satte Skræk i Mængden og Byens Øvrighed, som hørte det. ⁹ Og denne lod Jason og de andre stille Borgen og løslod dem.

¹⁰ Men Brødrene sendte straks om Natten både Paulus og Silas bort til Berøa; og da de vare komne dertil,gik de ind i Jødernes Synagoge. ¹¹ Men disse vare mere velsindede end de i Thessalonika, de modtoge Ordet med al Redebonhed og ransagede daglig Skrifterne, om disse Ting forholdt sig således. ¹² Så troede da mange af dem og ikke få af de fornemme græske Kvinder og Mænd. ¹³ Men da Jøderne i Thessalonika fik at vide, at Guds Ord blev forkyndt af Paulus også i Berøa, kom de og vakte også der Røre og Bevægelse iblandt Skarerne.

¹⁴ Men da sendte Brødrene straks Paulus bort, for at han skulde drage til Havet; men både Silas og Timotheus bleve der tilbage. ¹⁵ Og de, som ledsagede Paulus, førte ham lige til Athen; og efter at have fået det Bud med til Silas og Timotheus, at de snarest muligt skulde komme til ham, droge de bort.