8 Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst? ² Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem; ³ ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den: ⁴ Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn. ⁵ I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand! ⁶ Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord; ⁷ ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru. ⁸ Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt; ⁹ de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt 10Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld; ¹¹ thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den ¹² Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt. ¹³ Herrens Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund. ¹⁴ Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke. ¹⁵ Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love; ¹⁶ ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden. ¹⁷ Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig. ¹⁸ Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd. ¹⁹ Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv. ²⁰ Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier ²¹ for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse. ²² Mig skabte Herren først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet; ²³ jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider; ²⁴ jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til; ²⁵ førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg, ²⁶ førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv. ²⁷ Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet. ²⁸ Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted, ²⁹ da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold, ³⁰ da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid, ³¹ leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn. ³² Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje! ³³ Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom! ³⁴ Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper. ³⁵ Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos Herren; ³⁶ men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden.

9 Visdommen bygged sig Hus, rejste sig støtter syv, ² slagted sit Kvæg og blanded sin Vin, hun har også dækket sit Bord; ³ hun har sendt sine Terner ud, byder ind på Byens højeste Steder: ⁴ Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid: ⁵ Kom og smag mit Brød og drik den Vin, jeg har blandet! ⁶ Lad Tankeløshed fare, så skal I leve, skrid frem ad Forstandens Vej! ⁷ Tugter man en Spotter, henter man sig Hån; revser man en gudløs, høster man Skam; ⁸ revs ikke en Spotter, at han ikke skal hade dig, revs den vise, så elsker han dig; ⁹ giv til den vise, så bliver han visere, lær den retfærdige, så øges hans Viden. ¹⁰ Herrens Frygt er Visdoms Grundlag, at kende den HELLIGE, det er Forstand. ¹¹ Thi mange bliver ved mig dine Dage, dine Livsårs Tal skal øges. ¹² Er du viis, er det til Gavn for dig selv; spotter du, bærer du ene Følgen! ¹³ Dårskaben, hun slår sig løs og lokker og kender ikke til Skam; ¹⁴ hun sidder ved sit Huses indgang, troner på Byens Høje ¹⁵ og byder dem ind, der kommer forbi, vandrende ad deres slagne Vej: ¹⁶ Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid: ¹⁷ Stjålen Drik er sød, lønligt Brød er lækkert! ¹⁸ Han ved ej, at Skyggerne dvæler der, hendes Gæster er i Dødsrigets Dyb.

3 Begynde vi atter at anbefale os selv? eller behøve vi, som nogle, Anbefalingsbreve til eder eller fra eder? ² I ere vort Brev, som er indskrevet i vore Hjerter, og som kendes og læses af alle Mennesker, ³ idet det ligger klart som Dagen, at I ere et Kristi Brev, udfærdiget af os, indskrevet ikke med Blæk, men med den levende Guds Ånd, ikke på Stentavler, men på Hjerters Kødtavler.

⁴ Men en sådan Tillid have vi til Gud ved Kristus, ⁵ ikke at vi af os selv ere dygtige til at udtænke noget som ud af os selv; men vor Dygtighed er af Gud, ⁶ som også gjorde os dygtige til at være en ny Pagts Tjenere, ikke Bogstavens, men Åndens; thi Bogstaven ihjelslår, men Ånden levendegør. ⁷ Men når Dødens Tjeneste, med Bogstaver indristet i Sten, fremtrådte i Herlighed, så at Israels Børn ikke kunde fæste Øjet på Moses's Ansigt på Grund af hans Ansigts Herlighed, som dog forsvandt, ⁸ hvorledes skal da ikke Åndens Tjeneste end mere være i Herlighed? ⁹ Thi når Fordømmelsens Tjeneste havde Herlighed, er meget mere Retfærdighedens Tjeneste rig på Herlighed. ¹⁰ Ja, det herlige er jo i dette Tilfælde endog uden Herlighed i Sammenligning med den endnu større Herlighed. ¹¹ Thi når det, der forsvandt, fremtrådte med Herlighed, da skal meget mere det, der bliver, være i Herlighed. ¹² Efterdi vi altså have et sådant Håb, gå vi frem med stor Frimodighed ¹³ og gøre ikke som Moses, der lagde et Dække over sit Ansigt, for at Israels Børn ikke skulde fæste Øjet på, at det, der forsvandt, fik Ende. ¹⁴ Men deres Tanker bleve forhærdede; thi indtil den Dag i Dag forbliver det samme Dække over Oplæsningen af den gamle Pagt uden at tages bort; thi i Kristus er det, at det svinder. ¹⁵ Men der ligger indtil denne Dag et Dække over deres Hjerte, når Moses oplæses; ¹⁶ når de derimod omvende sig til Herren, da borttages Dækket. ¹⁷ Men Herren er Ånden, og hvor Herrens Ånd er, er der Frihed. ¹⁸ Men alle vi, som med ubedækket Ansigt skue Herrens Herlighed som i et Spejl, blive forvandlede til det samme Billede, fra Herlighed til Herlighed, så som det er fra Åndens Herre.