Ordsprogene 7-9
Dette er Biblen på dansk
7 Min Søn, vogt dig mine Ord,mine bud må du gemme hos dig; 2 vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig; 3 bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle, 4 sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde, 5 at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord. 6 Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter; 7 og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge; 8 han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus 9 i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem. 10 Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet; 11 løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro; 12 snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; - 13 hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner; 14 "Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag, 15 gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig! 16 Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred 17 jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark; 18 kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst! 19 Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget; 20 Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!" 21 Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber; 22 tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet, 23 til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv. 24 Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord! 25 Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier; 26 thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel. 27 Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre.
8 Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst? 2 Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem; 3 ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den: 4 Jeg kalder på eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn. 5 I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand! 6 Hør, thi jeg fører ædel Tale, åbner mine Læber med retvise Ord; 7 ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru. 8 Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt; 9 de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt 10Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld; 11 thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den 12 Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt. 13 Herrens Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund. 14 Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke. 15 Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love; 16 ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden. 17 Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig. 18 Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd. 19 Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv. 20 Jeg vandrer på Retfærds Vej. midt hen ad Rettens Stier 21 for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse. 22 Mig skabte Herren først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet; 23 jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider; 24 jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til; 25 førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg, 26 førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv. 27 Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet. 28 Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted, 29 da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold, 30 da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid, 31 leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn. 32 Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje! 33 Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom! 34 Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper. 35 Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos Herren; 36 men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden.
9 Visdommen bygged sig Hus, rejste sig støtter syv, 2 slagted sit Kvæg og blanded sin Vin, hun har også dækket sit Bord; 3 hun har sendt sine Terner ud, byder ind på Byens højeste Steder: 4 Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid: 5 Kom og smag mit Brød og drik den Vin, jeg har blandet! 6 Lad Tankeløshed fare, så skal I leve, skrid frem ad Forstandens Vej! 7 Tugter man en Spotter, henter man sig Hån; revser man en gudløs, høster man Skam; 8 revs ikke en Spotter, at han ikke skal hade dig, revs den vise, så elsker han dig; 9 giv til den vise, så bliver han visere, lær den retfærdige, så øges hans Viden. 10 Herrens Frygt er Visdoms Grundlag, at kende den HELLIGE, det er Forstand. 11 Thi mange bliver ved mig dine Dage, dine Livsårs Tal skal øges. 12 Er du viis, er det til Gavn for dig selv; spotter du, bærer du ene Følgen! 13 Dårskaben, hun slår sig løs og lokker og kender ikke til Skam; 14 hun sidder ved sit Huses indgang, troner på Byens Høje 15 og byder dem ind, der kommer forbi, vandrende ad deres slagne Vej: 16 Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid: 17 Stjålen Drik er sød, lønligt Brød er lækkert! 18 Han ved ej, at Skyggerne dvæler der, hendes Gæster er i Dødsrigets Dyb.