6 Min Søn: har du borget for din næste og givet en anden Håndslag, ² er du fanget ved dine Læber og bundet ved Mundens Ord, ³ gør så dette, min Søn, og red dig, nu du er kommet i Næstens Hånd: Gå hen uden Tøven, træng ind på din Næste; ⁴ und ikke dine Øjne Søvn, ej heller dine Øjenlåg Hvile, ⁵ red dig som en Gazel af Snaren, som en Fugl af Fuglefængerens Hånd. ⁶ Gå hen til Myren, du lade, se dens Færd og bliv viis. ⁷ Skønt uden Fyrste, Foged og Styrer, ⁸ sørger den dog om Somren for Æde og sanker sin Føde i Høst. ⁹ Hvor længe vil du ligge, du lade, når står du op af din Søvn? ¹⁰ Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder: ¹¹ som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en skjoldvæbnet Mand. ¹² En Nidding, en ussel Mand er den, som vandrer med Falskhed i Munden, ¹³ som blinker med Øjet, skraber med Foden og giver Tegn med Fingrene, ¹⁴ som smeder Rænker i Hjertet og altid kun ypper Kiv; ¹⁵ derfor kommer hans Undergang brat, han knuses på Stedet, kan ikke læges. ¹⁶ Seks Ting hader Herren, syv er hans Sjæl en Gru: ¹⁷ Stolte Øjne, Løgnetunge, Hænder, der udgyder uskyldigt Blod, ¹⁸ et Hjerte, der udtænker onde Råd, Fødder, der haster og iler til ondt, ¹⁹ falsk Vidne, der farer med Løgn, og den, som sætter Splid mellem Brødre.

²⁰ Min Søn, tag Vare på din Faders Bud, opgiv ikke din Moders Belæring, ²¹ bind dem altid på dit Hjerte, knyt dem fast om din Hals; ²² på din Vandring lede den dig, på dit Leje vogte den dig, den tale dig til, når du vågner; ²³ thi Budet er en Lygte, Læren Lys, og Tugtens Revselse Livets Vej ²⁴ for at vogte dig for Andenmands Hustru, for fremmed Kvindes sleske Tunge! ²⁵ Attrå ej i dit Hjerte hendes Skønhed, hendes Blik besnære dig ej! ²⁶ Thi en Skøge får man blot for et Brød, men Andenmands Hustru fanger dyrebar Sjæl. ²⁷ Kan nogen bære Ild i sin Brystfold, uden at Klæderne brænder? ²⁸ Kan man vandre på glødende Kul, uden at Fødderne svides? ²⁹ Så er det at gå ind til sin Næstes Hustru; ingen, der rører hende, slipper for Straf. ³⁰ Ringeagter man ikke Tyven, når han stjæler fot at stille sin Sult? ³¹ Om han gribes, må han syvfold bøde og afgive alt sit Huses Gods. ³² Afsindig er den, der boler med hende, kun en Selvmorder handler så; ³³ han opnår Hug og Skændsel, og aldrig udslettes hans Skam. ³⁴ Thi Skinsyge vækker Mandens Vrede, han skåner ikke på Hævnens Dag; ³⁵ ingen Bøde tager han god; store Tilbud rører ham ikke.

7 Min Søn, vogt dig mine Ord,mine bud må du gemme hos dig; ² vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig; ³ bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle, ⁴ sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde, ⁵ at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord. ⁶ Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter; ⁷ og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge; ⁸ han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus ⁹ i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem. ¹⁰ Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet; ¹¹ løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro; ¹² snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; - ¹³ hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner; ¹⁴ "Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag, ¹⁵ gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig! ¹⁶ Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred ¹⁷ jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark; ¹⁸ kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst! ¹⁹ Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget; ²⁰ Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!" ²¹ Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber; ²² tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet, ²³ til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv. ²⁴ Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord! ²⁵ Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier; ²⁶ thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel. ²⁷ Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre.

2 Men jeg beslutte dette hos mig selv, at jeg vilde ikke atter komme til eder med Bedrøvelse. ² Thi dersom jeg bedrøver eder, hvem er da den, som gør mig glad, uden den, som bedrøves af mig? ³ Og jeg skrev netop derfor, for at jeg ikke, når jeg kom, skulde have Bedrøvelse af dem, som jeg burde have Glæde af, idet jeg havde den Tillid til eder alle, at min Glæde deles af eder alle. ⁴ Thi ud af stor Hjertets Trængsel og Beklemthed skrev jeg eder til, under mange Tårer, ikke for at I skulde blive bedrøvede, men for at I skulde kende den Kærlighed, som jeg har særlig til eder.

⁵ Men dersom nogen har voldt Bedrøvelse, har han ikke bedrøvet mig, men til Dels, for ikke at sige det hårdere, eder alle. ⁶ Det er nok for ham med denne Straf, som han har fået af de fleste, ⁷ så at I tværtimod snarere skulle tilgive og trøste ham, for at han ikke skal drukne i den alt for store Bedrøvelse. ⁸ Derfor formaner jeg eder til at vedtage at vise ham Kærlighed. ⁹ Det var nemlig også derfor, at jeg skrev, for at erfare, hvor vidt I stå Prøve, om I ere lydige i alt. ¹⁰ Men hvem I tilgive noget, ham tilgiver også jeg; thi også hvad jeg selv har tilgivet, om jeg har tilgivet noget, det har jeg gjort for eders Skyld, for Kristi Åsyn, ¹¹ for at vi ikke skulle bedrages af Satan; thi hans Anslag ere os ikke ubekendte.

¹² Da jeg kom til Troas for at prædike Kristi Evangelium, og der var åbnet mig en Dør i Herren, ¹³ da havde jeg ingen Ro i min Ånd, fordi jeg ikke fandt Titus, min Broder; men jeg tog Afsked med dem og drog til Makedonien. ¹⁴ Men Gud ske Tak, som altid fører os i Sejrstog i Kristus og lader sin Kundskabs Duft blive kendelig ved os på ethvert Sted. ¹⁵ Thi en Kristi Vellugt ere vi for Gud, iblandt dem, som frelses, og iblandt dem, som fortabes, ¹⁶ for disse en Duft af Død til Død, for hine en Duft af Liv til Liv. Og hvem er dygtig dertil? ¹⁷ Thi vi ere ikke som de mange, at vi gøre en Forretning af Guds Ord, men som af Renhed, som af Gud tale vi for Guds Åsyn i Kristus.