Añadir traducción en paralelo Imprimir Opciones de la página

22 Hellere godt Navn end megen rigdom, Yndest er bedre end Sølv og Guld Rig og fattig mødes, Herren har skabt dem begge. Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder. Lønnen for Ydmyghed og Herrens Frygt er Rigdom, Ære og Liv. På den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin Sjæl, må man holde sig fra dem. Væn Drengen til den Vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel. Over Fattigfolk råder den rige, Låntager bliver Långivers Træl. Hvo Uret sår, vil høste Fortræd, hans Vredes Ris skal slå ham selv. Den vennesæle velsignes, thi han deler sit Brød med den ringe. 10 Driv Spotteren ud, så går Trætten med, og Hiv og Smæden får Ende. 11 Herren elsker den rene af Hjertet; med Ynde på Læben er man Kongens Ven. 12 Herrens Øjne agter på Kundskab, men han kuldkaster troløses Ord. 13 Den lade siger: "En Løve på Gaden! Jeg kan let blive revet ihjel på Torvet." 14 Fremmed Kvindes Mund er en bundløs Grav, den, Herren er vred på, falder deri. 15 Dårskab er knyttet til Ynglingens Hjerte, Tugtens Ris skal tjerne den fra ham. 16 Vold mod den ringe øger hans Eje, Gave til Rigmand gør ham kun fattig. -

17 Bøj Øret og hør de vises Ord, vend Hjertet til og kend deres Liflighed! 18 Vogter du dem i dit Indre, er de alle rede på Læben. 19 For at din Lid skal stå til Herren, lærer jeg dig i Dag. 20 Alt i Går optegned jeg til dig, alt i Forgårs Råd og Kundskab 21 for at lære dig rammende Sandhedsord, at du kan svare sandt, når du spørges. 22 Røv ej fra den ringe, fordi han er ringe, knus ikke den arme i Porten: 23 thi Herren fører deres Sag og raner deres Ransmænds Liv. 24 Vær ej Ven med den, der let bliver hidsig, omgås ikke vredladen Mand, 25 at du ikke skal lære hans Stier og hente en Snare for din Sjæl. 26 Hør ikke til dem, der giver Håndslag, dem, som borger for Gæld! 27 Såfremt du ej kan betale, tager man Sengen, du ligger i. 28 Flyt ej ældgamle Skel, dem, dine Fædre satte. 29 Ser du en Mand, som er snar til sin Gerning, da skal han stedes for Konger, ikke for Folk af ringe Stand.

23 Når du sidder til bords hos en Stormand, mærk dig da nøje, hvem du har for dig, og sæt dig en Kniv på Struben, i Fald du er alt for sulten. Attrå ikke hans lækre Retter, thi det er svigefuld kost. Slid dig ikke op for at vinde dig Rigdom, brug ej din Forstand dertil! Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen. Spis ej den misundeliges Brød, attrå ikke hans lækre Retter; thi han sidder med karrige Tanker; han siger til dig: "Spis og drik!" men hans Hjerte er ikke med dig. Den Bid, du har spist, må du udspy, du spilder dine fagre Ord. Tal ikke for Tåbens Ører, thi din kloge Tale agter han ringe. 10 Flyt ej ældgamle Skel, kom ikke på faderløses Mark; 11 thi deres Løser er stærk, han fører deres Sag imod dig. 12 Vend dit Hjerte til Tugt, dit Øre til Kundskabs Ord. 13 Spar ej Drengen for Tugt; når du slår ham med Riset, undgår han Døden; 14 du slår ham vel med Riset, men redder hans Liv fra Dødsriget. 15 Min Søn, er dit Hjerte viist, så glæder mit Hjerte sig også, 16 og mine Nyrer jubler, når dine Læber taler, hvad ret er! 17 Dit Hjerte være ikke skinsygt på Syndere, men stadig ivrigt i Herrens Frygt; 18 en Fremtid har du visselig da, dit Håb bliver ikke til intet. 19 Hør, min Søn, og bliv viis, lad dit Hjerte gå den lige Vej. 20 Hør ikke til dem, der svælger i Vin, eller dem, der frådser i Kød; 21 thi Dranker og Frådser forarmes, Søvn giver lasede Klæder. 22 Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle Moder! 23 Køb Sandhed og sælg den ikke, Visdom, Tugt og Forstand. 24 Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet en Vismand, glædes man ved ham; 25 din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble! 26 Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine Øjne synes om mine Veje! 27 Thi en bundløs Grav er Skøgen, den fremmede Kvinde, en snæver Brønd; 28 ja, som en Stimand ligger hun på Lur og øger de troløses Tal blandt Mennesker. 29 Hvem har Ak, og hvem har Ve, hvem har Kiv, og hvem har Klage? Hvem har Sår uden Grund, hvem har sløve Øjne? 30 De, som sidder sent over Vinen, som kommer for at smage den stærke Drik. 31 Se ikke til Vinen, hvor rød den er, hvorledes den perler i Bægeret; den glider så glat, 32 men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle; 33 dine Øjne skuer de sælsomste Ting, og bagvendt taler dit Hjerte; 34 du har det, som lå du midt i Havet, som lå du oppe på en Mastetop. 35 "De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det ikke; når engang jeg vågner igen, så søger jeg atter til Vinen!"

24 Misund ej onde Folk, hav ikke lyst til at være med dem; thi deres Hjerte pønser på Vold, deres Læbers Ord volder Men. Ved Visdom bygges et Hus, ved Indsigt holdes det oppe, ved Kundskab fyldes kamrene med alskens kosteligt, herligt Gods. Vismand er større end Kæmpe, kyndig Mand mer end Kraftkarl. Thi Krig skal du føre efter modent Overlæg, vel står det til, hvor mange giver Råd. Visdom er Dåren for høj, han åbner ej Munden i Porten. Den, der har ondt i Sinde, kaldes en rænkefuld Mand. Hvad en Dåre har for, er Synd, en Spotter er Folk en Gru. 10 Taber du Modet på Trængslens Dag, da er din Kraft kun ringe. 11 Frels dem, der slæbes til Døden, red dem, der vakler hen for at dræbes. 12 Siger du: "Se, jeg vidste det ikke" - mon ej han, der vejer Hjerter, kan skønne? Han, der tager Vare på din Sjæl, han ved det, han gengælder Mennesker, hvad de har gjort. 13 Spis Honning, min Søn, det er godt, og Kubens Saft er sød for din Gane; 14 vid, at så er og Visdom for Sjælen! Når du finder den, har du en Fremtid, dit Håb bliver ikke til intet. 15 Lur ej på den retfærdiges Bolig, du gudløse, ødelæg ikke hans Hjem; 16 thi syv Gange falder en retfærdig og står op, men gudløse styrter i Fordærv. 17 Falder din Fjende, så glæd dig ikke, snubler han, juble dit Hjerte ikke, 18 at ikke Herren skal se det med Mishag og vende sin Vrede fra ham. 19 Græm dig ej over Ugerningsmænd, misund ikke de gudløse; 20 thi den onde har ingen Fremtid, gudløses Lampe går ud. 21 Frygt Herren og Kongen, min Søn, indlad dig ikke med Folk, som gør Oprør; 22 thi brat kommer Ulykke fra dem, uventet Fordærv fra begge.

23 Også følgende Ordsprog er af vise Mænd. Partiskhed i Retten er ilde. 24 Mod den, som kender en skyldig fri, er Folkeslags Banden, Folkefærds Vrede; 25 men dem, der dømmer med Ret, går det vel, dem kommer Lykkens Velsignelse over. 26 Et Kys på Læberne giver den, som kommer med ærligt Svar. 27 Fuldfør din Gerning udendørs, gør dig færdig ude på Marken og byg dig siden et Hus! 28 Vidn ikke falsk mod din Næste, vær ikke letsindig med dine Læber; 29 sig ikke: "Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig, jeg gengælder hver hans Gerning." 30 Jeg kom forbi en lad Mands Mark og et uforstandigt Menneskes Vingård; 31 se, den var overgroet af Tidsler, ganske skjult af Nælder; Stendiget om den lå nedbrudt. 32 Jeg skued og skrev mig det bag Øre, jeg så og tog Lære deraf: 33 Lidt Søvn endnu, lidt Blund, lidt Hvile med samlagte Hænder: 34 Som en Stimand kommer da Fattigdom over dig, Trang som en skjoldvæbnet Mand.

Men vi kundgøre eder, Brødre! den Guds Nåde, som er given i Makedoniens Menigheder, at under megen Trængsels Prøvelse har deres overstrømmende Glæde og deres dybe Fattigdom strømmet over i deres Gavmildheds Rigdom. Thi efter Evne (det vidner jeg) gave de, ja, over Evne af egen Drift, idet de med megen Overtalelse bade os om den Nåde at måtte tage Del i Hjælpen til de hellige, og ikke alene som vi havde håbet, men sig selv gav de først og fremmest til Herren og så til os, ved Guds Villie, så at vi opfordrede Titus til, ligesom han forhen havde begyndt, således også til at tilendebringe hos eder også denne Gave. Men ligesom I ere rige i alt, i Tro og Tale og Erkendelse og al Iver og i eders Kærlighed til os: måtte I da være rige også i denne Gave! Jeg siger det ikke som en Befaling, men for ved andres Iver at prøve også eders Kærligheds Ægthed. I kende jo vor Herres Jesu Kristi Nåde, at han for eders Skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans Fattigdom skulde blive rige. 10 Og jeg giver min Mening herom til Kende; thi dette er eder gavnligt, I, som jo i Fjor vare de første til at begynde, ikke alene med Gerningen, men endogså med Villien dertil. 11 Men fuldbringer da nu også Gerningen, for at, ligesom I vare redebonne til at ville, I også må fuldbringe det efter eders Evne. 12 Thi når Redebonheden er til Stede, da er den velbehagelig efter, hvad den evner, ikke efter, hvad den ikke evner. 13 Det er nemlig ikke Meningen, at andre skulle have Lettelse og I Trængsel; nej, det skal være ligeligt. Nu for Tiden må eders Overflod komme hines Trang til Hjælp, 14 for at også hines Overflod kan komme eders Trang til Hjælp, for at der kan blive Ligelighed, 15 som der er skrevet: "Den, som sankede meget, fik ikke for meget, og den, som sankede lidet, fik ikke for lidt."

16 Men Gud ske Tak, som giver den samme Iver for eder i Titus's Hjerte! 17 Thi vel har han modtaget min Opfordring; men da han er så ivrig, så er det af egen Drift, at han rejser til eder. 18 Og sammen med ham sende vi den Broder, hvis Ros i Evangeliet går igennem alle Menighederne, 19 og ikke det alene, men han er også udvalgt af Menighederne til at rejse med os med denne Gave, som besørges af os, for at fremme selve Herrens Ære og vor Redebonhed, 20 idet vi undgå dette, at nogen skulde kunne laste os i Anledning af denne rige Hjælp, som besørges af os; 21 thi vi lægge Vind på, hvad der er godt ikke alene i Herrens, men også i Menneskers Øjne. 22 Men sammen med dem sende vi vor Broder, hvis Iver vi ofte i mange Måder have prøvet, men som nu er langt ivrigere på Grund af sin støre Tillid til eder. 23 Hvad Titus angår, da er han min Fælle og Medarbejder hos eder, og hvad vore Brødre angår, da ere de Menighedsudsendinge, Kristi Ære. 24 Så giver dem da for Menighedernes Åsyn Beviset på eders Kærlighed og for det, vi have rost eder for.