Ordsprogene 22-23
Dette er Biblen på dansk
22 Hellere godt Navn end megen rigdom, Yndest er bedre end Sølv og Guld 2 Rig og fattig mødes, Herren har skabt dem begge. 3 Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder. 4 Lønnen for Ydmyghed og Herrens Frygt er Rigdom, Ære og Liv. 5 På den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin Sjæl, må man holde sig fra dem. 6 Væn Drengen til den Vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel. 7 Over Fattigfolk råder den rige, Låntager bliver Långivers Træl. 8 Hvo Uret sår, vil høste Fortræd, hans Vredes Ris skal slå ham selv. 9 Den vennesæle velsignes, thi han deler sit Brød med den ringe. 10 Driv Spotteren ud, så går Trætten med, og Hiv og Smæden får Ende. 11 Herren elsker den rene af Hjertet; med Ynde på Læben er man Kongens Ven. 12 Herrens Øjne agter på Kundskab, men han kuldkaster troløses Ord. 13 Den lade siger: "En Løve på Gaden! Jeg kan let blive revet ihjel på Torvet." 14 Fremmed Kvindes Mund er en bundløs Grav, den, Herren er vred på, falder deri. 15 Dårskab er knyttet til Ynglingens Hjerte, Tugtens Ris skal tjerne den fra ham. 16 Vold mod den ringe øger hans Eje, Gave til Rigmand gør ham kun fattig. -
17 Bøj Øret og hør de vises Ord, vend Hjertet til og kend deres Liflighed! 18 Vogter du dem i dit Indre, er de alle rede på Læben. 19 For at din Lid skal stå til Herren, lærer jeg dig i Dag. 20 Alt i Går optegned jeg til dig, alt i Forgårs Råd og Kundskab 21 for at lære dig rammende Sandhedsord, at du kan svare sandt, når du spørges. 22 Røv ej fra den ringe, fordi han er ringe, knus ikke den arme i Porten: 23 thi Herren fører deres Sag og raner deres Ransmænds Liv. 24 Vær ej Ven med den, der let bliver hidsig, omgås ikke vredladen Mand, 25 at du ikke skal lære hans Stier og hente en Snare for din Sjæl. 26 Hør ikke til dem, der giver Håndslag, dem, som borger for Gæld! 27 Såfremt du ej kan betale, tager man Sengen, du ligger i. 28 Flyt ej ældgamle Skel, dem, dine Fædre satte. 29 Ser du en Mand, som er snar til sin Gerning, da skal han stedes for Konger, ikke for Folk af ringe Stand.
23 Når du sidder til bords hos en Stormand, mærk dig da nøje, hvem du har for dig, 2 og sæt dig en Kniv på Struben, i Fald du er alt for sulten. 3 Attrå ikke hans lækre Retter, thi det er svigefuld kost. 4 Slid dig ikke op for at vinde dig Rigdom, brug ej din Forstand dertil! 5 Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen. 6 Spis ej den misundeliges Brød, attrå ikke hans lækre Retter; 7 thi han sidder med karrige Tanker; han siger til dig: "Spis og drik!" men hans Hjerte er ikke med dig. 8 Den Bid, du har spist, må du udspy, du spilder dine fagre Ord. 9 Tal ikke for Tåbens Ører, thi din kloge Tale agter han ringe. 10 Flyt ej ældgamle Skel, kom ikke på faderløses Mark; 11 thi deres Løser er stærk, han fører deres Sag imod dig. 12 Vend dit Hjerte til Tugt, dit Øre til Kundskabs Ord. 13 Spar ej Drengen for Tugt; når du slår ham med Riset, undgår han Døden; 14 du slår ham vel med Riset, men redder hans Liv fra Dødsriget. 15 Min Søn, er dit Hjerte viist, så glæder mit Hjerte sig også, 16 og mine Nyrer jubler, når dine Læber taler, hvad ret er! 17 Dit Hjerte være ikke skinsygt på Syndere, men stadig ivrigt i Herrens Frygt; 18 en Fremtid har du visselig da, dit Håb bliver ikke til intet. 19 Hør, min Søn, og bliv viis, lad dit Hjerte gå den lige Vej. 20 Hør ikke til dem, der svælger i Vin, eller dem, der frådser i Kød; 21 thi Dranker og Frådser forarmes, Søvn giver lasede Klæder. 22 Hør din Fader, som avlede dig, ringeagt ikke din gamle Moder! 23 Køb Sandhed og sælg den ikke, Visdom, Tugt og Forstand. 24 Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet en Vismand, glædes man ved ham; 25 din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble! 26 Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine Øjne synes om mine Veje! 27 Thi en bundløs Grav er Skøgen, den fremmede Kvinde, en snæver Brønd; 28 ja, som en Stimand ligger hun på Lur og øger de troløses Tal blandt Mennesker. 29 Hvem har Ak, og hvem har Ve, hvem har Kiv, og hvem har Klage? Hvem har Sår uden Grund, hvem har sløve Øjne? 30 De, som sidder sent over Vinen, som kommer for at smage den stærke Drik. 31 Se ikke til Vinen, hvor rød den er, hvorledes den perler i Bægeret; den glider så glat, 32 men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle; 33 dine Øjne skuer de sælsomste Ting, og bagvendt taler dit Hjerte; 34 du har det, som lå du midt i Havet, som lå du oppe på en Mastetop. 35 "De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det ikke; når engang jeg vågner igen, så søger jeg atter til Vinen!"