Ordsprogene 16-18
Dette er Biblen på dansk
16 Hjertets Råd er Menneskets sag. Tungens Svar er fra Herren. 2 En Mand holder al sin Færd for ren, men Herren vejer Ånder. 3 Vælt dine Gerninger på Herren, så skal dine Planer lykkes. 4 Alt skabte Herren, hvert til sit, den gudløse også for Ulykkens Dag. 5 Hver hovmodig er Herren en Gru, visselig slipper han ikke for Straf. 6 Ved Mildhed og Troskab sones Brøde, ved Herrens Frygt undviger man ondt. 7 Når Herren har Behag i et Menneskes Veje, gør han endog hans Fjender til Venner. 8 Bedre er lidet med Retfærd end megen Vinding med Uret. 9 Menneskets Hjerte udtænker hans Vej, men Herren styrer hans Fjed. 10 Der er Gudsdom på Kongens Læber, ej fejler hans Mund, når han dømmer. 11 Ret Bismer og Vægtskål er Herrens, hans Værk er alle Posens Lodder. 12 Gudløs Færd er Konger en Gru, thi ved Retfærd grundfæstes Tronen. 13 Retfærdige Læber har Kongens Yndest, han elsker den, der taler oprigtigt. 14 Kongens Vrede er Dødens Bud, Vismand evner at mildne den. 15 I Kongens Åsyns Lys er der Liv, som Vårregnens Sky er hans Yndest. 16 At vinde Visdom er bedre end Guld, at vinde Indsigt mere end Sølv. 17 De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter sit Liv, som agter på sin Vej. 18 Hovmod går forud for Fald, Overmod forud for Snublen. 19 Hellere sagtmodig med ydmyge end dele Bytte med stolte. 20 Vel går det den, der mærker sig Ordet; lykkelig den, der stoler på Herren. 21 Den vise kaldes forstandig, Læbernes Sødme øger Viden. 22 Kløgt er sin Mand en Livsens Kilde, Dårskab er Dårers Tugt. 23 Den vises Hjerte giver Munden Kløgt, på Læberne lægger det øget Viden. 24 Hulde Ord er som flydende Honning, søde for Sjælen og sunde for Legemet. 25 Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje. 26 En Arbejders Hunger arbejder for ham, thi Mundens Krav driver på ham. 27 En Nidding graver Ulykkesgrave, det er, som brændte der Ild på hans Læber. 28 Rænkefuld Mand sætter Splid; den, der bagtaler, skiller Venner. 29 Voldsmand lokker sin Næste og fører ham en Vej, der ikke er god. 30 Den, der stirrer, har Rænker for; knibes Læberne sammen, har man fuldbyrdet ondt. 31 Grå Hår er en dejlig Krone, den vindes på Retfærds Vej. 32 Større end Helt er sindig Mand, større at styre sit Sind end at tage en Stad. 33 I Brystfolden rystes Loddet, det falder, som Herren vil.
17 Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte. 2 Klog Træl bliver Herre over dårlig Søn og får lod og del mellem brødre. 3 Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er Herren. 4 Den onde hører på onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger. 5 Hvo Fattigmand spotter, håner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf. 6 De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre. 7 Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre da Løgnfor den, som er ædel. 8 Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning. 9 Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner. 10 Bedre virker Skænd på forstandig end hundrede Slag på en Tåbe. 11 Den onde har kun Genstridigbed for, men et skånselsløst Bud er udsendt imod ham. 12 Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi hans Dårskab. 13 Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige. 14 At yppe Strid er at åbne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs. 15 At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er Herren en Gru. 16 Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd til at købe ham Visdom, når Viddet mangler? 17 Ven viser Kærlighed når som helst, Broder fødes til Hjælp i Nød. 18 Mand uden Vid giver Håndslag og går i Borgen for Næsten. 19 Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald. 20 Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt, man falder i Våde, når Tungen er falsk. 21 Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens Fader er ikke glad. 22 Glad Hjerte er godt for Legemet, nedslået Sind suger Marv af Benene. 23 Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge. 24 Visdom står den forstandige for Øje, Tåbens Blik er ved Jordens Ende. 25 Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham. 26 At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de ædle. 27 Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig. 28 Selv Dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber.
18 Særlingen søger et påskud, med vold og magt vil han strid. 2 Tåben ynder ej Indsigt, men kun, at hans Tanker kommer for Lyset. 3 Hvor Gudløshed kommer, kommer og Spot, Skam og Skændsel følges. 4 Ord i Mands Mund er dybe Vande, en rindende Bæk, en Visdomskilde. 5 Det er ilde at give en skyldig Medhold, så man afviser skyldfris Sag i Retten. 6 Tåbens Læber fører til Trætte, hans Mund råber højt efter Hug, 7 Tåbens Mund er hans Våde, hans Læber en Snare for hans Liv. 8 Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Bugen. 9 Den, der er efterladen i Gerning, er også Broder til Ødeland. 10 Herrens Navn er et stærkt Tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges. 11 Den riges Gods er hans faste Stad, og tykkes ham en knejsende Mur. 12 Mands Hovmod går forud for Fald, Ydmyghed forud for Ære. 13 Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til Dårskab og Skændsel. 14 Mands Mod udholder Sygdom, men hvo kan bære en sønderbrudt Ånd? 15 Den forstandiges Hjerte vinder sig Kundskab, de vises Øre attrår Kundskab. 16 Gaver åbner et Menneske Vej og fører ham hen til de store. 17 Den, der taler først i en Trætte har Ret, til den anden kommer og går ham efter. 18 Loddet gør Ende på Trætter og skiller de stærkeste ad. 19 Krænket Broder er som en Fæstning, Trætter som Portslå for Borg. 20 Mands Bug mættes af Mundens Frugt, han mættes af Læbernes Grøde. 21 Død og Liv er i Tungens Vold, hvo der tøjler den, nyder dens Frugt. 22 Fandt man en Hustru, fandt man Lykken og modtog Nåde fra Herren. 23 Fattigmand beder og trygler, Rigmand svarer med hårde Ord. 24 Med mange Fæller kan Mand gå til Grunde, men Ven kan overgå Broder i Troskab.