Ordsprogene 13-15
Dette er Biblen på dansk
13 Viis Søn elsker tugt, spotter hører ikke på skænd. 2 Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold står troløses Hu. 3 Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den åbenmundede falder i Våde. 4 Den lade attrår uden at få, men flittiges Sjæl bliver mæt. 5 Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel. 6 Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse. 7 Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer dog meget. 8 Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand får ingen Trusel at høre. 9 Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe går ud. 10 Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig råde, er Visdom. 11 Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Håndfuld for Håndfuld, øges. 12 At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ. 13 Den, der lader hånt om Ordet, slås ned, den, der frygter Budet, får Løn. 14 Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer. 15 God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang. 16 Hver, som er klog, går til Værks med Kundskab, Tåben udfolder Dårskab. 17 Gudløs Budbringer går det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom. 18 Afvises Tugt, får man Armod og Skam; agtes på Revselse, bliver man æret. 19 Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Tåber en Gru. 20 Omgås Vismænd, så bliver du viis, ilde faren er Tåbers Ven. 21 Vanheld følger Syndere, Lykken når de retfærdige. 22 Den gode efterlader Børnebrn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods. 23 På Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret. 24 Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide. 25 Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom.
14 Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned. 2 Hvo redeligt vandrer, frygter Herren, men den, som går Krogveje, agter ham ringe. 3 I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt. 4 Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor. 5 Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn. 6 Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let. 7 Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber. 8 Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig. 9 Med Dårer driver Skyldofret Spot, men Velvilje råder iblandt retsindige. 10 Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde. 11 Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt står i Blomst. 12 Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje. 13 Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer. 14 Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god. 15 Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt. 16 Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på. 17 Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand. 18 De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab. 19 Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre. 20 Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange. 21 Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme. 22 De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed. 23 Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab. 24 De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab. 25 Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager. 26 Den stærkes Tillid er Herrens Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt. 27 Herrens Frygt er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer. 28 At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald. 29 Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab. 30 Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene. 31 At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige. 32 Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge. 33 Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke. 34 Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel. 35 En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.
15 Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag. 2 Vises Tunge drypper af Kundskab, Dårskab strømmer fra Tåbers Mund. 3 Alle Vegne er Herrens Øjne, de udspejder onde og gode. 4 Et Livets Træ er Tungens Mildhed, dens Falskhed giver Hjertesår. 5 Dåre lader hånt om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare på Revselse. 6 Den retfærdiges Hus har megen Velstand, den gudløses Høst lægges øde. 7 Vises Læber udstrør Kundskab, Tåbers Hjerte er ikke ret. 8 Gudløses Offer er Herren en Gru, retsindiges Bøn har han Velbehag i. 9 Den gudløses Færd er Herren en Gru, han elsker den, der stræber efter Retfærd. 10 Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den, der hader Revselse, dør. 11 Dødsrige og Afgrund ligger åbne for Herren, endsige da Menneskebørnenes Hjerter. 12 Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd går han ikke. 13 Glad Hjerte giver venligt Ansigt, ved Hjertesorg bliver Modet brudt. 14 Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, Tåbers Mund lægger Vind på Dårskab. 15 Alle den armes Dage er onde, glad Hjerte er stadigt Gæstebud. 16 Bedre lidet med Herrens Frygt end store Skatte med Uro. 17 Bedre en Ret Grønt med Kærlighed end fedet Okse og Had derhos. 18 Vredladen Mand vækker Splid, sindig Mand stiller Trætte. 19 Den lades Vej er spærret af Tjørn, de flittiges Sti er banet. 20 Viis Søn glæder sin Fader, Tåbe til Menneske foragter sin Moder. 21 Dårskab er Glæde for Mand uden Vid, Mand med Indsigt går lige frem. 22 Er der ikke holdt Råd, så mislykkes Planer, de lykkes, når mange rådslår. 23 Mand er glad, når hans Mund kan svare, hvor godt er et Ord i rette Tid. 24 Den kloge går opad på Livets Vej for at undgå Dødsriget nedentil. 25 Hovmodiges Hus river Herren bort, han fastsætter Enkens Skel. 26 Onde Tanker er Herren en Gru, men hulde Ord er rene. 27 Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der hader Gave. 28 Den retfærdiges Hjerte tænker, før det svarer, gudløses Mund lader ondt strømme ud. 29 Herren er gudløse fjern, men hører retfærdiges Bøn. 30 Milde Øjne fryder Hjertet, godt Bud giver Marv i Benene. 31 Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise. 32 Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse. 33 Herrens Frygt er Tugt til Visdom, Ydmyghed først og siden Ære.