35 Herren talede fremdeles til Moses på Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko og sagde: ² byd Israelitterne, at de af de Besiddelser, de får i Arv, skal give Leviterne nogle Byer at bo i; I skal også give Leviterne Græsmarker rundt om disse Byer, ³ Disse Byer skal de have at bo i, og deres Græsmarker skal de have til deres Kvæg, deres Hjorde og andre Dyr. ⁴ Græsmarkerne om Byerne, som I skal give Leviterne, skal strække sig 1000 Alen fra Bymuren ud til alle Sider; ⁵ og uden for Byen skal I til Østside opmåle 2000 Alen, til Sydside 2000, til Vestside 2000 og til Nordside 2000, med Byen i Midten. Det skal tilfalde dem som Græsgange til Byerne. ⁶ Hvad de Byer angår, som I skal give Leviterne, så skal I give dem de seks Tilflugtsbyer, som Manddrabere kan ty ind i, og desuden to og fyrretyve Byer. ⁷ De Byer, I skal give Leviterne, bliver således i alt otte og fyrretyve Byer med tilhørende Græsmarker. ⁸ Og af de Byer, I skal give dem af Israelitternes Besiddelser, skal I lade de større Stammer give flere, de mindre færre; hver Stamme skal give Leviterne så mange af sine Byer, som svarer til den Arvelod, der tildeles den.

⁹ Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ¹⁰ Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer over Jordan til Kana'ans Land, ¹¹ skal I udse eder nogle Byer, I kan have som Tilflugtsbyer, så at en Manddraber, der begår et Drab af Vanvare, kan ty derhen. ¹² I disse Byer skal I have Ret til at søge Tilflugt for Blodhævneren, for at ikke Manddraberen skal dø, før han er blevet stillet for Menighedens Domstol. ¹³ Det skal være seks Byer, I skal afstå til Tilflugtsbyer; ¹⁴ de tre skal I afstå hinsides Jordan og de tre andre i Kana'ans Land; de skal være Tilflugtsbyer. ¹⁵ Israelitterne, de fremmede og de indvandrede iblandt dem skal have Ret til at søge Tilflugt i de seks Byer, så at enhver, der begår et Drab af Vanvare, kan ty derhen.

¹⁶ Men slår han ham ihjel med et Jernredskab, så er han en Manddraber, og Manddraberen skal lide Døden; ¹⁷ og slår han ham ihjel med en Sten, som han har i Hånden, og som kan slå en Mand ihjel, så er han en Manddraber, og Manddraberen skal lide Døden; ¹⁸ og slår han ham ihjel med et Træredskab, som han har i Hånden, og som kan slå en Mand ihjel, så er han en Manddraber, og Måddraberen skal lide Døden. ¹⁹ Blodhævneren skal dræbe Manddraberen; når han træffer ham, skal han dræbe ham. ²⁰ Og støder han til ham af Had eller kaster noget på ham i ond Hensigt, så han dør deraf, ²¹ eller slår han ham med Hånden i Fjendskab, så han dør deraf, skal drabsmanden lide Døden, thi han er en Manddraber; Blodhævneren skal dræbe Manddraberen, når han træffer ham.

²² Støder han derimod til ham af Vanvare, ikke i Fjendskab, eller kaster han et Redskab på ham, uden at det er i ond Hensigt, ²³ eller rammer han ham uden at se ham med en Sten, som kan slå en Mand ihjel, så han dør deraf, og han ikke er hans Uven eller har pønset på ondt imod ham, ²⁴ så skal Menigheden dømme Drabsmanden og Blodhævneren imellem på Grundlag af disse Lovbud; ²⁵ og Menigheden skal værne Manddraberen mod Blodhævneren, og Menigheden skal føre ham tilbage til hans Tilflugtsby, hvorhen han var tyet, og der skal han blive boende, indtil den med hellig Olie salvede Ypperstepræst dør. ²⁶ Men hvis Manddraberen for lader sin Tilflugtsbys Område, hvorhen han er tyet, ²⁷ og Blodhævneren træffer ham uden for hans Tilflugtsbys Område, så kan Blodhævneren dræbe Manddraberen uden at pådrage sig Blodskyld; ²⁸ thi han skal blive i sin Tilflugtsby indtil Ypperstepræstens Død; først efter Ypperstepræstens Død kan Manddraberen vende tilbage til den Jord, han ejer. ²⁹ Det skal være eder en retsgyldig Anordning fra Slægt til Slægt, hvor I end bor.

³⁰ Når nogen slår et Menneske ihjel, må man kun dræbe Manddraberen efter flere Vidners Udsagn. Et enkelt Vidnes Udsagn er ikke nok til en Dødsdom. ³¹ I må ikke tage mod Sonebøde for en Manddraber, når han har forbrudt sit Liv; han skal lide Døden, ³² Heller ikke må I tage mod Sonebøde, således at den, der er tyet til sin Tilflugtsby, før Ypperstepræstens Død kan vende tilbage og bosætte sig i Landet. ³³ Vanhelliger ikke det Land, I er i, thi Blodet vanhelliger Landet, og Landet får kun Soning for det Blod, der er udgydt deri, ved dens Blod, der har udgydt det. ³⁴ Gør ikke det Land urent, I er bosat i, og i hvis Midte jeg bor; thi jeg Herren bor midt iblandt Israels Børn.

36 Overhovederne for Fædrenehsene i Gileaditernes Slægt Gilead var en Søn af Manasses Søn Makir af Josefs Sønners Slægter trådte frem og talte for Moses og Øversterne, Overhovederne for Israelitternes Fædrenehuse, ² og sagde: "Herren har pålagt min Herre at udskifte Landet mellem Israelitterne ved Lodkastning, og min Herre har i Herrens Navn påbudt at give vor Frænde Zelofhads Arvelod til hans Døtre. ³ Men hvis de nu indgår Ægteskab med Mænd, der hører til en anden af Israels Stammer, så unddrages deres Arvelod jo vore Fædres Arvelod, og således øges den Stammes Arvelod, som de kommer til at tilhøre, medens den Arvelod, der er tilfaldet os ved Lodkastning, formindskes; ⁴ og når Israelitterne får Jubelår, lægges deres Arvelod til den Stammes Arvelod, som de kommer til at tilhøre, og således unddrages deres Arvelod vor fædrene Stammes Arvelod."

⁵ Da udstedte Moses efter Herrens Ord følgende Bud til Israelitterne: "Josefs Sønners Stamme har talt ret! ⁶ Således er Herrens Bud angående Zelofhads Døtre: De må indgå Ægteskab med hvem de ønsker, men det må kun være Mænd af deres Faders Stammes Slægt, de indgår Ægteskab med. ⁷ Thi ingen Arvelod, der tilhører Israel, må gå over fra en Stamme til en anden, men Israelitterne skal holde fast hver ved sin fædrene Stammes Arvelod. ⁸ Enhver Datter, som får en Arvelod i en af Israelitternes Stammer, skal indgå Ægteskab med en Mand af sin fædrene Stammes Slægt, for at Israelitterne kan beholde hver sine Fædres Arvelod som Ejendom; ⁹ og ingen Arvelod må gå over fra den ene Stamme til den anden, men Israelitternes Stammer skal holde fast hver ved sin Arvelod!"

¹⁰ Zelofhads Døtre gjorde da, som Herren pålagde Moses, ¹¹ idet Mala, Tirza, Hogla, Milka og Noa, Zelofhads Døtre, indgik Ægteskab med deres Farbrødres Sønner; ¹² de indgik Ægteskab med Mænd, som hørte til Josefs Søn Manasses Sønners Slægter, så at deres Arvelod vedblev at tilhøre deres fædrene Slægts Stamme.

¹³ Det er de Bud og Lovbud, Herren gav Israelitterne ved Moses på Moabs Sletter ved Jordan over for Jeriko.

10 Og han bryder op derfra og kommer til Judæas Egne og Landet hinsides Jordan, og atter samler der sig Skarer om ham; og han lærte dem atter, som han plejede. ² Og Farisæerne kom hen og spurgte ham for at friste ham: "Er det en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru?" ³ Men han svarede og sagde til dem: "Hvad har Moses budt eder?" ⁴ Men de sagde: "Moses tilstedte at skrive et Skilsmissebrev og skille sig fra hende." ⁵ Og Jesus sagde til dem: "For eders Hjerters Hårdheds Skyld skrev han eder dette Bud. ⁶ Men fra Skabningens Begyndelse skabte Gud dem som Mand og Kvinde. ⁷ Derfor skal en Mand forlade sin Fader og Moder, og holde fast ved sin Hustru; ⁸ og de to skulle blive til eet Kød. Således ere de ikke længer to, men eet Kød. ⁹ Derfor, hvad Gud har sammenføjet, må et Menneske ikke adskille. ¹⁰ Og i Huset spurgte Disciplene ham atter om dette. ¹¹ Og han siger til dem: "Den, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte, han bedriver Hor imod hende. ¹² Og dersom hun efter at have skilt sig fra sin Mand ægter en anden, bedriver hun Hor."

¹³ Og de bare små Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men Disciplene truede dem, som bare dem frem. ¹⁴ Men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lader de små Børn komme til mig; formener dem det ikke, thi Guds Rige hører sådanne til. ¹⁵ Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det." ¹⁶ Og han tog dem i Favn og lagde Hænderne på dem og velsignede dem.

¹⁷ Og da han gik ud på Vejen, løb en hen og faldt på Knæ for ham og spurgte ham: "Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan arve et evigt Liv?" ¹⁸ Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god, uden een, nemlig Gud. ¹⁹ Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; du må ikke besvige; ær din Fader og din Moder." ²⁰ Men han sagde til ham: "Mester! det har jeg holdt alt sammen fra min Ungdom af." ²¹ Men Jesus så på ham og fattede Kærlighed til ham og sagde til ham: "Een Ting fattes dig; gå bort, sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så skal du have en Skat i Himmelen; og kom så og følg mig!" ²² Men han blev ilde til Mode over den Tale og gik bedrøvet bort; thi han havde meget Gods. ²³ Og Jesus så sig omkring og siger til sine Disciple: "Hvor vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!" ²⁴ Men Disciplene bleve forfærdede over hans Ord. Men Jesus tog atter, til Orde og siger til dem: "Børn, hvor vanskeligt er det, at de som forlade sig på Rigdom, kunne komme ind i Guds Rige! ²⁵ Det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for en rig at gå ind i Guds Rige." ²⁶ Men de forfærdedes overmåde og sagde til hverandre: "Hvem kan da blive frelst?" ²⁷ Jesus så på dem og siger: "For Mennesker er det umuligt, men ikke for Gud; thi alle Ting ere mulige for Gud."

²⁸ Peter tog til Orde og sagde til ham: "Se, vi have forladt alle Ting og fulgt dig." ²⁹ Jesus sagde: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har forladt Hus eller Brødre eller Søstre eller Moder eller Fader eller Børn eller Marker for min og for Evangeliets Skyld, ³⁰ uden at han jo skal få hundrede Fold igen, nu i denne Tid Huse og Brødre og Søstre og Mødre og Børn og Marker tillige med Forfølgelser, og i den kommende Verden et evigt Liv. ³¹ Men mange af de første skulle blive de sidste, og af de sidste de første."