15 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ² Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land, jeg vil give eder at bo i, ³ og I vil ofre Herren et Ildoffer, Brændoffer eller Slagtoffer, af Hornkvæg eller Småkvæg for at indfri et Løfte eller af fri Drift eller i Anledning af eders Højtider for at berede Herren en liflig Duft, ⁴ så skal den, der bringer Herren sin Offergave, som Afgrødeoffer bringe en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i en Fjerdedel Hin Olie ⁵ desuden skal du som Drikoffer til hvert Lam ofre en Fjerdedel Hin Vin, hvad enten det er Brændoffer eller Slagtoffer. ⁶ Men til en Væder skal du som Afgrødeoffer ofre to Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i en Tredjedel Hin Olie; ⁷ desuden skal du som Drikoffer frembære en Tredjedel Hin Vin til en liflig Duft for Herren. ⁸ Og når du ofrer en ung Tyr som Brændoffer eller Slagtoffer for at indfri et Løfte eller som Takoffer til Herren, ⁹ skal du foruden Tyren frembære som Afgrødeoffer tre Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i en halv Hin Olie; ¹⁰ desuden skal du som Drikoffer frembære en halv Hin Vin, et Ildoffer til en liflig Duft for Herren. ¹¹ Således skal der gøres for hver enkelt Tyr, hver enkelt Væder eller hvert Lam eller Ged; ¹² således skal I gøre for hvert enkelt Dyr, så mange I nu ofrer. ¹³ Enhver indfødt skal gøre disse Ting på denne Måde, når han vil bringe et Ildoffer til en liflig Duft for Herren. ¹⁴ Og når en fremmed bor hos eder, eller nogen i de kommende Tider bor iblandt eder, og han vil bringe et Ildoffer til en liflig Duft for Herren, skal han gøre på samme Måde som I selv. ¹⁵ Inden for Forsamlingen skal en og samme Anordning gælde for eder og den fremmede, der bor hos eder; det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt: hvad der gælder for eder, skal også gælde for den fremmede for Herrens Åsyn; ¹⁶ samme Lov og Ret gælder for eder og den fremmede, der bor hos eder.

¹⁷ Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ¹⁸ Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land, jeg fører eder til, ¹⁹ og spiser af Landets Brød, skal I yde Herren en Offerydelse. ²⁰ Som Førstegrøde af eders Grovmel skal I yde en Kage som Offerydelse; på samme Måde som Offerydelsen af Tærskepladsen skal I yde den. ²¹ Af Førstegrøden af eders Grovmel skal I give Herren en Offerydelse, Slægt efter Slægt.

²² Dersom I synder af Vanvare og undlader at udføre noget af alle de Bud, Herren har kundgjort Moses, ²³ noget af alt det, Herren har pålagt eder gennem Moses, fra den Dag Herren udstedte sit Bud og frem i Tiden fra Slægt til Slægt, ²⁴ så skal hele Menigheden, hvis det sker af Vanvare uden Menighedens Vidende, ofre en ung Tyr som Brændoffer til en liflig duft for Herren med det efter Lovbudene dertil hørende Afgrødeoffer og Drikoffer og desuden en Gedebuk som Syndoffer. ²⁵ Og Præsten skal skaffe hele Israelitternes Menighed Soning, og dermed opnår de Tilgivelse; thi det skete af Vanvare, og de bar bragt deres Offergave som et Ildoffer til Herren og desuden deres Syndoffer for Herrens Åsyn, for hvad de gjorde af Vanvare. ²⁶ Således får både hele Israelitternes Menighed og den fremmede, der bor hos dem, Tilgivelse; thi alt Folket har Del i den Synd, der bliver begået af Vanvare.

²⁷ Men hvis et enkelt Menneske synder af Vanvare, skal han bringe en årgammel Ged som Syndoffer. ²⁸ Og Præsten skal skaffe den, der synder af Vanvare, Soning for Herrens Åsyn ved at udføre Soningen for ham, og således opnår han Tilgivelse. ²⁹ For den indfødte hos Israelitterne og den fremmede, der bor iblandt dem, for eder alle gælder en og samme Lov; når nogen synder af Vanvare.

³⁰ Men den, der handler med Forsæt, hvad enten han er indfødt eller fremmed, han håner Gud, og det Menneske skal udryddes af sit Folk. ³¹ Thi han har ringeagtet Herrens Ord og brudt hans Bud; det Menneske skal udryddes, hans Misgerning kommer over ham.

³² Medens Israelitterne opholdt sig i Ørkenen, traf de en Mand, som sankede Brænde på en Sabbat. ³³ De, der traf ham i Færd med at sanke Brænde, bragte ham til Moses, Aron og hele Menigheden, ³⁴ og de satte ham i Varetægt, da der ikke forelå nogen bestemt Kendelse for, hvad der skulde gøres ved ham. ³⁵ Da sagde Herren til Moses: Den Mand skal lide Døden; hele Menigheden skal stene ham uden for Lejren! ³⁶ Hele Menigheden førte ham da uden for Lejren og stenede ham til Døde, som Herren havde pålagt Moses.

³⁷ Herren talede fremdeles til Moses og sagde: ³⁸ Tal til Israelitterne og sig til dem, at de Slægt efter Slægt skal sætte Kvaster på Fligene af deres Klæder, og at de på hver enkelt Kvast skal sætte en violet Purpursnor. ³⁹ Det skal tjene eder til Tegn, så at I, hver Gang I ser dem, skal komme alle Herrens Bud i Hu og handle efter dem og ikke lade eder vildlede af eders Hjerter eller Øjne, af hvilke I lader eder forlede til Bolen ⁴⁰ for at I kan komme alle mine Bud i Hu og handle efter dem og blive hellige for eders Gud. ⁴¹ Jeg er Herren eders Gud, som førte eder ud af Ægypten for at være eders Gud. Jeg er Herren eders Gud!

16 Men Kora, en Søn af Jizhar, en Søn af Levis Søn Kehat, og Datan og Abiram, Sønner af Ejiab, en Søn af Rubens Søn Pallu, gjorde Oprør. ² De gjorde Oprør mod Moses sammen med 250 israelitiske Mænd, Øverster for Menigheden, udvalgte i Folkeforsamlingen, ansete Mænd. ³ Og de samlede sig og trådte op imod Moses og Aron og sagde til dem: "Lad det nu være nok, thi hele Menigheden er hellig, hver og en, og Herren er i dens Midte; hvorfor vil I da ophøje eder over Herrens Forsamling?" ⁴ Da Moses hørte det, faldt han på sit Ansigt. ⁵ Derpå talte han til Kora og alle hans Tilhængere og sagde: "Vent til i Morgen, så vil Herren give til kende, hvem der tilhører ham, og hvem der er hellig, så at han vil give ham Adgang til sig; den, han udvælger, vil han give Adgang til sig. ⁶ Således skal I gøre: Skaf eder Pander, du Kora og alle dine Tilhængere, ⁷ og læg så i Morgen Gløder på og kom Røgelse på for Herrens Åsyn, så skal den, Herren udvælger, være den, som er hellig; lad det nu være nok, I Levisønner!" ⁸ Fremdeles sagde Moses til Kora: "Hør nu, I Levisønner! ⁹ Er det eder ikke nok, at Israels Gud har udskilt eder af Israels Menighed og givet eder Adgang til sig for at udføre Arbejdet ved Herrens Bolig og stå til Tjeneste for Menigheden? ¹⁰ Han har givet dig og med dig alle dine Brødre, Levis Sønner, Adgang til sig og nu attrår I også Præsteværdigheden! ¹¹ Derfor, du og alle dine Tilhængere, som har rottet eder sammen mod Herren, hvad er Aron, at I vil knurre mod ham!"

¹² Da sendte Moses Bud efter Datan og Abiram, Eliabs Sønner, men de sagde: "Vi kommer ikke! ¹³ Er det ikke nok, at du har ført os bort fra et Land, der flyder med Mælk og Honning, for at lade os dø i Ørkenen, siden du oven i Købet vil opkaste dig til Herre over os! ¹⁴ Du har sandelig ikke ført os til et Land, der flyder med Mælk og Honning, eller givet os Marker og Vinbjerge! Tror du, du kan stikke disse Mænd Blår i Øjnene? Vi kommer ikke!" ¹⁵ Da harmedes Moses højlig og sagde til Herren: "Vend dig ikke til deres Offergave! Ikke så meget som et Æsel har jeg frataget dem, ej heller har jeg gjort en eneste af dem noget ondt!"

¹⁶ Og Moses sagde til Kora: "I Morgen skal du og alle dine Tilhængere komme frem for Herrens Åsyn sammen med Aron; ¹⁷ og enhver af eder skal tage sin Pande, lægge Gløder på og komme Røgelse på og frembære sin Pande for Herrens Åsyn, 25O Pander, du selv og Aron skal også tage hver sin Pande!" ¹⁸ Da tog hver sin Pande, lagde Gløder på og kom Røgelse på, og så stillede de sig ved indgangen til Åbenbaringsteltet sammen med Moses og Aron; ¹⁹ og Kora kaldte hele Menigheden sammen imod dem ved Indgangen til Åbenbaringsteltet. Da kom Herrens Herlighed til Syne for hele Menigheden, ²⁰ og Herren talede til Moses og Aron og sagde: ²¹ "Skil eder ud fra denne Menighed, så vil jeg i et Nu tilintetgøre den!" ²² Men de faldt på deres Ansigt og sagde: "O Gud, du Gud over alt Køds Ånder, vil du vredes på hele Menigheden, fordi en enkelt Mand synder?" ²³ Da talede Herren til Moses og sagde: ²⁴ "Tal til Menigheden og sig: Fjern eder fra Pladsen omkring Koras, Datans og Abirams Bolig!"

²⁵ Moses gik nu hen til Datan og Abiram, fulgt af Israels Ældste, ²⁶ og han talte til Menigheden og sagde: "Træk eder tilbage fra disse ugudelige Mænds Telte og rør ikke ved noget af, hvad der tilhører dem, for at I ikke skal rives bort for alle deres Synders Skyld!" ²⁷ Da fjernede de sig fra Pladsen om Koras, Datans og Abirams Bolig, og Datan og Abiram kom ud og stillede sig ved indgangen til deres Telte med deres Hustruer og Børn, store og små. ²⁸ Og Moses sagde: "Derpå skal I kende, at Herren har sendt mig for at gøre alle disse Gerninger, og at jeg ikke handler i Egenrådighed: ²⁹ Dersom disse dør på vanlig menneskelig Vis, og der ikke rammer dem andet, end hvad der rammer alle andre, så har Herren ikke sendt mig; ³⁰ men hvis Herren lader noget uhørt ske, så Jorden spiler sit Gab op og sluger dem med alt, hvad der tilhører dem, så de farer levende ned i Dødsriget, da skal I derpå kende, at disse Mænd har hånet Herren!" ³¹ Og straks, da han havde talt alle disse Ord, åbnede Jorden sig under dem, ³² og Jorden lukkede sit Gab op og slugte dem og deres Boliger og alle Mennesker, der tilhørte Kora, og alt, hvad de ejede; ³³ og de for levende ned i Dødsriget med alt, hvad der tilhørte dem, og Jorden lukkede sig over dem, og de blev udryddet af Forsamlingen. ³⁴ Men hele Israel, der stod omkring dem, flygtede ved deres Skrig, thi de sagde: "Blot ikke Jorden skal opsluge os!" ³⁵ Og Ild for ud fra Herren og fortærede de 250 Mænd, der frembar Røgelse.

³⁶ Da talede Herren til Moses og sagde: ³⁷ "Sig til Eleazar, Præsten Arons Søn, at han skal tage Panderne ud af Branden og strø Gløderne ud noget derfra; thi hellige ³⁸ er de Pander, der tilhørte disse Mænd, som begik en Synd, der kostede dem Livet. De skal udhamre dem til Plader til Overtræk på Alteret, thi de frembar dem for Herrens Åsyn, og derfor er de hellige; de skal nu tjene Israelitterne til Tegn." ³⁹ Da tog Præsten Eleazar Kobberpaladerne, som de opbrændte Mænd havde frembåret, og hamrede dem ud til. Overtræk på Alteret ⁴⁰ som et Mindetegn for Israelitterne om, at ingen Lægmand, ingen, som ikke hører til Arons Efterkommere, må træde frem for at ofre Røgelse for Herrens Åsyn, for at det ikke skal gå ham som Kora og hans Tilhængere, således som Herren havde sagt ham ved Moses.

⁴¹ Men Dagen efter knurrede hele Israels Menighed mod Moses og Aron og sagde: "Det er eder, der har, dræbt Herrens Folk!" ⁴² Men da Menigheden samlede sig mod Moses og Aron, vendte de sig mod Åbenbaringsteltet, og se, Skyen dækkede det, og Herrens Herlighed kom til Syne. ⁴³ Da trådte Moses og Aron hen foran Åbenbaringsteltet, ⁴⁴ og Herren talede til Moses og Aron og sagde: ⁴⁵ "Fjern eder fra denne Menighed, så vil jeg i et Nu tilintetgøre dem!" Da faldt de på deres Ansigt, ⁴⁶ og Moses sagde til Aron: "Tag din Pande, læg Gløder fra Alteret på og kom Røgelse på og skynd dig så hen til Menigheden og skaf den Soning, thi Vreden er brudt frem fra Herren, Plagen har allerede taget fat!" ⁴⁷ Da tog Aron det, således som Moses havde sagt, og løb midt ind i Forsamlingen. Og se, Plagen havde allerede taget fat blandt Folket, men han kom Røgelsen på og skaffede Folket Soning. ⁴⁸ Og som han stod der midt imellem døde og levende, hørte Plagen op. ⁴⁹ Men de, der omkom ved Plagen, udgjorde 14700 Mennesker foruden dem, der omkom for Koras Skyld. ⁵⁰ Så vendte Aron tilbage til Moses ved Indgangen til Åbenbaringsteltet, efter at Plagen var ophørt.

6 Og han gik bort derfra Og han kommer til sin Fædreneby, og hans Disciple følge ham. ² Og da det blev Sabbat, begyndte han at lære i Synagogen, og de mange, som hørte ham, bleve slagne af Forundring og sagde: "Hvorfra har han dog dette, og hvad er det for en Visdom, som er given ham,og hvilke kraftige Gerninger der dog sker ved hans Hænder! ³ Er denne ikke Tømmermanden, Marias Søn og Jakobs og Joses's og Judas's og Simons Broder? Og ere ikke hans Søstre her hos os?" Og de forargedes på ham. ⁴ Og Jesus sagde til dem: "En Profet er ikke foragtet uden i sit eget Fædreland og iblandt sine Slægtninge og i sit Hus." ⁵ Og han kunde ikke gøre nogen kraftig Gerning der; kun lagde han Hænderne på nogle få syge og helbredte dem ⁶ Og han forundrede sig over deres Vantro. Og han gik om i Landsbyerne der omkring og lærte.

⁷ Og han hidkalder de tolv, og han begyndte at udsende dem, to og to, og gav dem Magt over de urene Ånder. ⁸ Og han bød dem, at de skulde intet tage med på Vejen uden en Stav alene, ikke Brød, ikke Taske, ikke Kobber i Bæltet, ⁹ men have Sko på og: "Ifører eder ikke to Kjortler!" ¹⁰ Og han sagde til dem: "Hvor I komme ind i et Hus, der skulle I blive, indtil I drage bort fra Stedet. ¹¹ Og hvor man ikke vil modtage eder og ikke vil høre eder, der skulle I gå bort fra og afryste Støvet under eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem." ¹² Og de gik ud og prædikede, at man skulde omvende sig. ¹³ Og de dreve onde Ånder ud og salvede mange syge med Olie og helbredte dem.

¹⁴ Og Kong Herodes hørte det (thi hans Navn var blevet bekendt), og han sagde: "Johannes Døberen er oprejst fra de døde, og derfor virke Kræfterne i ham." ¹⁵ Andre sagde: "Det er Elias; " men andre sagde: "Det er en Profet ligesom en af Profeterne." ¹⁶ Men da Herodes hørte det, sagde han: "Johannes, som jeg har ladet halshugge, han er oprejst." ¹⁷ Thi Herodes havde selv sendt Bud og ladet Johannes gribe og kaste i Fængsel for sin Broder Filips Hustru, Herodias's Skyld; thi han havde taget hende til Ægte. ¹⁸ Johannes sagde nemlig til Herodes: "Det er dig ikke tilladt at have din Broders Hustru." ¹⁹ Men Herodias bar Nag til ham og vilde gerne slå ham ihjel, og hun kunde det ikke. ²⁰ Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var en retfærdig og hellig Mand, og han holdt sin Hånd over ham; og når han hørte ham, var han tvivlrådig om mange Ting, og han hørte ham gerne. ²¹ Og da der kom en belejlig Dag, da Herodes på sin Fødselsdag gjorde et Gæstebud for sine Stormænd og Krigsøversterne og de ypperste i Galilæa, ²² og da selve Herodias's Datter kom ind og dansede, behagede hun Herodes og Gæsterne. Og Kongen sagde til Pigen: "Bed mig, om hvad som helst du vil, så vil jeg give dig det." ²³ Og han svor hende til og sagde: "Hvad som helst du beder om, vil jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige." ²⁴ Og hun gik ud og sagde til sin Moder: "Hvad skal jeg bede om?" Men hun sagde: "Om Johannes Døberens Hoved." ²⁵ Og hun gik straks skyndsomt ind til Kongen, bad og sagde: "Jeg vil, at du straks giver mig Johannes Døberens Hoved på et Fad." ²⁶ Om end Kongen blev meget bedrøvet, vilde han dog for Edernes og Gæsternes Skyld ikke afvise hende: ²⁷ Og Kongen sendte straks en at Vagten og befalede at bringe hans Hoved ²⁸ Og denne gik hen og halshuggede ham i Fængselet; og han bragte hans Hoved på et Fad og gav det til Pigen, og Pigen gav det til sin Moder. ²⁹ Og da hans Disciple hørte det, kom de og toge hans Lig og lagde det i en Grav.