A A A A A
Bible Book List

4 Mosebog 14-15 Dette er Biblen på dansk (DN1933)

14 Da opløftede hele Menigheden sin Røst og brød ud i Klageråb, og Folket græd Natten igennem. Og alle Israelitterne knurrede imod Moses og Aron, og hele Menigheden sagde til dem: "Gid vi var døde i Ægypten eller her i Ørkenen! Hvorfor fører Herren os til dette Land, når vi skal falde for Sværdet og vore Kvinder og Børn blive til Bytte? Var det dog ikke bedre for os at vende tilbage til Ægypten?" Og de sagde til hverandre: "Lad os vælge os en Fører og vende tilbage til Ægypten!" Da faldt Moses og Aron på deres Ansigt foran hele den israelitiske Menigheds Forsamling. Men Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, der havde været med til at undersøge Landet, sønderrev deres Klæder og sagde til hele Israelitternes Menighed: "Landet, vi har rejst igennem og undersøgt, er et såre, såre godt Land. Hvis Herren har Behag i os, vil han føre os til det Land og give os det, et Land, der flyder med Mælk og Honning. Gør kun ikke Oprør imod Herren og frygt ikke for Landets Befolkning, thi dem tager vi som en Bid Brød; deres Skygge er veget fra dem, men med os er Herren; frygt ikke for dem!" 10 Hele Menigheden tænkte allerede på at stene dem; men da kom Herrens Herlighed til Syne for alle Israelitterne ved Åbenbaringsteltet.

11 Og Herren sagde til Moses: "Hvor længe skal dette Folk håne mig, og hvor længe vil det vægre sig ved at tro på mig, til Trods for alle de Tegn jeg har gjort i det? 12 Jeg vil slå det med Pest og udrydde det, men dig vil jeg gøre til et Folk, større og stærkere end det!" 13 Men Moses sagde til Herren: "Ægypterne har hørt, at du i din Vælde har ført dette Folk bort fra dem; 14 og ligeledes har alle dette Lands Indbyggere hørt, at du, Herre, er midt iblandt dette Folk, thi du, Herre, åbenbarer dig synligt, idet din Sky står over dem, og du vandrer foran dem om Dagen i en Skystøtte og om Natten i en Ildstøtte. 15 Hvis du nu dræber dette Folk alle som een, vil de Folk, der har hørt dit Ry, sige: 16 Fordi Herren ikke evnede at føre dette Folk til det Land, han havde tilsvoret dem, lod han dem omkomme i Ørkenen. 17 Derfor, Herre, lad din Vælde nu vise sig i sin Storhed, således som du forjættede, da du sagde: 18 Herren er langmodig og rig på Miskundhed, han forlader Misgerning og Overtrædelse, men han lader ingen ustraffet, og han hjemsøger Fædrenes Brøde på Børnene i tredje og fjerde Led. 19 Så tilgiv nu dette Folk dets Misgerning efter din store Miskundhed, således som du har tilgivet dette Folk hele Vejen fra Ægypten og hertil!"

20 Da sagde Herren: "Jeg tilgiver dem på din Bøn. 21 Men så sandt jeg lever så sandt hele Jorden skal opfyldes af Herrens Herlighed: 22 Ingen af de Mænd, der har set min Herlighed og de Tegn, jeg har gjort i Ægypten og i Ørkenen, og dog nu for tiende Gang har fristet mig og ikke villet lyde min Røst, 23 ingen af dem skal se det Land, jeg tilsvor deres Fædre! Ingen af dem, der har hånet mig, skal få det at se; 24 kun min Tjener Kaleb lader jeg komme til det Land, han har været i, og hans Efterkommere skal få det i Eje, fordi han havde en anden Ånd og viste mig fuld Lydighed. 25 Men Amalekiterne og Kana'anæerne bor i Lavlandet. Vend derfor om i Morgen, bryd op og drag ud i Ørkenen ad det røde Hav til!"

26 Fremdeles talede Herren til Moses og Aron og sagde: 27 "Hvor længe skal jeg tåle denne onde Menighed, dem, som bestandig knurrer imod mig? Jeg har hørt Israelitternes Knurren, hørt, hvorledes de knurrer imod mig. 28 Sig til dem: Så sandt jeg lever lyder det fra Herren, som I har råbt mig i Øret, således vil jeg handle med eder! 29 I Ørkenen her skal eders Kroppe falde, alle I, der blev mønstret, så mange I er fra Tyveårsalderen og opefter, I, som har knurret imod mig. 30 Sandelig, ingen af eder skal komme til det Land, jeg med løftet Hånd svor at ville giver eder at bo i, med Undtagelse af Kaleb, Jefunnes Søn, og Josua, Nuns Søn. 31 Eders små Børn, som I sagde vilde blive til Bytte, dem vil jeg lade komme derhen, og de skal tage det Land i Besiddelse, som I har vraget, 32 men eders egne Kroppe skal falde i Ørkenen her, 33 og eders Sønner skal flakke om i Ørkenen i fyrretyve År og undgælde for eders Bolen, indtil eders Kroppe er gået til Grunde i Ørkenen. 34 Som I brugte fyrretyve Dage til at undersøge Landet, således skal I undgælde for eders Misgerninger i fyrretyve År, eet År for hver Dag, og således få mit Mishag at føle. 35 Jeg Herren har sagt det: Sandelig, således vil jeg handle med hele denne onde Menighed, der har rottet sig sammen imod mig; i Ørkenen her skal de gå til Grunde, i den skal de dø!"

36 Og de Mænd, Moses havde udsendt for at undersøge Landet, og som efter deres Tilbagekomst havde fået hele Menigheden til at knurre imod ham ved at tale nedsættende om Landet, 37 de Mænd, der havde talt nedsættende om Landet, fik en brat Død for Herrens Åsyn: 38 kun Josua, Nuns Søn, og Kaleb, Jefunnes Søn, blev i Live af de Mænd, der var draget hen for at undersøge Landet.

39 Men da Moses forebragte alle Israelitterne disse Ord, grebes Folket af stor Sorg; 40 og tidligt næste Morgen drog de op mod det øverste af Bjerglandet og sagde: "Se, vi er rede til at drage op til det Sted, Herren har talet om, thi vi, har syndet." 41 Da sagde Moses: "Hvorfor vil I overtræde Herrens Bud? Det vil ikke gå godt! 42 Drag ikke derop, thi Herren er ikke iblandt eder; gør I det, bliver I slået af eders Fjender! 43 Thi Amalekiterne og Kana'anæerne vil møde eder der, og I skal falde for Sværdet; I har jo vendt eder fra Herren, og Herren er ikke med eder!" 44 Alligevel formastede de sig til at drage op mod det øverste af Bjerglandet; men Herrens Pagts Ark og Moses forlod ikke Lejren. 45 Da steg Amalekiterne og Kana'anæerne, der boede der i Bjerglandet, ned og slog dem og adsplittede dem lige til Horma.

15 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land, jeg vil give eder at bo i, og I vil ofre Herren et Ildoffer, Brændoffer eller Slagtoffer, af Hornkvæg eller Småkvæg for at indfri et Løfte eller af fri Drift eller i Anledning af eders Højtider for at berede Herren en liflig Duft, så skal den, der bringer Herren sin Offergave, som Afgrødeoffer bringe en Tiendedel Efa fint Hvedemel, rørt i en Fjerdedel Hin Olie desuden skal du som Drikoffer til hvert Lam ofre en Fjerdedel Hin Vin, hvad enten det er Brændoffer eller Slagtoffer. Men til en Væder skal du som Afgrødeoffer ofre to Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i en Tredjedel Hin Olie; desuden skal du som Drikoffer frembære en Tredjedel Hin Vin til en liflig Duft for Herren. Og når du ofrer en ung Tyr som Brændoffer eller Slagtoffer for at indfri et Løfte eller som Takoffer til Herren, skal du foruden Tyren frembære som Afgrødeoffer tre Tiendedele Efa fint Hvedemel, rørt i en halv Hin Olie; 10 desuden skal du som Drikoffer frembære en halv Hin Vin, et Ildoffer til en liflig Duft for Herren. 11 Således skal der gøres for hver enkelt Tyr, hver enkelt Væder eller hvert Lam eller Ged; 12 således skal I gøre for hvert enkelt Dyr, så mange I nu ofrer. 13 Enhver indfødt skal gøre disse Ting på denne Måde, når han vil bringe et Ildoffer til en liflig Duft for Herren. 14 Og når en fremmed bor hos eder, eller nogen i de kommende Tider bor iblandt eder, og han vil bringe et Ildoffer til en liflig Duft for Herren, skal han gøre på samme Måde som I selv. 15 Inden for Forsamlingen skal en og samme Anordning gælde for eder og den fremmede, der bor hos eder; det skal være eder en evig gyldig Anordning fra Slægt til Slægt: hvad der gælder for eder, skal også gælde for den fremmede for Herrens Åsyn; 16 samme Lov og Ret gælder for eder og den fremmede, der bor hos eder.

17 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: 18 Tal til Israelitterne og sig til dem: Når I kommer til det Land, jeg fører eder til, 19 og spiser af Landets Brød, skal I yde Herren en Offerydelse. 20 Som Førstegrøde af eders Grovmel skal I yde en Kage som Offerydelse; på samme Måde som Offerydelsen af Tærskepladsen skal I yde den. 21 Af Førstegrøden af eders Grovmel skal I give Herren en Offerydelse, Slægt efter Slægt.

22 Dersom I synder af Vanvare og undlader at udføre noget af alle de Bud, Herren har kundgjort Moses, 23 noget af alt det, Herren har pålagt eder gennem Moses, fra den Dag Herren udstedte sit Bud og frem i Tiden fra Slægt til Slægt, 24 så skal hele Menigheden, hvis det sker af Vanvare uden Menighedens Vidende, ofre en ung Tyr som Brændoffer til en liflig duft for Herren med det efter Lovbudene dertil hørende Afgrødeoffer og Drikoffer og desuden en Gedebuk som Syndoffer. 25 Og Præsten skal skaffe hele Israelitternes Menighed Soning, og dermed opnår de Tilgivelse; thi det skete af Vanvare, og de bar bragt deres Offergave som et Ildoffer til Herren og desuden deres Syndoffer for Herrens Åsyn, for hvad de gjorde af Vanvare. 26 Således får både hele Israelitternes Menighed og den fremmede, der bor hos dem, Tilgivelse; thi alt Folket har Del i den Synd, der bliver begået af Vanvare.

27 Men hvis et enkelt Menneske synder af Vanvare, skal han bringe en årgammel Ged som Syndoffer. 28 Og Præsten skal skaffe den, der synder af Vanvare, Soning for Herrens Åsyn ved at udføre Soningen for ham, og således opnår han Tilgivelse. 29 For den indfødte hos Israelitterne og den fremmede, der bor iblandt dem, for eder alle gælder en og samme Lov; når nogen synder af Vanvare.

30 Men den, der handler med Forsæt, hvad enten han er indfødt eller fremmed, han håner Gud, og det Menneske skal udryddes af sit Folk. 31 Thi han har ringeagtet Herrens Ord og brudt hans Bud; det Menneske skal udryddes, hans Misgerning kommer over ham.

32 Medens Israelitterne opholdt sig i Ørkenen, traf de en Mand, som sankede Brænde på en Sabbat. 33 De, der traf ham i Færd med at sanke Brænde, bragte ham til Moses, Aron og hele Menigheden, 34 og de satte ham i Varetægt, da der ikke forelå nogen bestemt Kendelse for, hvad der skulde gøres ved ham. 35 Da sagde Herren til Moses: Den Mand skal lide Døden; hele Menigheden skal stene ham uden for Lejren! 36 Hele Menigheden førte ham da uden for Lejren og stenede ham til Døde, som Herren havde pålagt Moses.

37 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: 38 Tal til Israelitterne og sig til dem, at de Slægt efter Slægt skal sætte Kvaster på Fligene af deres Klæder, og at de på hver enkelt Kvast skal sætte en violet Purpursnor. 39 Det skal tjene eder til Tegn, så at I, hver Gang I ser dem, skal komme alle Herrens Bud i Hu og handle efter dem og ikke lade eder vildlede af eders Hjerter eller Øjne, af hvilke I lader eder forlede til Bolen 40 for at I kan komme alle mine Bud i Hu og handle efter dem og blive hellige for eders Gud. 41 Jeg er Herren eders Gud, som førte eder ud af Ægypten for at være eders Gud. Jeg er Herren eders Gud!

  Back

1 of 1

You'll get this book and many others when you join Bible Gateway Plus. Learn more

Viewing of
Cross references
Footnotes