Markus 4-5
Dette er Biblen på dansk
4 Og han begyndte atter at lære ved søen. Og en meget stor Skare samles om ham, så at han måtte gå om Bord og sætte sig i et Skib på Søen; og hele Skaren var på Land ved Søen. 2 Og han lærte dem meget i Lignelser og sagde til dem i sin Undervisning: 3 "Hører til: Se, en Sædemand gik ud at så. 4 Og det skete, idet han såede, at noget faldt ved Vejen, og Fuglene kom og åde det op. 5 Og noget faldt på Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord. 6 Og da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde Rod, visnede det. 7 Og noget faldt iblandt Torne, og Tornene voksede op og kvalte det, og det bar ikke Frugt. 8 Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, som skød frem og voksede, og det bar tredive og tresindstyve og hundrede Fold." 9 Og han sagde: "Den som har Øren at høre med, han høre!"
10 Og da han blev ene, spurgte de, som vare om ham, tillige med de tolv ham om Lignelserne. 11 Og han sagde til dem: "Eder er Guds Riges Hemmelighed givet; men dem, som ere udenfor, meddeles alt ved Lignelser, 12 for at de, skønt seende, skulle se og ikke indse og, skønt hørende, skulle høre og ikke forstå, for at de ikke skulle omvende sig og få Forladelse "
13 Og han siger til dem: "Fatte I ikke denne Lignelse? Hvorledes ville I da forstå alle de andre Lignelser? 14 Sædemanden sår Ordet. 15 Men de ved Vejen, det er dem, hvor Ordet bliver sået, og når de høre det, kommer straks Satan og borttager Ordet,som er sået i dem. 16 Og ligeledes de, som blive såede på Stengrunden, det er dem, som, når de høre Ordet, straks modtage det med Glæde; 17 og de have ikke Rod i sig, men holde kun ud til en Tid; derefter, når der kommer Trængsel eller forfølgelse for Ordets Skyld, forarges de straks. 18 Og andre ere de, som blive såede blandt Torne; det er dem, som have hørt Ordet 19 og denne Verdens Bekymringer og Rigdommens Forførelse og Begæringerne efter de andre Ting komme ind og kvæle Ordet, så det bliver uden Frugt. 20 Og de, der bleve såede i god Jord, det er dem, som høre Ordet og modtage det og bære Frugt,tredive og tresindstyve og hundrede Fold."
21 Og han sagde til dem: "Mon Lyset kommer ind for at sættes under Skæppen eller under, Bænken? Mon ikke for at sættes på Lysestagen? 22 Thi ikke er noget skjult uden for at åbenbares; ej heller er det blevet lønligt uden for at komme for Lyset. 23 Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!" 24 Og han sagde til dem: "Agter på, hvad I høre! Med hvad Mål I måle, skal der tilmåles eder, og der skal gives eder end mere. 25 Thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har."
26 Og han sagde: "Med Guds Rige er det således, som når en Mand har lagt Sæden i Jorden 27 og sover og står op Nat og Dag, og Sæden spirer og bliver høj, han ved ej selv hvorledes. 28 Af sig selv bærer Jorden Frugt, først Strå, derefter Aks, derefter fuld Kærne i Akset; 29 men når Frugten er tjenlig, sender han straks Seglen ud; thi Høsten er for Hånden."
30 Og han sagde: "Hvormed skulle vi ligne Guds Rige, eller under hvilken Lignelse skulle vi fremstille det? 31 Det er som et Sennepskorn, som, når det sås i Jorden, er mindre end alt andet Frø på Jorden, 32 og når det er sået, vokser det op og bliver større end alle Urterne og skyder store Grene, så at Himmelens Fugle kunne bygge Rede i dets Skygge." 33 Og i mange sådanne Lignelser talte han Ordet til dem, efter som de kunde fatte det. 34 Men uden Lignelse talte han ikke til dem; men i Enerum udlagde han det alt sammen for sine Disciple.
35 Og på den Dag, da det var blevet Aften, siger han til dem: "Lader os fare over til hin Side!" 36 Og de forlade Folkeskaren og tage ham med, som ham sad i Skibet; men der var også andre Skibe med ham. 37 Og der kommer en stærk Stormvind, og Bølgerne sloge ind i Skibet, så at Skibet allerede var ved at fyldes. 38 Og han var i Bagstavnen og sov på en Hovedpude, og de vække ham og sige til ham: "Mester! bryder du dig ikke om, at vi forgå?" 39 Og han stod op og truede Vinden og sagde til Søen: "Ti, vær stille!" og Vinden lagde sig, og det blev ganske blikstille. 40 Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I så bange? Hvorfor have I ikke Tro?" 41 Og de frygtede såre og sagde til hverandre: "Hvem er dog denne siden både Vinden og Søen ere ham lydige?"
5 Og de kom over til hin Side af Søen til Gerasenernes Land. 2 Og da han trådte ud af Skibet, kom der ham straks i Møde ud fra Gravene en Mand med en uren Ånd. 3 Han havde sin Bolig i Gravene, og ingen kunde længer binde ham, end ikke med Lænker. 4 Thi han havde ofte været bunden med Bøjer og Lænker, og Lænkerne vare sprængte af ham og Bøjerne sønderslidte, og ingen kunde tæmme ham. 5 Og han var altid Nat og Dag i Gravene og på Bjergene, skreg og slog sig selv med Sten. 6 Men da han så Jesus. Langt borte, løb han hen og kastede sig ned for ham 7 og råbte med høj Røst og sagde: "Hvad har jeg med dig at gøre, Jesus, den højeste Guds Søn? Jeg besvæger dig ved Gud, at du ikke piner mig." 8 Thi han sagde til ham: "Far ud af Manden, du urene Ånd!" 9 Og han spurgte ham: "Hvad er dit Navn?" Og han siger til ham: "Legion er mit Navn; thi vi ere mange." 10 Og han bad ham meget om ikke at drive dem ud af Landet. 11 Men der var der ved Bjerget en stor Hjord Svin, som græssede; 12 og de bade ham og sagde: "Send os i Svinene, så vi må fare i dem." 13 Og han tilstedte dem det. Og de urene Ånder fore ud og fore i Svinene; og Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen, omtrent to Tusinde, og de druknede i Søen 14 Og deres Hyrder flyede og forkyndte det i Byen og på Landet; og de kom for at se, hvad det var, som var sket. 15 Og de komme til Jesus og se den besatte, ham, som havde haft Legionen, sidde påklædt og ved Samling, og de frygtede. 16 Men de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes det var gået den besatte, og om Svinene. 17 Og de begyndte at bede ham om, at han vilde gå bort fra deres Egn. 18 Og da han gik om Bord i Skibet, bad den, som havde været besat, ham om, at han måtte være hos ham. 19 Og han tilstedte ham det ikke, men siger til ham: "Gå til dit Hus, til dine egne, og forkynd dem, hvor store Ting Herren har gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig." 20 Og han gik bort og begyndte at kundgøre i Bekapolis, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham; og alle undrede sig.
21 Og da Jesus igen i Skibet var faren over til hin Side, samledes der en stor Skare om ham, og han var ved Søen. 22 Og der kommer en af Synagogeforstanderne ved Navn Jairus, og da han ser ham, falder han ned for hans Fødder. 23 Og han beder ham meget og siger: "Min lille Datter er på sit yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne på hende, for at hun må frelses og leve!" 24 Og han gik bort med ham, og en stor Skare fulgte ham, og de trængte ham. 25 Og der var en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År, 26 og hun havde døjet meget af mange Læger og havde tilsat alt, hvad hun ejede, og hun var ikke bleven hjulpen, men tværtimod, det var blevet værre med hende. 27 Da hun havde hørt om Jesus, kom hun bagfra i Skaren og rørte ved hans Klædebon. 28 Thi hun sagde: "Dersom jeg rører blot ved hans Klæder, bliver jeg frelst." 29 Og straks tørredes hendes Blods Kilde, og hun mærkede i sit Legeme, at hun var bleven helbredt fra sin Plage. 30 Og straks da Jesus mærkede på sig selv, at den Kraft var udgået fra ham, vendte han sig om i Skaren og sagde: "Hvem rørte ved mine Klæder?" 31 Og hans Disciple sagde til ham: "Du ser, at Skaren trænger dig, og du siger: Hvem rørte ved mig?" 32 Og han så sig om for at se hende, som havde gjort dette. 33 Men da Kvinden vidste, hvad der var sket hende, kom hun frygtende og bævende og faldt ned for ham og sagde ham hele Sandheden. 34 Men han sagde til hende: "Datter! din Tro har frelst dig; gå bort med Fred, og vær helbredt fra din Plage!" 35 Endnu medens han talte, komme nogle fra Synagogeforstanderens Hus og sige: "Din Datter er død, hvorfor umager du Mesteren længere?" 36 Men Jesus hørte det Ord, som blev sagt, og han siger til Synagogeforstanderen: "Frygt ikke, tro blot!" 37 Og han tilstedte ingen at følge med sig uden Peter og Jakob og Johannes, Jakobs Broder. 38 Og de komme ind i Synagogeforstanderens Hus, og han ser en larmende Hob, der græd og hylede meget. 39 Og han går ind og siger til dem: "Hvorfor larme og græde I? Barnet er ikke død, men det sover." 40 Og de lo ad ham; men han drev dem alle ud, og han tager Barnets Fader og Moder og sine Ledsagere med sig og går ind, hvor Barnet var. 41 Og han tager Barnet ved Hånden og siger til hende: "Talitha kumi!" hvilket er udlagt: "Pige, jeg siger dig, stå op!" 42 Og straks stod Pigen op og gik omkring; thi hun var tolv År gammel. Og de bleve straks overmåde forfærdede 43 Og han bød dem meget, at ingen måtte få dette at vide; og han sagde, at de skulde give hende noget at spise.