A A A A A
Bible Book List

Klagesangene 3:37-5:22Dette er Biblen på dansk (DN1933)

37 Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder? 38 Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund? 39 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!

40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til Herren, 41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen; 42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke, 43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel, 44 hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem; 45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene. 46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender. 47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde; 48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen. 49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro, 50 før Herren skuer ned fra Himlen, før han ser til. 51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.

52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst, 53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig; 54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!" 55 Dit Navn påkaldte jeg, Herre, fra Grubens Dyb; 56 du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!" 57 Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!" 58 Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv; 59 Herre, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret! 60 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker, 61 du hører deres Smædeord Herre, deres Rænker imod mig, 62 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig. 63 Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg. 64 Dem vil du gengælde, Herre, deres Hænders Gerning, 65 gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem! 66 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.

Hvor Guldet blev sort, og skæmmet det ædle metal, de hellige Stene slængt hen på Gadernes Hjørner! Zions de dyre Sønner, der opvejed Guld, kun regnet for Lerkar, Pottemagerhænders Værk Selv Sjakaler byder Brystet til, giver Ungerne Die, men mit Folks Datter blev grum som Ørkenens Strudse. Den spædes Tunge hang fast ved Ganen af Tørst, Børnene tigged om Brød, og ingen gav dem. Folk, som levede lækkert, omkom på Gaden; Folk, som var båret på Purpur, favnede Skarnet. Mit Folks Datters Brøde var større end Synden i Sodom, som brat blev styrted, så Hænder ej rørtes derinde.

Hendes Fyrster var renere end Sne, mer hvide end Mælk, deres Legeme rødere end Koral, som Safir deres Årer; mer sorte end Sod ser de ud, kan ej kendes på Gaden, Huden hænger ved Knoglerne, tør som Træ. Sværdets Ofre var bedre farne end Sultens, som svandt hen, dødsramte, af Mangel på Markens Grøde. 10 Blide kvinders Hænder kogte deres Børn; da mit Folks Datter brød sammen, blev de dem til Føde.

11 Herren køled sin Vrede, udøste sin Harmglød,. han tændte i Zion en Ild, dets Grundvolde åd den. 12 Ej troede Jordens Konger, ja ingen i Verden, at Uven og Fjende skulde stå i Jerusalems Porte. 13 Det var for Profeternes Synd, for Præsternes Brøde, som i dets Midte udgød retfærdiges Blod. 14 De vanked som blinde på Gaderne, tilsølet af Blod, rørte med Klæderne Ting, som ikke må røres. 15 "Var jer! En uren!" råbte man; "Var jer dog for dem!" Når de flyr og vanker, råber man: "Bliv ikke her!" 16 Herren spredte dem selv, han så dem ej mer, Præster regned man ej eller ynked Profeter. 17 End smægted vort Blik efter Hjælp, men kun for at skuffes, på Varden spejded vi efter det Folk, der ej hjælper. 18 De lured på vort Fjed, fra Torvene holdt vi os borte; Enden var nær, vore Dage var omme, ja, Enden var kommet. 19 Mer snare end Himlens Ørne var de, som jog os, på Bjergene satte de efter os, lured i Ørkenen, 20 vor Livsånde, Herrens Salvede, blev fanget i deres Grave, han, i hvis Skygge vi tænkte at leve blandt Folkene.

21 Glæd dig og fryd dig, Edom, som bor i Uz! Også dig skal Bægeret nå, du skal blotte dig drukken. 22 Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger, Edom, din Skyld, afslører dine Synder.

Herre, kom vor skæbne i Hu, sku ned og se vor skændsel! Vor Arvelod tilfaldt fremmede, Udlændinge fik vore Huse. Forældreløse, faderløse er vi, som Enker er vore Mødre. Vort Drikkevand må vi købe, betale må vi vort Brænde. Åget trykker vor Nakke, vi trættes og finder ej Hvile. Ægypten rakte vi Hånd, Assur, for at mættes med Brød. Vore Fædre, som synded, er borte, og vi må bære deres Skyld. Over os råder Trælle, ingen frier os fra dem. Med Livsfare henter vi vort Brød, udsatte for Ørkenens Sværd. 10 Vor Hud er sværtet som en Ovn af Hungerens svidende Lue. 11 De skændede kvinder i Zion, Jomfruer i Judas Byer. 12 Fyrster greb de og hængte, tog intet Hensyn til gamle. 13 Ynglinge sattes til Kværnen, under Brændeknippet segnede Drenge. 14 De gamle forsvandt fra Porten, de unge fra Strengenes Leg. 15 Vort Hjertes Glæde er borte, vor Dans er vendt til Sorg. 16 Kronen faldt af vort Hoved, ve os, at vi har syndet!

17 Vort Hjerte blev derfor sygt, derfor vort Øje mørkt: 18 For Zions Bjerg, som er øde, Ræve tumler sig der. 19 Du, Herre, troner for evigt, fra Slægt til Slægt står din trone. 20 Hvi glemmer du os bestandig og svigter os alle dage? 21 Omvend os, Herre, til dig, så vender vi om, giv os nye Dage, som fordum! 22 Eller har du helt stødt os bort, er din Vrede mod os uden Ende?

  Back

1 of 1

You'll get this book and many others when you join Bible Gateway Plus. Learn more

Viewing of
Cross references
Footnotes