3 Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris, ² mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm, ³ ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang. ⁴ Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben, ⁵ han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje, ⁶ lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde. ⁷ Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker. ⁸ Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude. ⁹ Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge. ¹⁰ Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold; ¹¹ han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde; ¹² han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen. ¹³ Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig; ¹⁴ hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang, ¹⁵ med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke. ¹⁶ Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet; ¹⁷ han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken ¹⁸ og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til Herren er ude." ¹⁹ At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde; ²⁰ min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget. ²¹ Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe: ²² Herrens Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op, ²³ hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor. ²⁴ Min Del er Herren, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham. ²⁵ Dem, der bier på Herren, er han god, den Sjæl, der ham søger; ²⁶ det er godt at håbe i Stilhed på Herrens Frelse, ²⁷ godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom. ²⁸ Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham; ²⁹ han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb. ³⁰ Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån. ³¹ Thi Herren bortstøder ikke for evigt, ³² har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde; ³³ ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn. ³⁴ Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod, ³⁵ når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes, ³⁶ når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det? ³⁷ Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder? ³⁸ Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund? ³⁹ Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!

⁴⁰ Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til Herren, ⁴¹ løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen; ⁴² vi syndede og stod imod, du tilgav ikke, ⁴³ men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel, ⁴⁴ hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem; ⁴⁵ til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene. ⁴⁶ De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender. ⁴⁷ Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde; ⁴⁸ Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen. ⁴⁹ Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro, ⁵⁰ før Herren skuer ned fra Himlen, før han ser til. ⁵¹ Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.

⁵² Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst, ⁵³ de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig; ⁵⁴ Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!" ⁵⁵ Dit Navn påkaldte jeg, Herre, fra Grubens Dyb; ⁵⁶ du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!" ⁵⁷ Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!" ⁵⁸ Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv; ⁵⁹ Herre, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret! ⁶⁰ Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker, ⁶¹ du hører deres Smædeord Herre, deres Rænker imod mig, ⁶² mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig. ⁶³ Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg. ⁶⁴ Dem vil du gengælde, Herre, deres Hænders Gerning, ⁶⁵ gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem! ⁶⁶ forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.

4 Hvor Guldet blev sort, og skæmmet det ædle metal, de hellige Stene slængt hen på Gadernes Hjørner! ² Zions de dyre Sønner, der opvejed Guld, kun regnet for Lerkar, Pottemagerhænders Værk ³ Selv Sjakaler byder Brystet til, giver Ungerne Die, men mit Folks Datter blev grum som Ørkenens Strudse. ⁴ Den spædes Tunge hang fast ved Ganen af Tørst, Børnene tigged om Brød, og ingen gav dem. ⁵ Folk, som levede lækkert, omkom på Gaden; Folk, som var båret på Purpur, favnede Skarnet. ⁶ Mit Folks Datters Brøde var større end Synden i Sodom, som brat blev styrted, så Hænder ej rørtes derinde.

⁷ Hendes Fyrster var renere end Sne, mer hvide end Mælk, deres Legeme rødere end Koral, som Safir deres Årer; ⁸ mer sorte end Sod ser de ud, kan ej kendes på Gaden, Huden hænger ved Knoglerne, tør som Træ. ⁹ Sværdets Ofre var bedre farne end Sultens, som svandt hen, dødsramte, af Mangel på Markens Grøde. ¹⁰ Blide kvinders Hænder kogte deres Børn; da mit Folks Datter brød sammen, blev de dem til Føde.

¹¹ Herren køled sin Vrede, udøste sin Harmglød,. han tændte i Zion en Ild, dets Grundvolde åd den. ¹² Ej troede Jordens Konger, ja ingen i Verden, at Uven og Fjende skulde stå i Jerusalems Porte. ¹³ Det var for Profeternes Synd, for Præsternes Brøde, som i dets Midte udgød retfærdiges Blod. ¹⁴ De vanked som blinde på Gaderne, tilsølet af Blod, rørte med Klæderne Ting, som ikke må røres. ¹⁵ "Var jer! En uren!" råbte man; "Var jer dog for dem!" Når de flyr og vanker, råber man: "Bliv ikke her!" ¹⁶ Herren spredte dem selv, han så dem ej mer, Præster regned man ej eller ynked Profeter. ¹⁷ End smægted vort Blik efter Hjælp, men kun for at skuffes, på Varden spejded vi efter det Folk, der ej hjælper. ¹⁸ De lured på vort Fjed, fra Torvene holdt vi os borte; Enden var nær, vore Dage var omme, ja, Enden var kommet. ¹⁹ Mer snare end Himlens Ørne var de, som jog os, på Bjergene satte de efter os, lured i Ørkenen, ²⁰ vor Livsånde, Herrens Salvede, blev fanget i deres Grave, han, i hvis Skygge vi tænkte at leve blandt Folkene.

²¹ Glæd dig og fryd dig, Edom, som bor i Uz! Også dig skal Bægeret nå, du skal blotte dig drukken. ²² Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger, Edom, din Skyld, afslører dine Synder.

5 Herre, kom vor skæbne i Hu, sku ned og se vor skændsel! ² Vor Arvelod tilfaldt fremmede, Udlændinge fik vore Huse. ³ Forældreløse, faderløse er vi, som Enker er vore Mødre. ⁴ Vort Drikkevand må vi købe, betale må vi vort Brænde. ⁵ Åget trykker vor Nakke, vi trættes og finder ej Hvile. ⁶ Ægypten rakte vi Hånd, Assur, for at mættes med Brød. ⁷ Vore Fædre, som synded, er borte, og vi må bære deres Skyld. ⁸ Over os råder Trælle, ingen frier os fra dem. ⁹ Med Livsfare henter vi vort Brød, udsatte for Ørkenens Sværd. ¹⁰ Vor Hud er sværtet som en Ovn af Hungerens svidende Lue. ¹¹ De skændede kvinder i Zion, Jomfruer i Judas Byer. ¹² Fyrster greb de og hængte, tog intet Hensyn til gamle. ¹³ Ynglinge sattes til Kværnen, under Brændeknippet segnede Drenge. ¹⁴ De gamle forsvandt fra Porten, de unge fra Strengenes Leg. ¹⁵ Vort Hjertes Glæde er borte, vor Dans er vendt til Sorg. ¹⁶ Kronen faldt af vort Hoved, ve os, at vi har syndet!

¹⁷ Vort Hjerte blev derfor sygt, derfor vort Øje mørkt: ¹⁸ For Zions Bjerg, som er øde, Ræve tumler sig der. ¹⁹ Du, Herre, troner for evigt, fra Slægt til Slægt står din trone. ²⁰ Hvi glemmer du os bestandig og svigter os alle dage? ²¹ Omvend os, Herre, til dig, så vender vi om, giv os nye Dage, som fordum! ²² Eller har du helt stødt os bort, er din Vrede mod os uden Ende?

¹⁹ Efterdi vi da, Brødre! have Frimodighed til den Indgang i Helligdommen ved Jesu Blod, ²⁰ som han indviede os som en ny og levende Vej igennem Forhænget, det er hans Kød, ²¹ og efterdi vi have en stor Præst over Guds Hus: ²² så lader os træde frem med et sandt Hjerte, i Troens fulde Forvisning, med Hjerterne ved Bestænkelsen rensede fra en ond Samvittighed, og Legemet tvættet med rent Vand; ²³ lader os fastholde Håbets Bekendelse urokket; thi trofast er han, som gav Forjættelsen; ²⁴ og lader os give Agt på hverandre, så vi opflamme hverandre til Kærlighed og gode Gerninger ²⁵ og ikke forlade vor egen Forsamling, som nogle have for Skik, men formane hverandre, og det så meget mere, som I se, at Dagen nærmer sig.

²⁶ Thi Synde vi med Villie, efter at have modtaget Sandhedens Erkendelse, er der intet Offer mere tilbage for Synder, ²⁷ men en frygtelig Forventelse at Dom og en brændende Nidkærhed, som skal fortære de genstridige. ²⁸ Når en har brudt med Mose Lov, dør han uden Barmhjertighed på to eller tre Vidners Udsagn; ²⁹ hvor meget værre Straf mene I da, at den skal agtes værd, som træder Guds Søn under Fod og agter Pagtens Blod, hvormed han blev helliget, for urent og forhåner Nådens Ånd? ³⁰ Thi vi kende den, som har sagt: "Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren;" og fremdeles: "Herren skal dømme sit Folk." ³¹ Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder.

³² Men kommer de forrige Dage i Hu, i hvilke I, efter at I vare blevne oplyste, udholdt megen Kamp i Lidelser, ³³ idet I dels selv ved Forhånelser og Trængsler bleve et Skuespil, dels gjorde fælles Sag med dem, som fristede sådanne Kår. ³⁴ Thi både havde I Medlidenhed med de fangne, og I fandt eder med Glæde i, at man røvede, hvad I ejede, vidende, at I selv have en bedre og blivende Ejendom. ³⁵ Kaster altså ikke eders Frimodighed bort, hvilken jo har stor Belønning; ³⁶ thi I have Udholdenhed nødig, for at I, når I have gjort Guds Villie, kunne opnå Forjættelsen. ³⁷ Thi "der er endnu kun en såre liden Stund, så kommer han, der skal komme, og han vil ikke tøve. ³⁸ Men min retfærdige skal leve af Tro; og dersom han unddrager sig, har min Sjæl ikke Behag i ham." ³⁹ Men vi ere ikke af dem, som unddrage sig, til Fortabelse, men af dem, som tro, til Sjælens Frelse,