4 Men da Ehud var død, blev Israelitterne ved at gøre, hvad der var ondt i Herrens Øjne. ² Derfor gav han dem til Pris, for Kana'anæerkongen Jabin, som herskede i Hazor; hans Hærfører var Sisera, som boede i Harosjet-Haggojim. ³ Da råbte Israelitterne til Herren. Thi Jabin havde 900 Jernvogne, og han trængte Israelitterne hårdt i tyve År.

⁴ Profetinden Debora, Lappidots Hustru, var på den Tid Dommer i Israel; ⁵ hun sad under Deborapalmen imellem Rama og Betel i Efraims Bjerge, og Israelitterne drog op til hende med deres Retstrætter. ⁶ Hun sendte nu Bud efter Barak, Abinoams Søn fra Kedesj i Naftali, og sagde til ham: "Har ikke Herren, Israels Gud, budt: Bryd op, drag hen på Tabors Bjerg og tag 10000 Mand af Naftali og Zebulon med dig,; ⁷ så skal jeg drage Jabins Hærfører Sisera med hans Vogne og Hærstyrke hen til dig ved Kisjonbækken og give ham i din Hånd!" ⁸ Barak svarede hende: "Hvis du vil gå med, vil jeg gå; men hvis du ikke går med, går jeg ikke!" ⁹ Da sagde hun: "Vel, jeg går med, men så får du ikke Æren af den Færd, du begiver dig ud på, thi Herren vil overgive Sisera i en Kvindes Hånd!" Så brød Debora op og drog af Sted til Kedesj med Barak. ¹⁰ Barak stævnede nu Zebulon og Naftali sammen i Kedesj, og 10000 Mand fulgte med ham derop; også Debora gik med. ¹¹ Men Keniten Heber havde skilt sig fra Keniterne, Moses's Svigerfader Hobabs Sønner, og slået Telt i Egnen hen imod Elon-Beza'anannim ved Kedesj.

¹² Da Sisera fik Melding om, at Barak, Abinoams Søn, var draget op på Tabors Bjerg, ¹³ stævnede han alle sine Stridsvogne, 900 jernbeslagne Vogne, og hele sin Krigsstyrke fra Harosjet Haggojim til Kisjonbækken. ¹⁴ Da sagde Debora til Barak: "Bryd nu op! Thi det er i Dag. Herren vil give Sisera i din Hånd. Er Herren ikke draget foran dig?" Barak steg da ned fra Tabors Bjerg, fulgt af de 10000 Mand. ¹⁵ Og foran Barak bragte Herren Uorden iblandt alle Siseras Stridsvogne og i hele hans Hær. Sisera sprang af sin Vogn og flygtede til Fods; ¹⁶ men Barak satte efter Vognene og Hæren lige til Harosjet Haggojim, og hele Siseras Hær faldt for Sværdet, ikke een blev tilbage.

¹⁷ Sisera var imidlertid flygtet til Fods til Keniten Hebers Hustru Jaels Telt, thi der var Fred imellem Kong Jabin af Hazor og Keniten Hebers Slægt. ¹⁸ Da gik Jael Sisera i Møde og sagde til ham: "Tag dog ind hos mig, Herre, du bar intet at frygte!" Han tog da ind i Teltet hos hende, og hun dækkede ham til med et Tæppe. ¹⁹ Og han sagde til hende: "Giv mig lidt Vand at drikke, thi jeg er tørstig!" Da åbnede hun Mælkesækken og gav ham at drikke og dækkede ham atter til. ²⁰ Så sagde han til hende: "Stil dig hen i Teltdøren, og hvis der kommer en og spørger, om der er nogen herinde, så sig nej!" ²¹ Men Jael, Hebers Hustru, greb en Teltpæl og tog en Hammer i Hånden, listede sig ind til ham og slog Pælen igennem hans Tinding, så den trængte ned i Jorden; thi han var faldet i dyb Søvn, træt som han var; således døde han. ²² Og se, Barak, søm forfulgte Sisera, kom forbi. Da gik Jael ham i Møde og sagde til ham: "Kom, jeg skal vise dig den Mand, du søger efter!" Så kom han ind til hende. Og se, der lå Sisera død med Teltpælen gennem Tindingen.

²³ Således lod Gud på den Dag Kana'anæerkongen Jabin bukke under for Israelitterne; ²⁴ og Israelitternes Hånd faldt hårdere og hårdere på Kana'anæerkongen Jabin, til de fik ham tilintetgjort.

5 Da sang Debora og Barnk, Abinoams Søn, denne Sang: ² Frem stod Høvdinger i Israel, Folket gav villigt Møde, lover Herren! ³ Hør, I Konger, lyt, I Fyrster: Synge vil jeg, synge for Herren, lovsynge Herren, Israels Gud!

⁴ Herre, da du brød op fra Seir, skred frem fra Edoms Mark, da rystede Jorden, Himmelen drypped, Skyerne drypped af Vand; ⁵ Bjergene bæved for Herrens Åsyn, for Herren Israels Guds Åsyn!

⁶ I Sjamgars, Anats Søns, Dage, i Jaels Dage lå Vejene øde, vejfarende sneg sig ad afsides Stier; ⁷ der var ingen Fører i Israel mer, til jeg Debora stod frem, stod frem, en Moder i Israel. ⁸ Ofre til Gud hørte op, med Bygbrødet fik det en Ende. Så man vel Skjold eller Spyd hos Israels fyrretyve Tusind?

⁹ For Israels Førere slår mit Hjerte, for de villige af Folket! Lover Herren! ¹⁰ I, som rider på rødgrå Æsler, I, som sidder på Tæpper, I, som færdes på Vejene, syng! ¹¹ Hør, hvor de spiller mellem Vandtrugene! Der lovsynger de Herrens Frelsesværk, hans Værk som Israels Fører. Da drog Herrens Folk ned til Portene.

¹² Op, op, Debora, op, op, istem din Sang! Barak, stå op! Fang dig Fanger, du Abinoams Søn! ¹³ Da drog Israel ned som Helte, som vældige Krigere drog Herrens Folk frem. ¹⁴ Fra Efraim steg de ned i Dalen, din broder Benjamin var blandt dine Skarer. Fra Makir drog Høvedsmænd ned, fra Zebulon de, der bar Herskerstav; ¹⁵ Issakars Førere fulgte Debora, Naftali Baraks Spor, de fulgte ham ned i Dalen. Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store. ¹⁶ Hvorfor blev du mellem Foldene for at lytte til Hyrdernes Fløjter? Ved Rubens Bække var Betænkelighederne store! ¹⁷ Gilead blev på hin Side Jordan, og Dan, hvi søgte han fremmed Hyre? Aser sad stille ved Havets Strand; han blev ved sine Vige. ¹⁸ Zebulon var et Folk, der vovede Livet, Naftali med på Markens Høje.

¹⁹ Kongerne kom, de kæmped; da kæmped Kana'ans Konger ved Ta'anak, ved Megiddos Vande de fanged ej Sølv som Bytte! ²⁰ Fra Himmelen kæmped Stjernerne, fra deres Baner stred de mod Sisera! ²¹ Kisjon Bæk rev dem bort, Kisjons Bæk, den ældgamle Bæk. Træd frem, min Sjæl, med Styrke! ²² Da stampede Hestenes Hove under Heltenes jagende Fart. ²³ "Forband", sagde Herrens Engel "forband Meroz og dem, der bor deri! fordi de ikke kom Herren til Hjælp kom Herren til Hjælp som Helte!" ²⁴ Velsignet blandt Kvinder være Jael, Keniten Hebers Hustru, velsignet blandt Kvinder i Telte! ²⁵ Han bad om Vand, hun gav ham Mælk, frembar Surmælk i kostbar Skål. ²⁶ Med Hånden griber hun Pælen, med sin højre Arbejdshammeren, fælder Sisera, kløver hans Hoved, knuser, gennemborer hans Tinding. ²⁷ For hendes Fødder han segned og faldt; der, hvor han segned, der lå han fældet! ²⁸ Gennem Vinduet spejded Siseras Moder, gennem Gitteret stirred hun ud: "Hvi tøver hans Vogn med at komme? Hvi nøler hans Forspands Hovslag?" ²⁹ Da svarer den klogeste af hendes Fruer, og selv hun giver sig samme Svar: "Sikkert de deler det vundne Bytte, en Pige eller to til Mands, ³⁰ Bytte af spraglede Tøj er til Sisera, et broget Klæde eller to til hans Hals!" ³¹ Således skal alle dine Fjender forgå, Herre, men de, der elsker dig, skal være, som når Sol går op i sin Vælde! Derpå havde Landet Ro i fyrretyve År.

6 Men da Israelitterne gjorde, hvad der var ondt i HerrenS Øjne, gav han dem syv År i Midjans Hånd. ² Og Midjan fik Overtaget over Israel. For at værge sig mod Midjan indrettede Israelitterne sig de Smuthuller, som findes i Bjergene, Hulerne og Klippeborgene. ³ Hver Gang Israelitterne havde sået, kom Midjaniterne, Amalekiterne og Østens Stammer og drog op imod dem ⁴ og lejrede sig imod dem, ødelagde Jordens Afgrøde lige til Egnen om Gaza og levnede intet at leve af i Israel, ej heller Småkvæg, Hornkvæg eller Æsler; ⁵ thi de drog op med deres Hjorde og Telte og kom talrige som Græshopper, så hverken de selv eller deres Kameler kunde tælles, og de trængte ind i Landet for at hærge det. ⁶ Således blev Israel rent forarmet ved Midjaniternes indfald, og Israelitterne råbte til Herren. ⁷ Men da Israelitterne råbte til Herren over Midjaniterne, ⁸ sendte han en Profet til dem, og denne sagde til dem: "Så siger Herren, Israels Gud: Jeg førte eder op fra Ægypten, jeg førte eder ud af Trællehuset, ⁹ jeg friede eder af Ægyptens Hånd og af deres Hånd, der trængte eder, og jeg drev dem bort foran eder og gav eder deres Land. ¹⁰ Og jeg sagde til eder: Jeg er Herren eders Gud; frygt ikke Amoriternes Guder, i hvis Land I bor! Men I adlød ikke min Røst!"

¹¹ Da kom Herrens Engel og satte sig under Egen i Ofra, som tilhørte Abiezriten Joasj, medens hans Søn Gideon var ved at tærske Hvede i Vinpersen for at have den i Sikkerhed for Midjaniterne. ¹² Herrens Engel viste sig for ham og sagde til ham: "Herren er med dig, stærke Kriger!" ¹³ Men Gideon svarede ham: "Ak, Herre! Hvis Herren er med os, hvorledes er da alt dette kommet over os? Og hvad er der blevet af alle hans Undergerninger, som vore Fædre fortalte os om, idet de sagde: Førte Herren os ikke ud af Ægypten? Nu har Herren forstødt os og givet os i Midjans Hånd!" ¹⁴ Da vendte Herren sig til ham og sagde: "Drag hen i denne din Kraft, så skal du frelse Israel af Midjans Hånd; sandelig, jeg sender dig!" ¹⁵ Men han svarede ham: "Ak, Herre! Hvorledes skal jeg kunne frelse Israel? Se, min Slægt er den ringeste i Manasse og jeg den yngste i mit Fædrenehus!" ¹⁶ Han svarede ham: "Herren vil være med dig, og du skal hugge Midjaniterne ned alle som een!" ¹⁷ Da sagde han til ham: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så lad mig få et Tegn på, at det er dig, som taler med mig; ¹⁸ gå ikke herfra, før jeg kommer tilbage til dig og bringer dig min Gave og stiller den frem for dig!" Han svarede: "Jeg skal blive, til du kommer tilbage!"

¹⁹ Gideon gik da ind og tillavede et Gedekid og usyrede Brød af en Efa Mel; Kødet lagde han i en Kurv, og Suppen hældte han i en Krukke og bar det ud til ham under Egen. Da han kom hen til ham med det, ²⁰ sagde Guds Engel til ham: "Tag Kødet og det usyrede Brød. Læg det på Klippen der og hæld Suppen ud derover!" Og han gjorde det. ²¹ Da udrakte Herrens Engel Spidsen af den Stav, han havde i Hånden, og rørte ved Kødet og Brødet. Og Ild slog op af Klippen og fortærede Kødet og Brødet; og Herrens Engel forsvandt for hans Blik. ²² Gideon skønnede nu, at det havde været Herrens Engel; og han sagde: "Ve, Herre, Herre, jeg har jo set Herrens Engel Ansigt til Ansigt!" ²³ Men Herren sagde til ham: "Fred være med dig! Frygt ikke, du skal ikke dø!" ²⁴ Da byggede Gideon Herren et Alter der og kaldte det "Herren er Fred"; det står endnu den Dag i Dag i Abiezriternes Ofra.

²⁵ Samme Nat sagde Herren til ham: "Tag ti af dine Trælle og en syvårs Tyr; nedbryd din Faders Ba'alsalter og hug Asjerastøtten om, som står derved; ²⁶ byg så af Stensætningen Herren din Gud et Alter på Toppen af Klippen her og tag Tyren og brænd den som Brændoffer med Træet af den omhuggede Asjerastøtte!" ²⁷ Gideon tog da ti af sine Trælle og gjorde, som Herren bød ham; men han gjorde det om Natten, thi af Frygt for sin Familie og sine Bysbørn turde han ikke gøre det om Dagen. ²⁸ Da Byens Folk næste Morgen tidlig så Ba'alsalteret nedbrudt, Asjerastøtten ved Siden af hugget om og Tyren ofret på det nybyggede Alter, ²⁹ sagde de til hverandre: "Hvem mon der har gjort det?" Og da de spurgte sig for og foretog en Undersøgelse, blev der sagt, at det var Gideon, Joasjs Søn. ³⁰ Og Byens Folk sagde til Joasj: "Udlever din Søn, for at han kan lide Døden, thi han har nedbrudt Ba'alsalteret og omhugget Asjerastøtten ved Siden af!" ³¹ Men Joasj svarede alle dem, der stod omkring ham: "Vil I virkelig stride for Ba'al eller hjælpe ham? Den, der strider for ham, skal dø inden i Morgen! Er han Gud, så lad ham stride for sig selv, siden hans Alter er nedbrudt!" ³² Ved den Lejlighed fik Gideon Navnet Jerubba'al, idet man sagde: "Lad Ba'al stride med ham, siden han har nedbrudt hans Alter!"

³³ Alle Midjaniterne, Amalekiterne og Østens Stammer sluttede sig sammen, satte over Jordan og slog Lejr på Jizre'elsletten. ³⁴ Da iklædte Herrens Ånd sig Gideon, og han stødte i Hornet; og Abiezriterne fylkede sig om ham. ³⁵ Og da han sendte Bud ud i hele Manasse, fylkede de sig også om ham; og han sendte Bud ud i Aser, Zebulon og Naftali, og de drog op før at møde Fjenderne. ³⁶ Da sagde Gideon til Gud: "Hvis du vil frelse Israel ved min Hånd, som du har lovet, ³⁷ så lægger jeg nu dette Fåreskind på Tærskepladsen, og falder der så Dug alene på Skindet, medens Jorden ellers bliver ved at være tør, da ved jeg, at du vil frelse Israel ved min Hånd, som du har lovet." ³⁸ Og det skete således. Da han næste Morgen vred Skindet, pressede han Dug af det, en hel Skålfuld Vand. ³⁹ Men Gideon sagde til Gud: "Vredes ikke på mig, når jeg endnu denne ene Gang taler til dig, lad mig blot denne Gang endnu prøve med Skindet: Lad Skindet alene være tørt, medens der falder Dug på Jorden rundt om!" ⁴⁰ Da gjorde Gud således om Natten: Skindet alene var ført, men der faldt Dug på Jorden rundt om.

³¹ Og han kom ned til Kapernaum, en By i Galilæa, og lærte dem på Sabbaterne. ³² Og de bleve slagne af Forundring over hans Lære, thi hans Tale var med Myndighed. ³³ Og i Synagogen var der et Menneske, som havde en uren ond Ånd, og han råbte med høj Røst: ³⁴ "Ak! hvad have vi med dig at gøre, Jesus af Nazareth? Er du kommen for at ødelægge os? Jeg kender dig, hvem du er, du Guds hellige." ³⁵ Og Jesus truede ham og sagde: "Ti, og far ud af ham!" Og den onde Ånd kastede ham ind imellem dem og for ud af ham uden at have gjort ham nogen Skade. ³⁶ Og der kom en Rædsel over alle; og de talte med hverandre og sagde "Hvad er dog dette for et Ord; thi han byder over de urene Ånder med Myndighed og Kraft, og de fare ud?" ³⁷ Og Rygtet om ham udbredtes alle Vegne i det omliggende Land.

³⁸ Men han stod op og gik fra Synagogen ind i Simons Hus; og Simons Svigermoder plagedes at en stærk Feber; og de bade ham for hende. ³⁹ Og han stillede sig hen over hende og truede Feberen, og den forlod hende. Men hun stod straks op og vartede dem op. ⁴⁰ Men da Solen gik ned, førte alle de, som havde syge med alle Hånde Svagheder, dem til ham; og han lagde Hænderne på hver enkelt af dem og helbredte dem ⁴¹ Også onde Ånder fore ud al mange, råbte og sagde: "Du er Guds Søn;" og han truede dem og tillod dem ikke at tale, fordi de vidste, at han var Kristus.

⁴² Men da det var blevet Dag, gik han ud og drog til et øde Sted; og Skarerne ledte efter ham; og de kom hen til ham, og de holdt på ham, for at han ikke skulde gå fra dem. ⁴³ Men han sagde til dem: "Også for de andre Byer bør jeg forkynde Evangeliet om Guds Rige; thi dertil blev jeg udsendt." ⁴⁴ Og han prædikede i Galilæas Synagoger.