A A A A A
Bible Book List

Job 5-7 Dette er Biblen på dansk (DN1933)

Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig? Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens Vrede bliver hans Død. Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat; hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede dem; sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk. Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden, men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.

Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham, som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal, 10 som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken 11 for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse, 12 han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer, 13 som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet; 14 i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat. 15 Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd, 16 så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.

17 Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt! 18 Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger. 19 Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om dig; 20 han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold; 21 du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer; 22 du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde dyr; 23 du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr; 24 du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes; 25 du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer; 26 Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde. 27 Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det!

Så tog Job til Orde og svarede: "Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den! Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig! Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig. Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder? Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt? Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.

Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra, 10 så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord. 11 Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig? 12 Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber? 13 Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.

14 Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt. 15 Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort, 16 de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i, 17 men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede; 18 Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde; 19 Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem, 20 men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes! 21 Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk! 22 Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand, 23 red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"

24 Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet! 25 Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd? 26 Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr! 27 Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.

28 Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet? 29 Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret! 30 Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?

Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage. Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn, så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del. 4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr. Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker. Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb. Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue! Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere. Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, 10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød. 12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig? 13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk, 14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner, 15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide. 16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust! 17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham, 18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik? 19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt? 20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde? 21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!

  Back

1 of 1

You'll get this book and many others when you join Bible Gateway Plus. Learn more

Viewing of
Cross references
Footnotes