41 Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den? ² Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen? ³ Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt. ⁴ Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser? ⁵ Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel. ⁶ Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten; ⁷ de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem; ⁸ de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre. ⁹ Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne. ¹⁰ Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem. ¹¹ Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel. ¹² Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab. ¹³ Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den. ¹⁴ Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke; ¹⁵ fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten. ¹⁶ Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk. ¹⁷ Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil. ¹⁸ Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ; ¹⁹ Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den, ²⁰ Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd. ²¹ På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens; ²² Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden; ²³ bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår. ²⁴ Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte. ²⁵ Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr.

42 Så svarede Job Herren og sagde: ² "Jeg ved, at du magter alt, for dig er intet umuligt! ³ "Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Indsigt?" Derfor: jeg talte uden Forstand om noget, som var mig for underfuldt, og som jeg ej kendte til. ⁴ Hør dog, og jeg vil tale, jeg vil spørge, og du skal lære mig! ⁵ Jeg havde kun hørt et Rygte om dig, men nu har mit Øje set dig; ⁶ jeg tager det derfor tilbage og angrer i Støv og Aske!

⁷ Men efter at Herren havde talet disse Ord til Job, sagde han til Temaniten Elifaz: "Min Vrede er blusset op mod dig og dine to Venner, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job! ⁸ Tag eder derfor syv Tyre og syv Vædre og gå til min Tjener Job og bring et Brændoffer for eder. Og min Tjener Job skal gå i Forbøn for eder, thi ham vil jeg bønhøre, så jeg ikke gør en Ulykke på eder, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job!" ⁹ Så gik Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar hen og gjorde, som Herren havde sagt, og Herren bønhørte Job.

¹⁰ Og Herren vendte Jobs Skæbne, da han gik i Forbøn for sine Venner; og Herren gav Job alt, hvad han havde ejet, tvefold igen. ¹¹ Så kom alle hans Brødre og Søstre og alle, der kendte ham tilforn, og holdt Måltid med ham i hans Hus, og de viste ham deres Medfølelse og trøstede ham over al den Ulykke, Herren havde bragt over ham, og de gav ham hver en Kesita og en Guldring. ¹² Og Herren velsignede Jobs sidste Tid mere end hans første. Han fk 14000 Stykker Småkvæg, og 1000 Aseninder. ¹³ Og han fik syv Sønner og tre Døtre, ¹⁴ og han kaldte den ene Jemima, den anden Kezia og den tredje Keren-Happuk. ¹⁵ Så smukke Kvinder som Jobs Døtre fandtes ingensteds på Jorden; og deres Fader gav dem Arv imellem deres Brødre: ¹⁶ Siden levede Job 140 År og så sine Børn og Børnebørn, fire Slægtled. ¹⁷ Så døde Job gammel og mæt af Dage.

²² Og Mængden rejste sig imod dem, og Høvedsmændene lode Klæderne rive af dem og befalede at piske dem. ²³ Og da de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel og befalede Fangevogteren at holde dem sikkert bevogtede. ²⁴ Da han havde fået sådan Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Blokken.

²⁵ Men ved Midnat bade Paulus og Silas og sang Lovsange til Gud; og Fangerne lyttede på dem. ²⁶ Men pludseligt kom der et stort Jordskælv, så at Fængselets Grundvolde rystede, og straks åbnedes alle Dørene, og alles Lænker løstes. ²⁷ Men Fangevogteren for op at Søvne, og da han så Fængselets Døre åbne, drog han et Sværd og vilde dræbe sig selv, da han mente, at Fangerne vare flygtede. ²⁸ Men Paulus råbte med høj Røst og sagde: "Gør ikke dig selv noget ondt; thi vi ere her alle." ²⁹ Men han forlangte Lys og sprang ind og faldt skælvende ned for Paulus og Silas. ³⁰ Og han førte dem udenfor og sagde: "Herrer! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan blive frelst?" ³¹ Men de sagde: "Tro på den Herre Jesus Kristus, så skal du blive frelst, du og dit Hus." ³² Og de talte Herrens Ord til ham og til alle dem, som vare i hans Hus. ³³ Og han tog dem til sig i den samme Stund om Natten og aftoede deres Sår; og han selv og alle hans blev straks døbte. ³⁴ Og han førte dem op i sit Hus og satte et Bord for dem og frydede sig over, at han med hele sit Hus var kommen til Troen på Gud. ³⁵ Men da det var blevet Dag, sendte Høvedsmændene Bysvendene hen og sagde: "Løslad de Mænd!" ³⁶ Men Fangevogteren meldte Paulus disse Ord: "Høvedsmændene have sendt Bud, at I skulle løslades; så drager nu ud og går bort med Fred!" ³⁷ Men Paulus sagde til dem: "De have ladet os piske offentligt og uden Dom, os, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os hemmeligt bort! Nej, lad dem selv komme og føre os ud!" ³⁸ Men Bysvendene meldte disse Ord til Høvedsmændene; og de bleve bange, da de hørte, at de vare Romere. ³⁹ Og de kom og gave dem gode Ord, og de førte dem ud og bade dem at drage bort fra Byen. ⁴⁰ Og de gik ud af Fængselet og gik ind til Lydia; og da de havde set Brødrene. formanede de dem og droge bort.