Job 38-39
Dette er Biblen på dansk
38 Så svarede Herren Job ud fra Stormvejret og sagde: 2 "Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Mening? 3 Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig! 4 Hvor var du, da jeg grundede Jorden? Sig frem, om du har nogen Indsigt! Hvem bestemte dens Mål - du kender det jo - hvem spændte Målesnor ud derover? 6 Hvorpå blev dens Støtter sænket, hvem lagde dens Hjørnesten, 7 mens Morgenstjernerne jubled til Hobe, og alle Gudssønner råbte af Glæde? 8 Hvem stængte for Havet med Porte, dengang det brusende udgik af Moders Skød, 9 dengang jeg gav det Skyen til Klædning og Tågemulm til Svøb, 10 dengang jeg brød det en Grænse og indsatte Portslå og Døre 11 og sagde: "Hertil og ikke længer! Her standse dine stolte Vover!" 12 Har du nogen Sinde kaldt Morgenen frem, ladet Morgenrøden vide sit Sted, 13 så den greb om Jordens Flige og gudløse rystedes bort, 14 så den dannedes til som Ler under Segl, fik Farve, som var den en Klædning? 15 De gudløses Lys toges fra dem, den løftede Arm blev knust. 16 Har du mon været ved Havets Kilder, har du mon vandret på Dybets Bund? 17 Mon Dødens Porte har vist sig for dig, skued du Mulmets Porte? 18 Så du ud over Jordens Vidder? Sig frem, om du ved, hvor stor den er! 19 Hvor er Vejen til Lysets Bolig, og hvor har Mørket mon hjemme, 20 så du kunde hente det til dets Rige og bringe det hen på Vej til dets Bolig? 21 Du ved det, du blev jo født dengang, dine Dages Tal er jo stort! 22 Har du været, hvor Sneen gemmes, og skuet, hvor Hagelen vogtes, 23 den, jeg gemmer til Trængselens Tid, til Kampens og Krigens Dag? 24 Hvor er Vejen did, hvor Lyset deler sig, hvor Østenvinden spreder sig ud over Jorden? 25 Hvem åbnede Regnen en Rende og Tordenens Lyn en Vej 26 for at væde folketomt Land, Ørkenen, hvor ingen bor, 27 for at kvæge Øde og Ødemark og fremkalde Urter i Ørkenen? 28 Har Regnen mon en Fader, hvem avlede Duggens Dråber? 29 Af hvilket Skød kom Isen vel frem, hvem fødte mon Himlens Rim? 30 Vandet størkner som Sten, Dybets Flade trækker sig sammen. 31 Knytter du Syvstjernens Bånd, kan du løse Orions Lænker? 32 Lader du Aftenstjemen gå op i Tide, leder du Bjørnen med Unger? 33 Kender du Himmelens Love, fastsætter du dens Magt over Jorden? 34 Kan du løfte Røsten til Sky, så Vandskyl adlyder dig? 35 Sender du Lynene ud, så de går, og svarer de dig: "Her er vi!" 36 Hvem lagde Visdom i sorte Skyer, hvem gav Luftsynet Kløgt? 37 Hvem er så viis, at han tæller Skyerne, hvem hælder Himmelens Vandsække om, 38 når Jorden ligger i Ælte, og Leret klumper sig sammen?
39 Jager du Rov til Løvinden, stiller du Ungløvers hunger, 2 når de dukker sig i deres Huler; ligger på Lur i Krat? 3 Hvem skaffer Ravnen Æde, når Ungerne skriger til Gud og flakker om uden Føde? 4 Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer, 5 tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder? 6 De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet, 7 Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen. 8 Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb, 9 som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig? 10 Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden; 11 det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op. 12 Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten? 13 Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig? 14 Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst? 15 Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen? 16 Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun, 17 siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet, 18 tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder? 19 Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke. 20 Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt. 21 Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter. 22 Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke 23 og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel. 24 Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde; 25 den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet; 26 Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker; 27 den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder; 28 et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb. 29 Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden? 30 Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede? 31 Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg; 32 den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne. 33 Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!
34 Og Herren svarede Job og sagde: 35 Vil den trættekære tvistes med den Almægtige? Han, som revser Gud, han svare herpå!
36 Da svarede Job Herren og sagde: 37 Se, jeg er ringe, hvad skal jeg svare? Jeg lægger min Hånd på min Mund! 38 Een Gang har jeg talt, gentager det ikke, to Gange, men gør det ej mer!