A A A A A
Bible Book List

Job 32-33 Dette er Biblen på dansk (DN1933)

32 Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne, blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud, og på hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig. Elihu havde ventet, så længe de talte med Job, fordi de var ældre end han; men da han så, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;

og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden; jeg tænkte: "Lad Alderen tale og Årenes Mængde kundgøre Visdom!" Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver dem Indsigt; de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er; 10 derfor siger jeg: Hør mig, lad også mig komme frem med min Viden! 11 Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord; 12 jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar på hans Ord. 13 Sig nu ikke: "Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke et Menneske!" 14 Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham. 15 De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op. 16 Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord? 17 Også jeg vil svare min Del, også jeg vil frem med min Viden! 18 Thi jeg er fuld af Ord, Ånden i mit Bryst trænger på; 19 som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges; 20 tale vil jeg for at få Luft, åbne mine Læber og svare. 21 Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen; 22 thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort!

33 Men hør nu Job, på min Tale og lyt til alle mine Ord! Se, jeg har åbnet min Mund, min Tunge taler i Ganen; mine Ord er talt af oprigtigt Hjerte, mine Læber fører lutret Tale. Guds Ånd har skabt mig, den Almægtiges Ånde har givet mig Liv. Svar mig, i Fald du kan, rust dig imod mig, mød frem! Se, jeg er din Lige for Gud, også jeg er taget af Ler; Rædsel for mig skal ikke skræmme dig, min Hånd skal ej ligge tyngende på dig.

Dog, det har du sagt i mit Påhør, jeg hørte så lydende Ord: "Jeg er ren og uden Brøde, lydeløs, uden Skyld; 10 men han søger Påskud imod mig, regner mig for sin Fjende; 11 han lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje."

12 Se, der har du Uret, det er mit Svar, thi Gud er større end Mennesket. 13 Hvorfor tvistes du med ham, fordi han ej svarer på dine Ord? 14 Thi på een Måde taler Gud, ja på to, men man ænser det ikke: 15 I Drømme, i natligt Syn, når Dvale falder på Mennesker, når de slumrende hviler på Lejet; 16 da åbner han Menneskers Øre, gør dem angst med Skræmmebilleder 17 for at få Mennessket bort fra Uret og udrydde Hovmod af Manden, 18 holde hans Sjæl fra Graven, hans Liv fra Våbendød.

19 Eller han revses med Smerter på Lejet, uafbrudt sfår der Hamp i hans Ben; 20 Livet i ham væmmes ved Brød og hans Sjæl ved lækker Mad 21 hans Kød svinder hen, så det ikke ses, hans Knogler, som før ikke sås, bliver blottet; 22 hans Sjæl kommer Graven nær, hans Liv de dræbende Magter.

23 Hvis da en Engel er på hans Side, een blandt de tusind Talsmænd, som varsler Mennesket Tugt, 24 og den viser ham Nåde og siger: "Fri ham fra at synke i Graven, Løsepenge har jeg fået!" 25 da svulmer hans Legem af Friskhed, han oplever atter sin Ungdom. 26 Han beder til Gud, og han er ham nådig, han skuer med Jubel hans Åsyn, fortæller Mennesker om sin Frelse. 27 Han synger det ud for Folk: "Jeg synded og krænkede Retten og fik dog ej Løn som forskyldt! 28 Han har friet min Sjæl fra at fare i Grav, mit Liv ser Lyset med Lyst!" 29 Se, alle disse Ting gør Gud to Gange, ja tre med Mennesket 30 for at redde hans Sjæl fra Graven, så han skuer Livets Lys!

31 Lyt til og hør mig, Job, ti stille, så jeg kan tale! 32 Har du noget at sige, så svar mig, tal, thi gerne gav jeg dig Ret; 33 hvis ikke, så høre du på mig, ti stille, at jeg kan lære dig Visdom!

Apostelenes gerninger 14 Dette er Biblen på dansk (DN1933)

14 Men det skete i Ikonium, at de sammen gik ind i Jødernes Synagoge og talte således, at en stor Mængde,både af Jøder og Grækere, troede. Men de Jøder, som vare genstridige, ophidsede Hedningernes Sind og satte ondt i dem imod Brødrene. De opholdt sig nu en Tid lang der og talte med Frimodighed i Herren, som gav sin Nådes Ord Vidnesbyrd, idet han lod Tegn og Undere ske ved deres Hænder. Men Mængden i Byen blev uenig, og nogle holdt med Jøderne, andre med Apostlene.

Men da der blev et Opløb, både af Hedningerne og Jøderne med samt deres Rådsherrer, for at mishandle og stene dem, og de fik dette at vide, flygtede de bort til Byerne i Lykaonien, Lystra og Derbe, og til det omliggende Land, og der forkyndte de Evangeliet. Og i Lystra sad der en Mand, som var kraftesløs i Fødderne, lam fra Moders Liv, og han havde aldrig gået. Han hørte Paulus tale; og da denne fæstede Øjet på ham og så, at han havde Tro til at frelses, sagde han med høj Røst: 10 "Stå ret op på dine Fødder!" Og han sprang op og gik omkring. 11 Men da Skarerne så, hvad Paulus havde gjort, opløftede de deres Røst og sagde på Lykaonisk: "Guderne ere i menneskelig Skikkelse stegne ned til os." 12 Og de kaldte Barnabas Zens, men Paulus Hermes, fordi han var den, som førte Ordet. 13 Men Præsten ved Zenstemplet, som var uden for Byen, bragte Tyre og Kranse hen til Portene og vilde ofre tillige med Skarerne. 14 Men da Apostlene, Barnabas og Paulus, hørte dette, sønderreve de deres Klæder og sprang ind i Skaren, 15 råbte og sagde: "I Mænd! hvorfor gøre I dette? Vi ere også Mennesker, lige Kår undergivne med eder, og vi forkynde eder Evangeliet om at vende om fra disse tomme Ting til den levende Gud, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alt, hvad der er i dem; 16 han, som i de forbigangne Tider lod alle Hedningerne vandre deres egne Veje, 17 ihvorvel han ikke lod sig selv være uden Vidnesbyrd, idet han gjorde godt og gav eder Regn og frugtbare Tider fra Himmelen og mættede eders Hjerter med Føde og Glæde." 18 Og det var med Nød og næppe, at de ved at sige dette afholdt Skarerne fra at ofre til dem. 19 Men der kom Jøder til fra Antiokia og Ikonium, og de overtalte Skarerne og stenede Paulus og slæbte ham uden for Byen i den Tro, at han var død. 20 Men da Disciplene omringede ham, stod han op og gik ind i Byen. Og den næste Dag gik han med Barnabas bort til Derbe.

21 Og da de havde forkyndt Evangeliet i denne By og vundet mange Disciple, vendte de tilbage til Lystra og Ikonium og Antiokia 22 og styrkede Disciplenes Sjæle og påmindede dem om at blive i Troen og om, at vi må igennem mange Trængsler indgå i Guds Rige. 23 Men efter at de i hver Menighed havde udvalgt Ældste for dem, overgave de dem under Bøn og Faste til Herren, hvem de havde givet deres Tro. 24 Og de droge igennem Pisidien og kom til Pamfylien. 25 Og da de havde talt Ordet i Perge, droge de ned til Attalia. 26 Og derfra sejlede de til Antiokia, hvorfra de vare blevne overgivne til Guds Nåde til den Gerning, som de havde fuldbragt. 27 Men da de kom derhen og havde forsamlet Menigheden, forkyndte de, hvor store Ting Gud havde gjort med dem, og at han havde åbnet en Troens Dør for Hedningerne. 28 Men de opholdt sig en ikke liden Tid sammen med Disciplene.

  Back

1 of 1

You'll get this book and many others when you join Bible Gateway Plus. Learn more

Viewing of
Cross references
Footnotes