30 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde. ² Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet, ³ tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark ⁴ og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød. ⁵ Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem. ⁶ De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler. ⁷ De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen, ⁸ en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande. ⁹ Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne; ¹⁰ de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig. ¹¹ Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af. ¹² Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig ¹³ min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det; ¹⁴ de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner, ¹⁵ Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky. ¹⁶ Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig: ¹⁷ Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter. ¹⁸ Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel. ¹⁹ Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske. ²⁰ Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke; ²¹ grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd. ²² Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig; ²³ thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles. ²⁴ Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under? ²⁵ Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld? ²⁶ Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom; ²⁷ ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig; ²⁸ trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber; ²⁹ Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle. ³⁰ Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede; ³¹ min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!

31 Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru; ² hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje? ³ Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang? ⁴ Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt? ⁵ Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig ⁶ på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld ⁷ er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder, ⁸ da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode! ⁹ Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør, ¹⁰ så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende! ¹¹ Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten, ¹² ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand! ¹³ Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig, ¹⁴ hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter? ¹⁵ Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv? ¹⁶ Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte, ¹⁷ var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf ¹⁸ nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød. ¹⁹ Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe ²⁰ visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam. ²¹ Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten, ²² så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led! ²³ Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet! ²⁴ Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning, ²⁵ var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget, ²⁶ så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne, ²⁷ og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd ²⁸ også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe. ²⁹ Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld ³⁰ nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl. ³¹ Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord" ³² nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd. ³³ Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet ³⁴ af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed! ³⁵ Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg! ³⁶ Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone, ³⁷ svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste. ³⁸ Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde, ³⁹ har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv, ⁴⁰ så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.

²⁶ I Mænd, Brødre, Sønner af Abrahams Slægt, og de iblandt eder, som frygte Gud! Til os er Ordet om denne Frelse sendt. ²⁷ Thi de, som bo i Jerusalem, og deres Rådsherrer kendte ham ikke; de dømte ham og opfyldte derved Profeternes Ord, som forelæses hver Sabbat. ²⁸ Og om end de ingen Dødsskyld fandt hos ham, bade de dog Pilatus, at han måtte blive slået ihjel. ²⁹ Men da de havde fuldbragt alle Ting, som ere skrevne om ham, toge de ham ned af Træet og lagde ham i en Grav. ³⁰ Men Gud oprejste ham fra de døde, ³¹ og han blev set i flere Dage af dem, som vare gåede med ham op fra Galilæa til Jerusalem, dem, som nu ere hans Vidner for Folket. ³² Og vi forkynde eder den Forjættelse, som blev given til Fædrene, at Gud har opfyldt denne for os, deres Børn, idet han oprejste Jesus; ³³ som der også er skrevet i den anden Salme: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag." ³⁴ Men at han har oprejst ham fra de døde, så at han ikke mere skal vende tilbage til Forrådnelse, derom har han sagt således: "Jeg vil give eder Davids hellige Forjættelser, de trofaste." ³⁵ Thi han siger også i en anden Salme: "Du skal ikke tilstede din hellige at se Forrådnelse." ³⁶ David sov jo hen, da han i sin Livstid havde tjent Guds Rådslutning, og han blev henlagt hos sine Fædre og så Forrådnelse; ³⁷ men den, som Gud oprejste, så ikke Forrådnelse. ³⁸ Så være det eder vitterligt, I Mænd, Brødre! at ved ham forkyndes der eder Syndernes Forladelse; ³⁹ og fra alt, hvorfra I ikke kunde retfærdiggøres ved Mose Lov, retfærdiggøres ved ham enhver, som tror. ⁴⁰ Ser nu til, at ikke det, som er sagt ved Profeterne, kommer over eder: ⁴¹ "Ser, I Foragtere, og forundrer eder og bliver til intet; thi en Gerning gør jeg i eders Dage, en Gerning, som I ikke vilde tro, dersom nogen fortalte eder den." ⁴² Men da de gik ud, bad man dem om, at disse Ord måtte blive talte til dem på den følgende Sabbat. ⁴³ Men da Forsamlingen var opløst, fulgte mange af Jøderne og af de gudfrygtige Proselyter Paulus og Barnabas, som talte til dem og formanede dem til at blive fast ved Guds Nåde.

⁴⁴ Men på den følgende Sabbat forsamledes næsten hele Byen for at høre Guds Ord. ⁴⁵ Men da Jøderne så Skarerne, bleve de fulde af Nidkærhed og modsagde det, som blev talt af Paulus, ja, både sagde imod og spottede. ⁴⁶ Men Paulus og Barnabas talte frit ud og sagde: "Det var nødvendigt, at Guds Ord først skulde tales til eder; men efterdi I støde det fra eder og ikke agte eder selv værdige til det evige Liv, se, så vende vi os til Hedningerne. ⁴⁷ Thi således har Herren befalet os: "Jeg har sat dig til Hedningers Lys, for at du skal være til Frelse lige ud til Jordens Ende." ⁴⁸ Men da Hedningerne hørte dette, bleve de glade og priste Herrens Ord, og de troede, så mange, som vare bestemte til evigt Liv, ⁴⁹ og Herrens Ord udbredtes over hele Landet. ⁵⁰ Men Jøderne ophidsede de fornemme gudfrygtige Kvinder og de første Mænd i Byen; og de vakte en Forfølgelse imod Paulus og Barnabas og joge dem ud fra deres Grænser. ⁵¹ Men de rystede Støvet af deres Fødder imod dem og droge til Ikonium. ⁵² Men Disciplene bleve fyldte med Glæde og den Helligånd.