A A A A A
Bible Book List

Job 29-31 Dette er Biblen på dansk (DN1933)

29 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig, da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke, som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt, da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig, da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod, da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet. Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod, Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund, 10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen; 11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære. 12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper; 13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte; 14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind. 15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod; 16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag; 17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab. 18 Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen; 19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene; 20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!" 21 Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd; 22 ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem; 23 de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn. 24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde. 25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.

30 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde. Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet, tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød. Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem. De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler. De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen, en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande. Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne; 10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig. 11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af. 12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig 13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det; 14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner, 15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky. 16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig: 17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter. 18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel. 19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske. 20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke; 21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd. 22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig; 23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles. 24 Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under? 25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld? 26 Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom; 27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig; 28 trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber; 29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle. 30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede; 31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!

31 Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru; hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje? Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang? Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt? Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder, da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode! Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør, 10 så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende! 11 Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten, 12 ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand! 13 Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig, 14 hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter? 15 Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv? 16 Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte, 17 var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf 18 nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød. 19 Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe 20 visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam. 21 Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten, 22 så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led! 23 Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet! 24 Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning, 25 var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget, 26 så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne, 27 og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd 28 også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe. 29 Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld 30 nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl. 31 Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord" 32 nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd. 33 Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet 34 af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed! 35 Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg! 36 Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone, 37 svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste. 38 Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde, 39 har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv, 40 så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.

  Back

1 of 1

You'll get this book and many others when you join Bible Gateway Plus. Learn more

Viewing of
Cross references
Footnotes