22 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

² "Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv. ³ Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel er ret? ⁴ Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller går han i Rette med dig derfor? ⁵ Er ikke din Ondskab stor og din Brøde uden Ende?

⁶ Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne, ⁷ gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød. ⁸ Den mægtige - hans var Landet, den hædrede boede der. ⁹ Du lod Enker gå tomhændet bort, knuste de faderløses Arme. ¹⁰ Derfor var der Snaret omkring dig, og Rædsel ængsted dig brat. ¹¹ Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går over dig!

¹² Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt de står! ¹³ Dog siger du: "Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky? ¹⁴ Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!" ¹⁵ Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens Mænd betrådte, ¹⁶ de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød bort som en Strøm, ¹⁷ som sagde til Gud: "Gå fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?" ¹⁸ Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råd er ham fjernt. ¹⁹ De retfærdige så det og glædede sig, den uskyldige spottede dem: ²⁰ For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem.

²¹ Bliv Ven med ham og hold Fred. derved vil der times dig Lykke; ²² tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord på Sinde! ²³ Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra dit Telt, ²⁴ kaster du Guldet på Jorden, Ofirguldet blandt Bækkenes Sten, ²⁵ så den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv, ²⁶ ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Åsyn til Gud. ²⁷ Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du har lovet; ²⁸ hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner på dine Veje; ²⁹ thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slår Øjnene ned; ³⁰ han frelser uskyldig Mand; det sker ved hans Hænders Renhed!

23 Så tog Job til Orde og svarede: ² "Også i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Hånd på mit Suk! ³ Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg nå hans Trone! ⁴ Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser, ⁵ vide, hvad Svar han gav mig, skønne, hvad han sagde til mig! ⁶ Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han på mig; ⁷ da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min Ret. ⁸ Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham; ⁹ jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer mod Syd og øjner ham ej. ¹⁰ Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld går jeg frem af hans Prøve. ¹¹ Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt, veg ikke derfra, ¹² fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt i mit Bryst. ¹³ Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans Sjæl attrår. ¹⁴ Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget for. ¹⁵ Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham. ¹⁶ Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige; ¹⁷ thi jeg går til i Mørket, mit Åsyn dækkes af Mulm.

24 Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans Dage at se? ² De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de på Græs. ³ faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen: ⁴ de trænger de fattige af Vejen. Landets arme må alle skjule sig.

⁵ Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene. ⁶ De høster på Marken om Natten, i Rigmandens Vingård sanker de efter. ⁷ Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Hulden. ⁸ De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel på Ly til Klippen. ⁹ - Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen. ¹⁰ Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg; ¹¹ mellem Murene presser de Olie. de træder Persen og tørster. ¹² De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.

¹³ Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej på hans Stier: ¹⁴ Før det lysner, står Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om; ¹⁵ Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske. ¹⁶ I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys. ¹⁷ For dem er Mørket Morgen, thide er kendt med Mørkets Rædsler.

¹⁸ Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke på Vejen til Vingården. ¹⁹ Som Tørke og Hede tager Snevand, så Dødsriget dem, der har syndet. ²⁰ Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet. ²¹ Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel; ²² dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er ikke tryg på sit Liv, ²³ han styrtes uden Håb og Støtte, og på hans Veje er idel Nød. ²⁴ Hans Storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top. ²⁵ Og hvis ikke - hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?

11 Men Apostlene og de Brødre, som vare rundt om i Judæa, hørte, at også Hedningerne havde modtaget Guds Ord. ² Og da Peter kom op til Jerusalem, tvistedes de af Omskærelsen med ham og sagde: ³ "Du er gået ind til uomskårne Mænd og har spist med dem." ⁴ Men Peter begyndte og forklarede dem det i Sammenhæng og sagde: ⁵ "Jeg var i Byen Joppe og bad; og jeg så i en Henrykkelse et Syn, noget, der dalede ned, ligesom en stor Dug, der ved de fire Hjørner sænkedes ned fra Himmelen, og den kom lige hen til mig. ⁶ Jeg stirrede på den og betragtede den og så da Jordens firføddede Dyr og vilde Dyr og krybende Dyr og Himmelens Fugle. ⁷ Og jeg hørte også en Røst, som sagde til mig: Stå op, Peter, slagt og spis! ⁸ Men jeg sagde: Ingenlunde, Herre! thi aldrig kom noget vanhelligt eller urent i min Mund. ⁹ Men en Røst svarede anden Gang fra Himmelen: Hvad Gud har renset, holde du ikke for vanhelligt! ¹⁰ Og dette skete tre Gange; så blev det igen alt sammen draget op til Himmelen. ¹¹ Og se, i det samme stode tre Mænd ved det Hus, i hvilket jeg var, som vare udsendte til mig fra Kæsarea. ¹² Men Ånden sagde til mig, at jeg skulde gå med dem uden at gøre Forskel. Men også disse seks Brødre droge med mig, og vi gik ind i Mandens Hus. ¹³ Og han fortalte os, hvorledes han havde set Engelen stå i hans Hus og sige: Send Bud til Joppe og lad Simon med Tilnavn Peter hente! ¹⁴ Han skal tale Ord til dig, ved hvilke du og hele dit Hus skal frelses. ¹⁵ Men idet jeg begyndte at tale, faldt den Helligånd på dem ligesom også på os i Begyndelsen. ¹⁶ Og jeg kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han sagde: Johannes døbte med Vand, men I skulle døbes med den Helligånd. ¹⁷ Når altså Gud gav dem lige Gave med os, da de troede på den Herre Jesus Kristus,hvem var da jeg, at jeg skulde kunne hindre Gud?" ¹⁸ Men da de hørte dette, bleve de rolige, og de priste Gud og sagde: "Så har Gud også givet Hedningerne Omvendelsen til Liv."

¹⁹ De, som nu vare blevne adspredte på Grund af den Trængsel, som opstod i Anledning af Stefanus, vandrede om lige til Fønikien og Kypern og Antiokia, og de talte ikke Ordet til nogen uden til Jøder alene. ²⁰ Men iblandt dem var der nogle Mænd fra Kypern og Kyrene, som kom til Antiokia og talte også til Grækerne og forkyndte Evangeliet om den Herre Jesus. ²¹ Og Herrens Hånd var med dem, og et stort Antal blev troende og omvendte sig til Herren. ²² Men Rygtet om dem kom Menigheden i Jerusalem for Øre, og de sendte Barnabas ud til Antiokia. ²³ Da han nu kom derhen og så Guds Nåde, glædede han sig og formanede alle til med Hjertets Forsæt at blive ved Herren. ²⁴ Thi han var en god Mand og fuld af den Helligånd og Tro. Og en, stor Skare blev ført til Herren. ²⁵ Men han drog ud til Tarsus for at opsøge Saulus; og da han fandt ham, førte han ham til Antiokia. ²⁶ Og det skete, at de endog et helt År igennem færdedes sammen i Menigheden og lærte en stor Skare, og at Disciplene først i Antiokia bleve kaldte Kristne.

²⁷ Men i disse Dage kom der Profeter ned fra Jerusalem til Antiokia ²⁸ Og en af dem, ved Navn Agabus, stod op og tilkendegav ved Ånden, at der skulde komme en stor Hungersnød over hele Verden, hvilken også kom under Klaudius. ²⁹ Men Disciplene besluttede at sende, hver efter sin Evne, noget til Hjælp for Brødrene, som boede i Judæa; ³⁰ hvilket de også gjorde, og de sendte det til de Ældste ved Barnabas og Saulus's Hånd.