Job 21-23
Dette er Biblen på dansk
21 Så tog Job til Orde og svarede: 2 "Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver! 3 Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne! 4 Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig? 5 Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund! 6 Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven: 7 De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft? 8 Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne; 9 deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke; 10 ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke; 11 de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret; 12 de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner; 13 de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget, 14 skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst! 15 Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?" 16 Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt? 17 Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede, 18 så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort? 19 Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det, 20 lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke! 21 Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet? 22 Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner? 23 En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger: 24 hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv; 25 med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke; 26 de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme! 27 Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig, 28 når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?" 29 Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser: 30 Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag. 31 Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør? 32 Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt; 33 i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham. 34 Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er tilbage!
22 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 "Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv. 3 Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel er ret? 4 Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller går han i Rette med dig derfor? 5 Er ikke din Ondskab stor og din Brøde uden Ende?
6 Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne, 7 gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød. 8 Den mægtige - hans var Landet, den hædrede boede der. 9 Du lod Enker gå tomhændet bort, knuste de faderløses Arme. 10 Derfor var der Snaret omkring dig, og Rædsel ængsted dig brat. 11 Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går over dig!
12 Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt de står! 13 Dog siger du: "Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky? 14 Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!" 15 Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens Mænd betrådte, 16 de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød bort som en Strøm, 17 som sagde til Gud: "Gå fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?" 18 Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råd er ham fjernt. 19 De retfærdige så det og glædede sig, den uskyldige spottede dem: 20 For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem.
21 Bliv Ven med ham og hold Fred. derved vil der times dig Lykke; 22 tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord på Sinde! 23 Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra dit Telt, 24 kaster du Guldet på Jorden, Ofirguldet blandt Bækkenes Sten, 25 så den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv, 26 ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Åsyn til Gud. 27 Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du har lovet; 28 hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner på dine Veje; 29 thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slår Øjnene ned; 30 han frelser uskyldig Mand; det sker ved hans Hænders Renhed!
23 Så tog Job til Orde og svarede: 2 "Også i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Hånd på mit Suk! 3 Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg nå hans Trone! 4 Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser, 5 vide, hvad Svar han gav mig, skønne, hvad han sagde til mig! 6 Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han på mig; 7 da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min Ret. 8 Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham; 9 jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer mod Syd og øjner ham ej. 10 Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld går jeg frem af hans Prøve. 11 Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt, veg ikke derfra, 12 fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt i mit Bryst. 13 Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans Sjæl attrår. 14 Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget for. 15 Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham. 16 Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige; 17 thi jeg går til i Mørket, mit Åsyn dækkes af Mulm.