20 Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde ² "Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig; ³ til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar!

⁴ Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden, ⁵ at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket? ⁶ Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky, ⁷ som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?" ⁸ Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort; ⁹ Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen. ¹⁰ Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hans Gods tilbage. ¹¹ Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet. ¹² Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge, ¹³ sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane, ¹⁴ så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham; ¹⁵ Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug, ¹⁶ han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slår ham ihjel; ¹⁷ han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde; ¹⁸ han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods. ¹⁹ Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget. ²⁰ Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke; ²¹ ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke; ²² midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham. ²³ For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham. ²⁴ Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen; ²⁵ en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler, ²⁶ idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt. ²⁷ Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham. ²⁸ Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag. ²⁹ Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde!

21 Så tog Job til Orde og svarede: ² "Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver! ³ Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne! ⁴ Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig? ⁵ Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund! ⁶ Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven: ⁷ De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft? ⁸ Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne; ⁹ deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke; ¹⁰ ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke; ¹¹ de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret; ¹² de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner; ¹³ de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget, ¹⁴ skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst! ¹⁵ Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?" ¹⁶ Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt? ¹⁷ Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede, ¹⁸ så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort? ¹⁹ Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det, ²⁰ lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke! ²¹ Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet? ²² Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner? ²³ En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger: ²⁴ hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv; ²⁵ med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke; ²⁶ de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme! ²⁷ Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig, ²⁸ når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?" ²⁹ Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser: ³⁰ Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag. ³¹ Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør? ³² Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt; ³³ i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham. ³⁴ Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er tilbage!

²⁴ Og den følgende Dag kom de til Kæsarea. Men Kornelius ventede på dem og havde sammnenkaldt sine Frænder og nærmeste Venner. ²⁵ Men da det nu skete, at Peter kom ind, gik Kornelius ham i Møde og faldt ned for hans Fødder og tilbad ham. ²⁶ Men Peter rejste ham op og sagde: "Stå op! også jeg er selv et Menneske." ²⁷ Og under Samtale med ham gik han ind og fandt mange samlede. ²⁸ Og han sagde til dem: "I vide, hvor utilbørligt det er for en jødisk Mand at omgås med eller komne til nogen, som er af et fremmede Folk; men mig har Gud vist, at jeg ikke skulde kalde noget Menneske vanhelligt eller urent. ²⁹ Derfor kom jeg også uden Indvending, da jeg blev hentet; og jeg spørger eder da, af hvad Årsag I hentede mig?" ³⁰ Og Kornelius sagde: "For fire Dage siden fastede jeg indtil denne Time, og ved den niende Time bad jeg i mit Hus; og se, en Mand stod for mig i et strålende Klædebon, ³¹ og han sagde: Kornelius! din Bøn er hørt, og dine Almisser ere ihukommede for Gud. ³² Send derfor Bud til Joppe og lad Simon med Tilnavn Peter kalde, til dig; han har Herberge i Garveren Simons Hus ved Havet; han skal tale til dig, når han kommer. ³³ Derfor sendte jeg straks Bud til dig, og du gjorde vel i at komme. Nu ere vi derfor alle til Stede for Guds Åsyn for at høre alt, hvad der er dig befalet af Herren." ³⁴ Men Peter oplod Munden og sagde: "Jeg forstår i Sandhed, at Gud ikke anser Personer; ³⁵ men i hvert Folk er den, som frygter ham og gør Retfærdighed, velkommen for ham; ³⁶ det Ord, som han sendte til Israels Børn, da han forkyndte Fred ved Jesus Kristus: han er alles Herre. ³⁷ I kende det, som er udgået over hele Judæa, idet det begyndte fra Galilæa, efter den Dåb, som Johannes prædikede, ³⁸ det om Jesus fra Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Helligånd og Kraft, han, som drog omkring og gjorde vel og helbredte alle, som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham; ³⁹ og vi ere Vidner om alt det, som han har gjort både i Jødernes Land og i Jerusalem, han, som de også sloge ihjel, idet de hængte ham på et Træ. ⁴⁰ Ham oprejste Gud på den tredje dag og gav ham at åbenbares, ⁴¹ ikke for hele Folket, men for de Vidner, som vare forud udvalgte af Gud, for os, som spiste og drak med ham, efter at han var opstanden fra de døde. ⁴² Og han har påbudt os at prædike for Folket og at vidne, at han er den af Gud bestemte Dommer over levende og døde. ⁴³ Ham give alle Profeterne det Vidnesbyrd, at enhver, som tror på ham, skal få Syndernes Forladelse ved hans Navn." ⁴⁴ Medens Peter endnu talte disse Ord, faldt den Helligånd på alle dem, som hørte Ordet. ⁴⁵ Og de troende af Omskærelsen, så mange, som vare komne med Peter, bleve meget forbavsede over, af den Helligånds Gave var bleven udgydt også over Hedningerne; ⁴⁶ thi de hørte dem tale i Tunger og ophøje Gud. ⁴⁷ Da svarede Peter: "Mon nogen kan formene disse Vandet; så de ikke skulde døbes, de, som dog havde fået den Helligånd lige så vel som vi?" ⁴⁸ Og han befalede, af de skulde døbes i Jesu Kristi Navn. Da bade de ham om at blive der nogle Dage.