A A A A A
Bible Book List

Job 17-20 Dette er Biblen på dansk (DN1933)

17 Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig; visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue. Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag? Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem; den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres. Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem; mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe; retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri, men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft. 10 Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer! 11 Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker; 12 Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke; 13 vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje, 14 Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster. 15 Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke? 16 Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet?

18 Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde: "Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale! Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå som umælende i dine Øjne? 4 Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?

Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys; Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham; hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd; thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem, Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast; 10 Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti; 11 Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt: 12 Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald: 13 Dødens førstefødte æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer; 14 han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge; 15 i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig; 16 nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene; 17 hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn; 18 man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra Jorderig; 19 i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage; 20 de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel. 21 Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud!

19 Så tog Job til Orde og svarede: "Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slå mig sønder med Ord? I håner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam. Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig? Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?

Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net. Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er ingen Ret. Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke; han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen, 10 brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som Træet; 11 hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende; 12 samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt. 13 Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig, 14 mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig; 15 mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne; 16 ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min Mund; 17 ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank; 18 selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod mig; 19 Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig. 20 Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort. 21 Nåde, mine Venner, Nåde, thi Guds Hånd har rørt mig! 22 Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?

23 Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog, 24 med Griffel af Jern, med Bly indristet i Hlippen for evigt! 25 Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer stå frem. 26 Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud, 27 hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgår i mit Indre!

28 Når I siger: "Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!" 29 så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom!

20 Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde "Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig; til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar!

Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden, at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket? Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky, som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?" Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort; Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen. 10 Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hans Gods tilbage. 11 Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet. 12 Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge, 13 sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane, 14 så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham; 15 Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug, 16 han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slår ham ihjel; 17 han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde; 18 han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods. 19 Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget. 20 Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke; 21 ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke; 22 midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham. 23 For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham. 24 Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen; 25 en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler, 26 idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt. 27 Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham. 28 Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag. 29 Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde!

  Back

1 of 1

You'll get this book and many others when you join Bible Gateway Plus. Learn more

Viewing of
Cross references
Footnotes