Job 14-16
Dette er Biblen på dansk
14 1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro; 2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast. 3 Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten! 4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een! 5 Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse, 6 tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
7 Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud; 8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde: 9 lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ; 10 men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da? 11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres, 12 så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! 14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom; 15 du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk! 16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd, 17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden, 19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb. 20 For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare. 21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke; 22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
15 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde: 2 "Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind 3 for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder? 4 Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud. 5 Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog. Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig! 7 Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var? 8 Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig? 9 Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender? 10 Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders! 11 Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig? 12 Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt? 13 Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund. 14 Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret? 15 End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne, 16 hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
17 Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set, 18 hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt, 19 dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem: 20 Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever; 21 Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham; 22 han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet, 23 udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald; 24 Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid. 25 Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods, 26 stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde. 27 Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd. 28 tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus. 29 Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks; 30 han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden. 31 Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn! 32 I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes; 33 han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst. 34 Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte; 35 svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!
16 Så tog Job til Orde og svarede: 2 "Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe! 3 Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare? 4 Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer, 5 styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord! 6 Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring får jeg? 7 Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds; 8 at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig. 9 Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig, 10 de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig; 11 Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig. 12 Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive, 13 hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden; 14 Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig. 15 Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel; 16 mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke, 17 skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!
18 Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile! 19 Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje; 20 gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud, 21 at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!
22 Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra.