11 Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde: ² "Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret? ³ Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?

⁴ Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!" ⁵ Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig, ⁶ kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld! ⁷ Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse? ⁸ Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du? ⁹ Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet. ¹⁰ Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham? ¹¹ Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå, ¹² så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske. ¹³ Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham, ¹⁴ hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt, 15 ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast, ¹⁶ ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort; ¹⁷ dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen. ¹⁸ Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,

¹⁹ du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle. ²⁰ Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!

12 Så tog Job til Orde og svarede: ² "Ja, sandelig, I er de rette, med eder dør Visdommen ud! ³ Også jeg har som I Forstand, står ikke tilbage for eder, hvo kender vel ikke sligt?

⁴ Til Latter for Venner er den, der råbte til Gud og fik Svar. den retfærdige er til Latter. ⁵ I Ulykke falder de fromme, den sorgløse spotter Faren, hans Fod står fast, mens Fristen varer. ⁶ I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds Vrede, den, der fører Gud i sin Hånd.

⁷ Spørg dog Kvæget, det skal lære dig, Himlens Fugle, de skal oplyse dig, ⁸ se til Jorden, den skal lære dig lad Havets Fisk fortælle dig det! ⁹ Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at Herrens Hånd har skabt det; ¹⁰ han holder alt levendes Sjæl i sin Hånd, alt Menneskekødets Ånd!

¹¹ Prøver ej Øret Ord, og smager ej Ganen Maden? ¹² Er Alderdom eet med Visdom, Dagenes Række med Indsigt? ¹³ Hos ham er der Visdom og Vælde, hos ham er der Råd og Indsigt.

¹⁴ Hvad han river ned, det bygges ej op, den, han lukker inde, kommer ej ud; ¹⁵ han dæmmer for Vandet, og Tørke kommer, han slipper det løs, og det omvælter Jorden. ¹⁶ Hos ham er der Kraft og Fasthed; den, der farer og fører vild, er hans Værk. ¹⁷ Rådsherrer fører han nøgne bort, og Dommere gør han til Tåber; ¹⁸ han løser, hvad Konger bandt, og binder dem Reb om Lænd; ¹⁹ Præster fører han nøgne bort og styrter ældgamle Slægter; ²⁰ han røver de dygtige Mælet og tager de gamles Sans; ²¹ han udøser Hån over Fyrster og løser de stærkes Bælte; ²² han drager det skjulte frem af Mørket og bringer Mulmet for Lyset, ²³ gør Folkene store og lægger dem øde, udvider Folkeslags Grænser og fører dem atter bort; ²⁴ han tager Jordens Høvdingers Vid og lader dem rave i vejløst Øde; ²⁵ de famler i Mørke uden Lys og raver omkring som drukne.

13 Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det; ² hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer. ³ Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette, ⁴ mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe. ⁵ Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise! ⁶ Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage! ⁷ Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig? ⁸ Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud? ⁹ Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske? ¹⁰ Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske. ¹¹ Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder? ¹² Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.

¹³ Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil! ¹⁴ Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd; ¹⁵ se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd. ¹⁶ Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham! ¹⁷ Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører! ¹⁸ Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min! ¹⁹ Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden! ²⁰ Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig: ²¹ Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!

²² Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare! ²³ Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd! ²⁴ Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende? ²⁵ Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå, ²⁶ at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld, ²⁷ lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje. indkredser mine Fødders Trin!

²⁸ Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,

9 Men Saulus, som endnu fnøs med Trusel og Mord imod Herrens Disciple, gik til Ypperstepræsten ² og bad ham om Breve til Damaskus til Synagogerne, for at han, om han fandt nogle, Mænd eller Kvinder, som holdt sig til Vejen, kunde føre dem bundne til Jerusalem. ³ Men da han var undervejs og nærmede sig til Damaskus, omstrålede et Lys fra Himmelen ham pludseligt. ⁴ Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: "Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?" ⁵ Og han sagde: "Hvem er du, Herre?" Men han svarede: "Jeg er Jesus, som du forfølger. ⁶ Men stå op og gå ind i Byen, og det skal siges dig, hvad du bør gøre." ⁷ Men de Mænd, som rejste med ham, stode målløse, da de vel hørte Røsten, men ikke så nogen. ⁸ Og Saulus rejste sig op fra Jorden; men da han oplod sine Øjne, så han intet. Men de ledte ham ved Hånden og førte ham ind i Damaskus. ⁹ Og han kunde i tre Dage ikke se, og han hverken spiste eller drak. ¹⁰ Men der var en Discipel i Damaskus, ved Navn Ananias, og Herren sagde til ham i et Syn: "Ananias!" Og han sagde: "Se, her er jeg, Herre!" ¹¹ Og Herren sagde til ham: "Stå op, gå hen i den Gade, som kaldes den lige, og spørg i Judas's Hus efter en ved Navn Saulus fra Tarsus; thi se, han beder. ¹² Og han har i et Syn set en Mand, ved Navn Ananias, komme ind og lægge Hænderne på ham, for at han skulde blive seende." ¹³ Men Ananias svarede: "Herre! jeg har hørt af mange om denne Mand, hvor meget ondt han har gjort dine hellige i Jerusalem. ¹⁴ Og her har han Fuldmagt fra Ypperstepræsterne til at binde alle dem, som påkalde dit Navn." ¹⁵ Men Herren sagde til ham: "Gå; thi denne er mig et udvalgt Redskab til at bære mit Navn frem både for Hedninger og Konger og Israels Børn; ¹⁶ thi jeg vil, vise ham hvor meget han bør lide for mit Navns Skyld." ¹⁷ Men Ananias gik hen og kom ind i Huset og lagde Hænderne på ham og sagde: "Saul, Broder! Herren har sendt mig, den Jesus, der viste sig for dig på Vejen, ad hvilken du kom, for at du skal blive seende igen og fyldes med den Helligånd." ¹⁸ Og straks faldt der ligesom Skæl fra hans Øjne, og han blev seende, og han stod op og blev døbt. ¹⁹ Og han fik Mad og kom til Kræfter. Men han blev nogle Dage hos Disciplene i Damaskus.

²⁰ Og straks prædikede han i Synagogerne om Jesus, at han er Guds Søn. ²¹ Men alle, som hørte det, forbavsedes og sagde: "Er det ikke ham, som i Jerusalem forfulgte dem, der påkaldte dette Navn, og var kommen hertil for at føre dem bundne til Ypperstepræsterne?"