Job 11-13
Dette er Biblen på dansk
11 Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde: 2 "Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret? 3 Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?
4 Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!" 5 Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig, 6 kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld! 7 Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse? 8 Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du? 9 Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet. 10 Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham? 11 Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå, 12 så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske. 13 Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham, 14 hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt, 15 ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast, 16 ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort; 17 dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen. 18 Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,
19 du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle. 20 Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!
12 Så tog Job til Orde og svarede: 2 "Ja, sandelig, I er de rette, med eder dør Visdommen ud! 3 Også jeg har som I Forstand, står ikke tilbage for eder, hvo kender vel ikke sligt?
4 Til Latter for Venner er den, der råbte til Gud og fik Svar. den retfærdige er til Latter. 5 I Ulykke falder de fromme, den sorgløse spotter Faren, hans Fod står fast, mens Fristen varer. 6 I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds Vrede, den, der fører Gud i sin Hånd.
7 Spørg dog Kvæget, det skal lære dig, Himlens Fugle, de skal oplyse dig, 8 se til Jorden, den skal lære dig lad Havets Fisk fortælle dig det! 9 Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at Herrens Hånd har skabt det; 10 han holder alt levendes Sjæl i sin Hånd, alt Menneskekødets Ånd!
11 Prøver ej Øret Ord, og smager ej Ganen Maden? 12 Er Alderdom eet med Visdom, Dagenes Række med Indsigt? 13 Hos ham er der Visdom og Vælde, hos ham er der Råd og Indsigt.
14 Hvad han river ned, det bygges ej op, den, han lukker inde, kommer ej ud; 15 han dæmmer for Vandet, og Tørke kommer, han slipper det løs, og det omvælter Jorden. 16 Hos ham er der Kraft og Fasthed; den, der farer og fører vild, er hans Værk. 17 Rådsherrer fører han nøgne bort, og Dommere gør han til Tåber; 18 han løser, hvad Konger bandt, og binder dem Reb om Lænd; 19 Præster fører han nøgne bort og styrter ældgamle Slægter; 20 han røver de dygtige Mælet og tager de gamles Sans; 21 han udøser Hån over Fyrster og løser de stærkes Bælte; 22 han drager det skjulte frem af Mørket og bringer Mulmet for Lyset, 23 gør Folkene store og lægger dem øde, udvider Folkeslags Grænser og fører dem atter bort; 24 han tager Jordens Høvdingers Vid og lader dem rave i vejløst Øde; 25 de famler i Mørke uden Lys og raver omkring som drukne.
13 Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det; 2 hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer. 3 Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette, 4 mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe. 5 Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise! 6 Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage! 7 Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig? 8 Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud? 9 Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske? 10 Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske. 11 Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder? 12 Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.
13 Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil! 14 Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd; 15 se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd. 16 Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham! 17 Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører! 18 Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min! 19 Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden! 20 Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig: 21 Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!
22 Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare! 23 Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd! 24 Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende? 25 Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå, 26 at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld, 27 lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje. indkredser mine Fødders Trin!
28 Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,