6 Fly, I Benjamins Sønner, bort fra Jerusalem og stød i hornet i Tekoa, hejs Mærket over Bet-Kerem! Thi Ulykke truer fra Nord, et vældigt Sammenbrud. ² Jeg tilintetgør Zions Datter, den yndige, forvænte ³ til hende kommer der Hyrder med deres Hjorde; de opslår Telte i Ring om hende, afgræsser hver sit Stykke. ⁴ Helliger Angrebet på hende! Op! Vi rykker frem ved Middag! Ve os, thi Dagen hælder, thi Aftenskyggerne længes. ⁵ Op! Vi rykker frem ved Nat og lægger hendes Borge øde.

⁶ Thi så siger Hærskarers Herre: Fæld Træer og opkast en Vold imod Jerusalem ! Ve Løgnens By med lutter Voldsfærd i sin Midte! ⁷ Som Brønden sit Vand holder Byen sin Ondskab frisk; der høres om Voldsfærd og Hærværk, Sår og Slag har jeg altid for Øje. ⁸ Jerusalem, tag ved Lære, at min Sjæl ej vender sig fra dig, at jeg ikke skal gøre dig til Ørk, til folketomt, Land.

⁹ Så siger Hærskarers Herre: Hold Efterhøst på Israels Rest, som det sker på en Vinstok, ræk som en Vingårdsmand atter din Hånd til dens Ranker! ¹⁰ "For hvem skal jeg tale og vidne, så de hører derpå? Se, de har uomskårne Ører, kan ej lytte til; se, Herrens Ord er til Spot og huer dem ikke. ¹¹ Jeg er fuld af Herrens Vrede og træt af at tæmme den." Gyd den ud over Barnet på Gaden, over hele de unges Flok; både Mand og Kvinde skal fanges, gammel og Olding tillige; ¹² deres Huse, Marker og Kvinder skal alle tilfalde andre; thi jeg udrækker Hånden mod Landets Folk, så lyder det fra Herren. ¹³ Thi fra små til store søger hver eneste Vinding, de farer alle med Løgn fra Profet til Præst. ¹⁴ De læger mit Folks Brøst som den simpleste Sag, idet de siger: "Fred, Fred!" skønt der ikke er Fred. ¹⁵ De skal få Skam, thi de har gjort vederstyggelige Ting, og dog blues de ikke, dog kender de ikke til Skam. Derfor skal de falde på Valen; på Hjemsøgelsens Dag skal de snuble, siger Herren.

¹⁶ Så siger Herren: Stå ved Vejene og se efter, spørg efter de gamle Stier, hvor Vejen er til alt godt, og gå på den; så finder I Hvile for eders Sjæle. Men de svarede: "Det vil vi ikke." ¹⁷ Og jeg satte Vægtere over dem: "Hør Hornets Klang!" Men de svarede: "Det vil vi ikke." ¹⁸ Hør derfor, I Folk, og vidn imod dem! ¹⁹ Hør, du Jord! Se, jeg sender Ulykke over dette Folk, Frugten at deres Frafald, thi de lyttede ikke til mine Ord og lod hånt om min Lov. ²⁰ Hvad skal jeg med Røgelsen, der kommer fra Saba, med den dejlige Kalmus fra det fjerne Land? Eders Brændofre er ej til Behag, eders Slagtofre huer mig ikke. ²¹ Derfor, så siger Herren: Se, jeg sætter Anstød for dette Folk, og de skal støde an derimod, både Fædre og Sønner; både Nabo og Genbo skal omkomme.

²² Så siger Herren: Se, et Folkeslag kommer fra Nordens Land, et vældigt Folk bryder op fra det yderste af Jorden. ²³ De fører Bue og Spyd, er skånselsløst grumme; deres Røst er som Havets Brusen, de rider på Heste, rustet som Stridsmand mod dig, du Zions Datter. ²⁴ Vi hørte Rygtet derom, vore Hænder blev slappe, Rædsel greb os, Skælven som fødende Kvinde. ²⁵ Gå ikke ud på Marken og følg ej Vejen, thi Fjenden bærer Sværd, trindt om er Rædsel. ²⁶ Klæd dig i Sæk, mit Folks Datter, vælt dig i Støvet, hold Sorg som over den enbårne, bitter Klage! Thi Hærværksmanden skal brat komme over os.

²⁷ Til Metalprøver, Guldprøver, gjorde jeg dig i mit Folk til at kende og prøve deres Færd. ²⁸ De faldt alle genstridige fra, de går og bagtaler, er kun Kobber og Jern, alle handler de slet. ²⁹ Bælgen blæser, af Ilden kommer kun Bly. Al Smelten er spildt, de onde udskilles ej. ³⁰ Giv dem Navn af vraget Sølv, thi dem har Herren vraget.

7 Det Ord som kom til Jeremias fra Herren ² Stå hen i Porten til Herrens Hus og udråb dette Ord: Hør Herrens Ord, hele Juda, I, som går ind gennem disse Porte for at tilbede Herren! ³ Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Bedrer eders Veje og eders Gerninger, så vil jeg lade eder bo på dette Sted. ⁴ Stol ikke på den Løgnetale: Her er Herrens Tempel, Herrens Tempel, Herrens Tempel! ⁵ Men bedrer eders Veje og eders Gerninger! Dersom I virkelig øver Ret Mand og Mand imellem, ⁶ ikke undertrykker den fremmede, den faderløse og Enken, ej heller udgyder uskyldigt Blod på dette Sted, ej heller til egen Skade holder eder til fremmede Guder, 7 så vil jeg til evige Tider lade eder bo på dette Sted i det Land, jeg gav eders Fædre. ⁸ Se, I stoler på Løgnetale, som intet båder. ⁹ Stjæle, slå ihjel, hore, sværge falsk, tænde Offerild for Ba'al, holde eder til fremmede Guder, som I ikke kender til ¹⁰ og så kommer I og står for mit Åsyn i dette Hus, som mit Navn nævnes over, og siger: "Vi er frelst!" for at gøre alle disse Vederstyggeligheder. ¹¹ Holder I dette Hus, som mit Navn nævnes over, for en Røverkule? Men se, også jeg har Øjne, lyder det fra Herren. ¹² Gå dog hen til mit hellige Sted i Silo, hvor jeg først stadfæstede mit Navn, og se, hvad jeg gjorde ved det for mit Folk Israels Ondskabs Skyld. ¹³ Og nu, fordi I øver alle disse Gerninger, lyder det fra Herren, og fordi I ikke vilde høre, når jeg årle og silde talede til eder, eller svare, når jeg kaldte på eder, ¹⁴ derfor vil jeg gøre med Huset, som mit Navn nævnes over, og som I stoler på, og med Stedet, jeg gav eder og eders Fædre, ligesom jeg gjorde med Silo; ¹⁵ og jeg vil støde eder bort fra mit Åsyn, som jeg stødte alle eders Brødre bort, al Efraims Æt.

¹⁶ Men du må ikke gå i Forbøn for dette Folk eller frembære klage og Bøn eller trænge ind på mig for dem, thi jeg hører dig ikke. ¹⁷ Ser du ikke, hvad de har for i Judas Byer og på Jerusalems Gader?,, ¹⁸ Børnene sanker Brænde, Fædrene tænder Ild, og Kvinderne ælter Dejg for at bage Offerkager til Himmelens Dronning og udgyde Drikofre for fremmede Guder og og krænke mig. ¹⁹ Mon det er mig, de krænker, lyder det fra Herren, mon ikke sig selv til deres Ansigters Skam? ²⁰ Derfor, så siger den Herre Herren: Se, min Vrede og Harme udgyder sig over dette Sted, over Folk og Fæ, over Markens Træer og Jordens Frugt, og den skal brænde uden at slukkes.

²¹ Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Læg eders Brændofre til eders Slagtofre og æd Kød! ²² Thi dengang jeg førte eders Fædre ud af Ægypten, talede jeg ikke til dem eller bød dem noget om Brændoffer og Slagtoffer; ²³ men dette bød jeg dem: "I skal høre min Røst, så vil jeg være eders Gud, og I skal være mit Folk; og I skal gå på alle de Veje, jeg byder eder, at det må gå eder vel." ²⁴ Men de hørte ikke og lånte ikke Øre; de fulgte deres onde Hjertes Stivsind og gik tilbage, ikke fremad. ²⁵ Fra den Dag eders Fædre drog ud af Ægypten, og til i Dag har jeg Dag efter Dag, årle og silde sendt eder alle mine Tjenere Profeterne; ²⁶ men de hørte ikke og lånte ikke Øre; de gjorde Nakken stiv og øvede mere ondt end deres Fædre. ²⁷ Når du siger dem alle disse Ord, hører de dig ikke, og kalder du på dem, svarer de dig ikke.

²⁸ Sig så til dem: Det er det Folk, som ej hørte Herren deres Guds Røst, det, som ej tog ved Lære; Sandhed er svundet, udryddet af deres Mund. ²⁹ Afklip dit Hår, kast det bort og klag på de nøgne Høje! Thi Herren har forkastet og bortstødt den Slægt, han var vred på.

³⁰ Thi Judas Sønner har gjort, hvad der er ondt i mine Øjne, lyder det fra Herren; de har opstillet deres væmmelige Guder i Huset, som mit Navn nævnes over, for at gøre det urent; ³¹ de har bygget Tofets Offerhøje i Hinnoms Søns Dal for at brænde deres Sønner og Døtre i Ilden, hvad jeg ikke har påbudt, og hvad aldrig var i min Tanke. ³² Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra Herren, da man ikke mere skal sige Tofet og Hinnoms Søns Dal, men Morddalen, og man skal jorde de døde i Tofet, fordi Pladsen ikke slår til. ³³ Og dette Folks Lig skal blive Himmelens Fugle og Jordens Dyr til Æde, og ingen skal skræmme dem bort. ³⁴ Og i Judas Byer og på Jerusalems Gader gør jeg Ende på Fryderåb og Glædesråb, Brudgoms Røst og Bruds Røst, thi Landet skal lægges øde.

8 Til hin Tid, lyder det fra Herren, skal man tage Judas kongers ben, dets Fyrsters Ben, Præsternes, Profeternes og Jerusalems Indbyggeres Ben ud af deres Grave ² og sprede dem for Sol og Måne og al Himmelens Hær, som de elskede og dyrkede, holdt sig til, rådspurgte og tilbad; de skal ikke samles og jordes, men blive til Gødning på Marken. ³ Og Døden skal foretrækkes for Livet af hele den Rest, der er tilbage af denne onde Slægt på alle de Steder, jeg driver dem hen, lyder det fra Hærskarers Herre.

⁴ Og du skal sige til dem: Så siger Herren: Mon man falder og ej står op, går tilbage og ej vender om? ⁵ Hvi falder da dette Folk i Jerusalem fra i evigt Frafald? De fastholder Svig, vil ikke vende om igen. ⁶ Jeg lytter, hører nøje efter: de taler ej Sandhed, ingen angrer sin Ondskab og siger: "Hvad gjorde jeg!" Hver styrter frem i sit Løb, som Hest stormer frem i Strid. ⁷ Selv Storken oppe i Luften kender sin Tid, Turtelduen, Svalen og Tranen holder den Tid, de skal komme; men mit Folk, de kender ej Herrens Ret.

⁸ Hvor kan I sige: "Vi er vise, og hos os er Herrens Lov!" Nej, de skriftkloges Løgnegriffel virked i Løgnens Tjeneste. ⁹ De vise skal blive til Skamme, ræddes og fanges. Se, Herrens Ord har de vraget, hvad Visdom har de? ¹⁰ Derfor giver jeg andre deres Kvinder, nye Herrer deres Marker. Thi fra små til store søger hver eneste Vinding, de farer alle med Løgn fra Profet til Præst. ¹¹ De læger mit Folks Datters Brøst som den simpleste Sag, idet de siger: "Fred, Fred!" skønt der ikke er Fred. ¹² De skal få Skam, thi de har gjort vederstyggelige Ting, og dog blues de ikke, dog kender de ikke til Skam. Derfor skal de falde på Valen; på Hjemsøgelsens Dag skal de snuble, siger Herren. ¹³ Jeg vil bjærge deres Høst, så lyder det fra Herren, men Vinstokken er uden Druer, Figentræet uden Figner, og Løvet er vissent.

¹⁴ Hvorfor sidder vi stille? Flok jer dog sammen, lad os gå til de faste Stæder og tilintetgøres der! Thi Herren vor Gud tilintetgør os, Gift er vor Drik, thi vi synded mod Herren. ¹⁵ Man håber på Fred, men det bliver ej godt, på Lægedoms Tid, men se, der er Rædsel. ¹⁶ Hans Hestes Fnysen høres fra Dan, ved Lyden af hans Hingstes Vrinsken skælver alt Landet. De kommer og opæder Landet og dets Fylde, Byen og dens Borgere. ¹⁷ Thi se, jeg sender imod jer Slanger; Basilisker, som ikke lader sig besværge, bide jer skal de, lyder det fra Herren.

¹⁸ Min Kvide er ikke til at læge, mit Hjerte er sygt. ¹⁹ Hør mit Folks Datters Skrig viden om fra Landet! Er Herren da ikke i Zion, har det ingen konge? Hvi krænked I mig med eders Billeder, fremmed Tomhed? ²⁰ Kornhøst er omme, Frugthøst endt, og vi er ej frelst! ²¹ Ved mit Folks Datters Sammenbrud er jeg brudt sammen, jeg sørger, grebet af Rædsel. ²² Er der ikke Balsam i Gilead, ingen Læge der? Hvorfor heles da ikke mit Folks Datters Sår?

5 En gammel Mand må du ikke skælde på, men forman ham som en Fader, unge Mænd som Brødre, ² gamle Kvinder som Mødre, unge som Søstre, i al Renhed.

³ Ær Enker, dem, som virkelig ere Enker; ⁴ men om en Enke har Børn eller Børnebørn, da lad dem først lære at vise deres eget Hus skyldig Kærlighed og gøre Gengæld imod Forældrene; thi dette er velbebageligt for Gud. ⁵ Men den, som virkelig er Enke og står ene, har sat sit Håb til Gud og bliver ved med sine Bønner og Påkaldelser Nat og Dag; ⁶ men den, som lever efter sine Lyster, er levende død. ⁷ Forehold dem også dette, for at de må være ulastelige. ⁸ Men dersom nogen ikke har Omsorg for sine egne og især for sine Husfæller, han har fornægtet Troen og er værre end en vantro. ⁹ En Enke kan udnævnes når hun er ikke yngre end tresindstyve År, har været een Mands Hustru, ¹⁰ har Vidnesbyrd for gode Gerninger, har opfostret Børn, har vist Gæstfrihed, har toet helliges Fødder, har hjulpet nødlidende, har lagt sig efter al god Gerning. ¹¹ Men afvis unge Enker; thi når de i kødelig Attrå gøre Oprør imod Kristus, ville de giftes ¹² og have så den Dom, at de have sveget deres første Tro. ¹³ Tilmed lære de, idet de løbe omkring i Husene, at være ørkesløse, og ikke alene ørkesløse, men også at være sladderagtige og blande sig i uvedkommende Ting, idet de tale, hvad der er utilbørligt. ¹⁴ Derfor vil jeg, at unge Enker skulle giftes, føde Børn, styre Hus, ingen Anledning give Modstanderen til slet Omtale. ¹⁵ Thi allerede have nogle vendt sig bort efter Satan. ¹⁶ Dersom nogen troende Kvinde har Enker, da lad hende hjælpe dem, og lad ikke Menigheden bebyrdes, for at den kan hjælpe de virkelige Enker.

¹⁷ De Ældste, som ere gode Forstandere, skal man holde dobbelt Ære værd, mest dem, som arbejde i Tale og Undervisning. ¹⁸ Thi Skriften siger: "Du må ikke binde Munden til på en Okse, som tærsker;" og: "Arbejderen er sin Løn værd." ¹⁹ Tag ikke imod noget Klagemål imod en Ældste, uden efter to eller tre Vidner. ²⁰ Dem, som Synde, irettesæt dem for alles Åsyn, for at også de andre må have Frygt. ²¹ Jeg besværger dig for Guds og Kristi Jesu og de udvalgte Engles Åsyn, at du vogter på dette uden Partiskhed, så du intet gør efter Tilbøjelighed. ²² Vær ikke hastig til at lægge Hænder på nogen, og gør dig ikke delagtig i andres Synder; hold dig selv ren! ²³ Drik ikke længere bare Vand, men nyd lidt Vin for din Mave og dine jævnlige Svagheder. ²⁴ Nogle Menneskers Synder ere åbenbare og gå forud til Dom; men for nogle følge de også bagefter. ²⁵ Ligeledes ere også de gode Gerninger åbenbare, og de, som det forholder sig anderledes med, kunne ikke skjules.