51 Så siger Herren: Jeg opvækker en ødelæggelsens ånd mod Babel og dem, som bor i "mine Modstanderes Hjerte". ² Og jeg sender til Babel Kastere, de skal kaste det og tømme dets Land, thi fra alle Hanter er de over det på Ulykkens Dag. ³ Ingen skal spænde sin Bue eller rejse sig i Brynje. Spar ikke dets Ynglinge, læg Band på hele dets Hær! ⁴ Dræbte Mænd skal falde i Kaldæernes Land og gennemborede i Gaderne; ⁵ thi Israel og Juda er ikke forladt af deres Gud, Hærskarers Herre, men deres Land var fuldt af Skyld mod Israels Hellige. ⁶ Fly ud af Babel, enhver redde sit Liv, at I ikke skal omkomme for dets Brøde! Thi det er Hævnens Tid for Herren, han øver Gengæld imod det. ⁷ Et gyldent Bæger var Babel i Herrens Hånd, det gjorde al Jorden drukken; Folkene drak af Vinen, derfor blev Folkene galne. ⁸ Babel faldt i et Nu, det knustes; jamrer over det! Hent Balsam hid til dets Sår, om det muligt kan læges!

⁹ Vi vilde læge Babel, men det lod sig ikke læge. Gå fra det og lad os drage hver til sit Land, thi dets Straffedom når til Himmelen, løfter sig til Skyerne. ¹⁰ Herren har bragt vor Ret for Lyset; kom, lad os kundgøre Herren vor Guds Værk i Zion!

¹¹ Hvæs Pilene, gør Skjoldene blanke! Herren har vakt Mederkongens Ånd, thi hans Hu står til at ødelægge Babel; thi det er Herrens Hævn, Hævn for hans Tempel. ¹² Løft Banner mod Babels Mure, forstærk Vagten, sæt Vagtposter ud, læg Baghold! Thi Herren har et Råd for og gør, hvad han har talet mod Babels Indbyggere. ¹³ Du, som bor ved de mange Vande, rig på Skatte, din Ende er kommet, den Alen, hvor man skære dig af. ¹⁴ Hærskarers Herre har svoret ved sig selv: Jeg vil fylde dig med Mennesker som Græshopper, og de skal istemme Vinperserråbet over dig.

¹⁵ Han skabte Jorden i sin Vælde, grundfæstede Jorderig i sin Visdom, og i sin indsigt udspændte han Himmelen. ¹⁶ Når han løfter sin Røst, bruser Vandene i Himmelen, og han lader Skyer stige op fra Jordens Ende; han får Lynene til at give Regn og sender Stormen ud af sine Forrådskamre. ¹⁷ Dumt er hvert Menneske, uden Indsigt, hver Guldsmed får Skam af sit Billede; thi Løgn er hans Støbning, der er ingen Ånd i dem; ¹⁸ Tomhed er de, et dårende Værk; når deres Hjemsøgelses Tid kommer, er det ude med dem. ¹⁹ Jakobs Arvelod er ikke som de; thi han, der har skabt alt, er dets Arvelod; Hærskarers Herre er hans Navn.

²⁰ Du var mig en Stridshammer, et Våben; med dig knuste jeg Folk, med dig ødelagde jeg Riger; ²¹ med dig knuste jeg Hest og Rytter, med dig knuste jeg Vogn og Vognstyrer, ²² med dig knuste jeg Mand og Kvinde med dig knuste jeg gammel og ung, med dig knuste jeg Yngling og Jomfru, ²³ med dig knuste jeg Hyrde og Hjord, med dig knuste jeg Agerdyrker og Oksespand, med dig knuste jeg Statholder og Landshøvding. ²⁴ Men jeg vil gengælde Babel og alle Kaldæas Indbyggere alt det onde, de gjorde mod Zion for eders Øjne, lyder det fra Herren. ²⁵ Se, jeg kommer over dig, du ødelæggende Bjerg, lyder det fra Herren, du, som ødelægger hele Jorden; jeg udrækker Hånden imod dig og vælter dig ned fra Klipperne og gør dig til et afsvedet Bjerg; ²⁶ man skal ikke fra dig hente Sten til Tinder eller Grundvolde, thi du skal blive en evig Ørken, lyder det fra Herren.

²⁷ Løft Banner på Jorden, stød i Horn blandt Folkene, vi Folkene til Kamp imod det, opbyd Ararats, Minnis og Asjkenazs Riger imod det, indsæt en Tipsar, lad Hestene fare frem som lodne Græshopper; ²⁸ vi Folkene til Strid imod det, Mederkongen, hans Statholdere og alle hans Landshøvdinger og hele det Land, han råder over! ²⁹ Jorden skal skælve og vride sig, thi Herrens Tanker mod Babel fuldbyrdes, at gøre Babels Land til en Ørken, hvor ingen bor. ³⁰ Babels Helte opgiver Kampen, de sidder stille i Borgene, deres kraft ebber ud, de er blevet til Kvinder; dets Boliger afbrændes, dets Portstænger knækkes. ³¹ Løber iler Løber i Møde, og Bud iler Bud i Møde for at melde Babels Konge, at hans By er indtaget fra Ende til anden, ³² Overgangsstederne taget, Borgene brændt og Krigsfolkene rædselslagne. ³³ Thi så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Babels Datter er som en Tærskeplads, når den stampes endnu en liden Stund, så kommer Høstens Tid for den. ³⁴ Kong Nebukadrezar af Babel har fortæret mig, oprevet mig, sat mig til Side som et tomt kar. Som en Drage har han slugt mig, fyldt sin Vom med mine Lækkerbidskener og drevet mig bort. ³⁵ Den Vold, jeg led, og min Overlast komme over Babel, siger de, som bor i Zion, mit Blod over Kaldæas Indbyggere, siger Jerusalem. ³⁶ Derfor, så siger Herren: Se, jeg fører din Sag og giver digHævn, jeg lægger dets Hav tørt og udtørrer dets Kilde.

³⁷ Babel skal blive en Grushob, Sjakalers Bolig, til Rædsel og Spot, så ingen bor der. ³⁸ De brøler alle som Løver, knurrer som Løveunger i deres Vildskab. ³⁹ Jeg holder et Drikkelag for dem og gør dem drukne, så de døves og falder i evig Søvn uden at vågne, lyder det fra Herren. ⁴⁰ Jeg fører dem ned til af slagtes som Får, som Vædre sammen med Bukke. ⁴¹ Hvor Sjesjak blev fanget og grebet, al Jordens Stolthed, hvor Babel dog blev til Rædsel imellem Folkene! ⁴² Havet steg over Babel, af dets Bølgers Brus blev det skjult. ⁴³ Dets Byer er blevet en Ørken, øde Land og Ødemark; intet Menneske bor i dem, intet Menneskebarn færdes i dem. ⁴⁴ Jeg hjemsøger Bel i Babel, river ud af hans Mund, hvad han slugte, til ham skal ej Folkeslag strømme mer. Også Babels Mur er faldet. ⁴⁵ Drag ud deraf, mit Folk, enhver redde sit Liv for Herrens glødende Harme. ⁴⁶ Lad ikke eders Hjerter blive modfaldne og frygt ikke ved de Tidender, der høres på Jorden, når der i det ene År kommer een Tidende og i det næste en anden, når der er Voldsfærd på Jorden og Hersker følger på Hersker. ⁴⁷ Se, derfor skal Dage komme, da jeg hjemsøger Babels Gudebilleder, og alt dets Land bliver til Skamme, og alle deri skal falde på Valen. ⁴⁸ Jubl over Babel, Himmel og Jord med alt, hvad i dem er, thi fra Nord kommer Hærværksmænd over det, lyder det fra Herren.

⁴⁹ Også Babel skal falde for de dræbte af Israels Skyld, ligesom dræbte på hele Jorden faldt for Babel. ⁵⁰ I, som undslap Sværdet, drag bort, stands ikke, kom Herren i Hu i det fjerne, lad Jerusalem komme frem i eders Tanker! ⁵¹ Vi blev til Skamme, thi Smædeord måtte vi høre; Blusel lagde sig over vore Ansigter, thi fremmede overfaldt Herrens Huss Helligdomme. ⁵² Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra Herren, da jeg hjemsøger dets Gudebilleder, og sårede skal stønne i hele dets Land. ⁵³ Selv om Babel stiger op til Himmelen, og selv om det gør sin Borg utilgængelig i det høje, fra mig skal der komme Hærværksmænd over det, lyder det fra Herren. ⁵⁴ Der lyder Skrig fra Babel, et vældigt Sammenbrud fra Kaldæernes Land. ⁵⁵ Thi Herren hærger Babel og gør Ende på den vældige Larm der; deres Bølger bruser som mange Vande, deres Brag lyder højt. ⁵⁶ Thi en Hærværksmand kommer over Babel, og dets Helte skal fanges, deres Buer knækkes; thi en Gengældelsens Gud er Herren, han giver fuld Løn. ⁵⁷ Jeg gør dets Fyrster og Vismænd, dets Statholdere, Landshøvdinger og Helte drukne, og de skal falde i evig Søvn uden at vågne, lyder det fra kongen, hvis Navn er Hærskarers Herre. ⁵⁸ Så siger Hærskarers Herre: Babels brede Mur skal nedbrydes til Grunden og dets høje Porte opbrændes. Folkeslagenes Møje er spildt, og Folkefærdene slider sig trætte for Ilden.

⁵⁹ Det Ord, som Profefen Jeremias sendte med Seraja, en Søn at Masejas Søn Nerija, da han rejste, til Babel med Kong Zedekias af Juda i hans fjerde Regeringsår; Seraja sørgede for Nattely til Kongen, når han var på Rejse. ⁶⁰ Jeremias optegnede al den Ulykke, som skulde komme over Babel, i en og samme Bog, alle disse Ord, der er skrevet mod Babel; ⁶¹ og Jeremias sagde til Seraja: "Når du kommer til Babel og ser Lejlighed dertil, skal du oplæse alle disse Ord ⁶² og sige: Herre, du truede selv dette Sted med Udryddelse, så der ikke bliver nogen, som bor der, - hverken Folk eller Fæ, men det skal blive en evig Ørken. ⁶³ Og når du er til Ende med at oplæse denne Bog, skal du binde en Sten til den, kaste den i Eufrat ⁶⁴ og sige: Således skal Babel gå til Bunds og ikke mere komme op for al den Ulykke, jeg sender over det!" Til Ordene "slider sig trætte for Ilden går Jeremiass Ord.

52 Zedekias var enogtyve år gammel da han blev konge, og han herskede elleve År i Jerusalem. Hans Moder hed Hamital og var en Datter af Jirmeja fra Libna.

² Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens Øjne, ganske som Jojakim. ³ Thi for Herrens Vredes Skyld kom dette over Jerusalem og Juda, og til sidst stødte han dem bort fra sit Åsyn. Og Zedekias faldt fra Babels konge. ⁴ I hans niende Regeringsår på den tiende Dag i den tiende Måned drog Kong Nebukadrezar af Babel da med hele sin Hær mod Jerusalem, og de belejrede det og byggede Belejringstårne imod det rundt omkring; ⁵ og Belejringen varede til Kong Zedekiass ellevte Regeringsår. ⁶ På den niende Dag i den fjerde Måned blev Hungersnøden hård i Byen, og Folket fra Landet havde ikke Brød. Da blev Byens Mur gennembrudt. ⁷ Alle krigsfolkene flygtede om Natten ud af Byen gennem Porten mellem de to Mure ved Kongens Have, medens Kaldæerne holdt Byen omringet, og de tog Vejen ad Arabalavningen til. ⁸ Men Kaldæernes Hær satte efter Kongen og indhentede ham på Jerikosletten, efter at hele hans Hær var blevet splittet til alle Sider. ⁹ Så greb de Kongen og bragte ham op til Ribla i Hamats Land til Babels Konge, der fældede Dommen over ham. ¹⁰ Hans Sønner lod han henrette i hans Påsyn, ligeledes lod han alle Judas Øverster henrette i Ribla; ¹¹ og på Zedekias selv lod Babels Konge Øjnene stikke ud; derpå lod han ham lægge i Kobberlænker, og således førte han ham til Babel; og han lod ham kaste i Fængsel, hvor han blev til sin Dødedag.

¹² På den tiende Dag i den femte Måned, det var Babels Konge Nebukadrezars nittende Regeringsår, kom Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, Babels konges Tjener, til Jerusalem. ¹³ Han satte Ild på Herrens Hus og Kongens Palads og alle Husene i Jerusalem; på alle Stormændenes Huse satte han Ild; ¹⁴ og Murene om Jerusalem nedbrød hele kaldæernes Hær, som Øversten for Livvagten havde med sig. ¹⁵ De sidste Folk, som var tilbage i Byen, og Overløberne, der var gået over til Babels Konge, og de sidste Håndværkere førte Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, bort. ¹⁶ Men nogle af de fattigste af Folket fra Landet lod Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, blive tilbage som Vingårdsmænd og Agerdyrkere, ¹⁷ Kobbersøjlerne i Herrens Hus, Stellene og Kobberhavet i Herrens Hus slog Kaldæerne i Stykker og førte Kobberet til Babel. ¹⁸ Karrene, Skovlene, knivene og Kanderne og alle Kobbersagerne, som brugtes ved Tjenesten, røvede de; ¹⁹ også Fadene, Panderne, Skålene, Karrene, Lysestagerne, Kanderne og Offerskålene, der helt var af Guld eller Sølv, røvede Øversten for Livvagten.

²⁰ De to Søjler, Havet med de tolv Kobberokser under og Stellene, som Salomo havde ladet lave til Herrens Hus Kobberet i alle disse Ting var ikke til at veje. ²¹ Atten Alen høj var hver Søjle, og en Snor på tolv Alen kunde nå om den, og den var hul, og Kobberet var fire Fingre tykt. ²² Og der var et Søjlehoved af Kobber oven på den, fem Alen højt, og rundt om Søjlehovedet var der Fletværk og Granatæbler, alt af Kobber; og på samme Måde var det med den anden Søjle. ²³ Og der var seks og halvfemsindstyve Granatæbler, som hang frit; der var i alt hundrede Granatæbler rundt om Fletværket. ²⁴ Øversten for Livvagten tog Ypperstepræsten Seraja, Anden præsten Zefanja og de tre Dørvogtere; ²⁵ og fra Byen tog han en Hofmand, der havde Opsyn med krigsfolket, og syv Mænd, der hørte til Kongens nærmeste Omgivelser, og som endnu fandtes i Byen, desuden Hærførerens Skriver, der udskrev Folket fra Landet til Krigstjeneste, og dertil tresindstyve Mænd at Folket fra Landet, der fandtes i Byen ²⁶ dem tog Øversten for Livvagten Nebuzaradan og førte til Babels Konge i Ribla ²⁷ og Babels Konge lod dem dræbe i Ribla i Hamats Land. Så førtes Juda i Landflygtighed fra sit Land.

²⁸ Følgende er Tallet på de Folk, Nebukadrezar bortførte i Fangenskab: I hans syvende År 3023 Judæere, ²⁹ i Nebukadrezars attende År 832 fra Jerusalem; ³⁰ i Nebukadrezars tre og tyvende År bortførte Nebuzaradan, Øversten for Livvagten, 745 af Judæerne; tilsammen 4600.

³¹ I det syv og tredivte År efter Kong Jojakin af Judas Bortførelse på den fem og tyvende Dag i den tolvte Måned tog Babels Konge Evil-Merodak, der i det År kom på Tronen, Kong Jojakin af Juda til Nåde og førte ham ud af Fængselet. ³² Han talte ham venligt til og gav ham Sæde oven for de Konger, som var hos ham i Babel. ³³ Jojakin aflagde sin Fangedragt og spiste daglig hos ham, så længe han levede. ³⁴ Han fik sit daglige Underhold af Babels Konge, hver Dag hvad han behøvede for den Dag, indtil sin Dødedag, så længe han levede.

9 Vel havde også den første Pagt Forskrifter for Gudstjenesten og en jordisk Helligdom. ² Thi der var indrettet et Telt, det forreste, hvori Lysestagen var og Bordet og Skuebrødene, det, som jo kaldes det Hellige. ³ Men bag det andet Forhæng var et Telt, det, som kaldes det Allerhelligste, ⁴ som havde et gyldent Røgelsealter og Pagtens Ark, overalt beklædt med Guld, i hvilken der var en Guldkrukke med Mannaen, og Arons Stav, som havde blomstret, og Pagtens Tavler, ⁵ men oven over den var Herlighedens Keruber, som overskyggede Nådestolen, hvorom der nu ikke skal tales enkeltvis. ⁶ Idet nu dette er således indrettet, gå Præsterne til Stadighed ind i det forreste Telt, når de forrette Tjenesten; ⁷ men i det andet går alene Ypperstepræsten ind een Gang om Året, ikke uden Blod,hvilket han ofrer for sig selv og Folkets Forseelser, ⁸ hvorved den Helligånd giver til Kende, at Vejen til Helligdommen endnu ikke er bleven åbenbar, så længe det førreste Telt endnu står, ⁹ hvilket jo er et Sindbillede indtil den nærværende Tid, og stemmende hermed frembæres der både Gaver og Ofre, som ikke i Henseende til Samvittigheden kunne fuldkomme den, der forretter sin Gudsdyrkelse, ¹⁰ men som kun, ved Siden af Mad og Drikke og forskellige Tvættelser, ere kødelige Forskrifter, pålagte indtil den rette Ordnings Tid.

¹¹ Men da Kristus kom som Ypperstepræst for de kommende Goder, gik han igennem det større og fuldkomnere Telt, som ikke er gjort med Hænder, det er: som ikke er af denne Skabning, ¹² og gik ikke heller med Blod af Bukke eller Kalve, men med sit eget Blod een Gang for alle ind i Helligdommen og vandt en evig Forløsning. ¹³ Thi dersom Blodet af Bukke og Tyre og Aske af en Kvie ved at stænkes på de besmittede helliger til Kødets Renhed: ¹⁴ hvor meget mere skal da Kristi Blod, hans, som ved en evig Ånd frembar sig selv lydeløs for Gud, rense eders Samvittighed fra døde Gerninger til at tjene den levende Gud?

¹⁵ Og derfor er han Mellemmand for en ny Pagt, for at de kaldede, da der har fundet Død Sted til Genløsning fra Overtrædelserne under den første Pagt, må få den evige Arvs Forjættelse. ¹⁶ Thi hvor der er en Arvepagt, der er det nødvendigt, at hans Død, som har oprettet Pagten, skal godtgøres. ¹⁷ Thi en Arvepagt er urokkelig efter døde, da den ingen Sinde træder i Kraft, medens den, som har oprettet den, lever. ¹⁸ Derfor er heller ikke den første bleven indviet uden Blod ¹⁹ Thi da hvert Bud efter Loven var forkyndt af Moses for hele Folket, tog han Kalve- og Bukkeblod med Vand og skarlagenrød Uld og Isop og bestænkede både Bogen selv og hele Folket, idet han sagde: ²⁰ "Dette er den Pagts Blod, hvilken Gud har pålagt eder." ²¹ Og Tabernaklet og alle Tjenestens Redskaber bestænkede han ligeledes med Blodet. ²² Og næsten alt bliver efter Loven renset med Blod, og uden Blods Udgydelse sker der ikke Forladelse.

²³ Altså var det en Nødvendighed, at Afbildningerne af de himmelske Ting skulde renses herved, men selve de himmelske Ting ved bedre Ofre end disse. ²⁴ Thi Kristus gik ikke ind i en Helligdom, som var gjort med Hænder og kun var et Billede af den sande, men ind i selve Himmelen for nu at træde frem for Guds Ansigt til Bedste for os; ²⁵ ikke heller for at han skulde ofre sig selv mange Gange, ligesom Ypperstepræsten hvert År går ind i Helligdommen med fremmed Blod; ²⁶ ellers havde han måttet lide mange Gange fra Verdens Grundlæggelse; men nu er han een Gang for alle ved Tidernes Fuldendelse åbenbaret for at bortskaffe Synden ved sit Offer. ²⁷ Og ligesom det er Menneskene beskikket at dø een Gang og derefter Dom, ²⁸ således skal også Kristus, efter at være bleven een Gang ofret for at bære manges Synder, anden Gang, uden Synd, vise sig for dem, som foruente ham til Frelse.