48 Om Moab. Så siger Hærskares Herre, Israels Gud. Ve over Nebo, thi det er lagt øde, blevet til Skamme; indtaget er Kirjatajim, med Skam er Borgen brudt ned. ² Der er ingen Lægedom mer for Moab, intet Fryderåb i Hesjbon; de oplægger onde Råd imod det: "Kom, lad os udrydde det af Folkenes Tal!" Også du, Madmen, skal omkomme, Sværdet skal forfølge dig. ³ Hør Skriget fra Horonajim, frygteligt Brag og Sammenbrud! ⁴ Moab er brudt sammen; lad Skriget lyde til Zoar. ⁵ Ak, grædende stiger de op ad Luhits Skråning; ak, på Vejen til Horonajim hører de Jammerskrig. ⁶ Fly, red eders Liv, og I skal blive som en Enebærbusk i Ørkenen. ⁷ Ja, fordi du stolede på dine Borge og Skatte, skal også du fanges. Kemosj skal vandre i Landflygtighed, hans, Præster og Fyrster til Hobe. ⁸ Hærværksmænd skal komme over hver By, ingen By skal reddes; Dalen skal ødelægges og Højsletten hærges, som Herren har sagt. ⁹ Giv Moab Vinger, at det kan flyve bort; dets Byer skal blive en Ørken, så ingen bor der. ¹⁰ Forbandet være den, der er lad til at gøre Herrens Værk, forbandet den, som holder sit Sværd fra Blod. ¹¹ Moab var tryg fra sin Ungdom, lå roligt på sin Bærme; det hældtes ikke fra Fad til Fad og vandrede ikke i Landflygtighed; derfor holdt det sin Smag, og dets Duft tabte sig ikke. ¹² Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra Herren, da jeg sender Vintappere, som skal tappe det og tømme dets Fade og knuse dets Dunke. ¹³ Da skal Moab få Skam af Kemosj, som Israels Hus havde Skam af Betel, som de stolede på. ¹⁴ Hvor kan I sige: "Helte er vi og djærve Folk til Krig?" ¹⁵ Moab skal hærges med sine Byer og dets ypperste Ynglinge stige ned til at slagtes, lyder det fra Kongen, hvis Navn er Hærskarers Herre. ¹⁶ Moabs Undergang er nær, dets Ulykke kommer såre hastigt. ¹⁷ Ynk det, alle dets Naboer og alle, som kender dets Navn; sig: Hvor knækkedes dog den stærke Stav, det herlige Spir! ¹⁸ Stig ned fra Æressædet, sæt dig i Skarnet, du, som bor der, Dibons Datter! Thi han, der hærger Moab, drager op imod dig, nedbryder dine Fæstninger. ¹⁹ Stå hen på Vejen og se dig om, du, som bor i Aroer, spørg Flygtningene og de undslupne Kvinder, sig: "Hvad er der sket?" ²⁰ Moab er blevet til Skamme, ja knust. Jamrer og skrig, meld ved Arnon, at Moab er hærget, ²¹ at Dommen er kommet over Højslettelandet, over Holon, Jaza, Mefaat, ²² Dibon, Nebo, Bet-Diblatajim, ²³ Kirjatajim, Bet-Gamul, Bet Meon, ²⁴ Kerijot, Bozra og alle Byer i Moabs Land fjernt og nær. ²⁵ Afhugget er Moabs Horn, og dets Arm er brudt, lyder det fra Herren. ²⁶ Gør det drukkent! Thi det hovmodede sig mod Herren; og Moab skal falde omkuld i sit eget Spy, også det skal blive til Latter. ²⁷ Var ikke Israel til Latter for dig? Blev det måske grebet blandt Tyve, siden du bliver så ivrig, hver Gang du taler derom? ²⁸ Kom fra Byerne og fæst Bo på Klippen, Moabs Indbyggere, vær som Duen, der bygger Rede hist ved Afgrundens Rand. ²⁹ Vi har hørt om Moabs Hovmod, det såre store, dets Stolthed. Overmod og Hovmod, dets opblæste Hjerte. ³⁰ Jeg kender, lyder det fra Herren, dets Frækhed, dets tomme Snak, dets tomme Gerninger. ³¹ Derfor må jeg jamre over Moab, skrige over hele Moab, over Mændene i Kir-Heres må jeg sukke. ³² Jazers Gråd græder jeg over dig, Sibmas Vinstok; dine Skud overskred Havet, nåede til Jazer; på din Frugt og din Høst slog Hærværksmanden ned. ³³ Glæde og Jubel er svundet fra Frugthaven og Moabs Land. Jeg lader Vinen svinde fra Persekarrene, ingen træder Vin. ³⁴ Hesjbon og Elale skriger, det høres til Jahaz; Horonajim og Eglat-Sjelisjija skriger; ak, Nimrims Vande bliver Ødemarker. ³⁵ Jeg udrydder af Moab den, der stiger op på Offerhøjen og tænder Offerild for dets Guder, lyder det fra Herren. ³⁶ Derfor klager mit Hjerte som Fløjter over Moab, og mit Hjerte klager som Fløjter over Kir-Heress Mænd. Godset, de vandt, går derfor til Spilde. ³⁷ Thi hvert Hoved er skaldet, hvert Skæg revet af; i alle Hænder er der Rifter, over alle Lænder Sæk. ³⁸ Alt er Klage på alle Moabs Tage og Torve; thi jeg sønderbryder Moab som et usselt Kar, lyder det fra Herren. ³⁹ Hvor er Moab forfærdet! Hvor vender det Ryg med Skam! Ja, Moab er blevet til Latter og Rædsel for alle sine Naboer. ⁴⁰ Thi så siger Herren: Se, som en Ørn med udbredte Vinger svæver han over Moab. ⁴¹ Kerijot er taget og Borgene faldet. Moabs Heltes Hjerte bliver på hin Dag som en nødstedt Kvindes Hjerte. ⁴² Moab er ødelagt og ikke mer et Folk, fordi det hovmodede sig mod Herren. ⁴³ Gru og Grav og Garn kommer over dig, du, som bor i Moab, lyder det fra Herren; ⁴⁴ den, der flygter for Gru, falder i Grav, den, der når op af Grav, fanges i Garn. Thi jeg bringer over Moab deres Hjemsøgelses År, lyder det fra Herren. ⁴⁵ I Ly af Hesjbon står Flygtninge uden Kraft. Thi Ild farer ud fra Hesjbon, Ildsluefra Sihons Stad; den fortærer Moabs Tinding og de larmende Mænds isse.

⁴⁶ Ve dig, Moab, det er ude med dig, Kemosjs Folk. Thi dine Sønner slæbes i Fangenskab, dine Døtre ligeså. ⁴⁷ Menjeg vender Moabs Skæbne i de sidste Dage, lyder det fra Herren. Så vidt Moabs Dom.

49 Om Ammonitterne. Så siger Herren, har Israel ingen sønner eller har det ingen arvinger? Hvorfor har Milkom taget Gad i Eje og hans Folk bosat sig i dets Byer? ² Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra Herren, da jeg lader Krigsskrig lyde mod Rabba i Ammon, og det skal blive en Grusdynge, og dets Døtre skal gå op i Luer. Da arver Israel sine Arvinger, siger Herren. ³ Klag, Hesjbon, thi Aj er ødelagt; skrig, I Rabbas Døtre klæd jer i Sæk og klag, gå rundt i Foldene! Thi Milkom vandrer i Landflygtighed, hans Præster og Fyrster til Hobe. ⁴ Hvorfor gør du dig til af dine Dale, du frafaldne Datter, som stoler på dine Skatte og siger: "Hvem kan komme til mig,?" ⁵ Se, jeg lader Rædsel komme over dig fra alle Kanter, lyder det fra Hærskarers Herre. I skal drives bort i hver sin Retning, og ingen samler de flygtende. ⁶ Men siden vender jeg Ammoniternes Skæbne, lyder det fra Herren.

⁷ Om Edom. Så siger Hærskarers Herre: Er der ikke mer Visdom i Teman, svigter de kloges Råd, er deres Visdom rådden? ⁸ Fly, søg Ly i det dybe, I, som bor i Dedan! Thi Esaus Ulykke sender jeg over ham, Straffens Tid. ⁹ Gæstes du af Vinhøstmænd, levner de ej Efterslæt, af Tyve om Natten, ødelægger de, hvad de lyster. ¹⁰ Thi selv blotter jeg Esau, hans Skjulesteder røber jeg; at gemme sig evner han ikke. Han er ødelagt ved Brødres og Naboers Arm, han er borte. ¹¹ Lad mig om dine faderløse, jeg holder dem i Live, dine Enker kan stole på mig. ¹² Thi så siger Herren: Se, de, hvem det ikke tilkom at tømme Bægeret, må tømme det, og du skulde gå fri? Du går ikke fri, men kommer til at tømme det.

¹³ Thi jeg sværger ved mig selv. lyder det fra Herren: til Rædsel og Spot, til Ørk og til et Forbandelsens Tegn skal Bozra blive, og alle dets Byer skal blive til evige Tomter. ¹⁴ Fra Herren har jeg hørt en Tidende: Et Bud skal sendes ud blandt Folkene: Samler eder! Drag ud imod det og rejs jer til Strid! ¹⁵ Se, ringe har jeg gjort dig iblandt Folkene, foragtet blandt Mennesker. ¹⁶ Rædsel over dig! Dit Hjertes Overmod bedrog dig. Du, som bor i Klippekløft og klynger dig til Fjeldtop: Bygger du Rede højt som Ørnen, jeg styrter dig ned, så lyder det fra Herren. ¹⁷ Edom skal blive til Rædsel; alle, der kommer forbi, skal slås af Rædsel og spotte over alle dets Sår. ¹⁸ Som det gik, da Sodoma og Gomorra og Nabobyerne omstyrtedes, siger Herren, skal intet Menneske bo der, intet Menneskebarn dvæle der. ¹⁹ Som en Løve, der fra Jordans Stolthed skrider op til den stedsegrønne Græsgang, således vil jeg i et Nu drive dem bort derfra. Thi hvem er den udvalgte, jeg vil sætte over dem? Thi hvem er min Lige, og hvem kræver mig til Regnskab? Hvem er den Hyrde, der står sig mod mig? ²⁰ Hør derfor det Råd, Herren har for mod Edom, og de Tanker, han har mod Temans Indbyggere: Visselig skal Hjordens ringeste slæbes bort, visselig skal deres Græsgang forfærdes over dem. ²¹ Ved Braget af deres Fald skal Jorden skælve; Skriget kan høres til det røde Hav. ²² Se, som en Ørn med udbredte Vinger svæver han over Bozra; og Edoms Heltes Hjerte bliver på hin Dag som en nødstedt Kvindes Hjerte.

²³ Om Damaskus. Til Skamme er Hamat og Arpad, thi de hører ond Tidende; de er ude af sig selv, i Uro som Havet, der ikke kan falde til Ro. ²⁴ Damaskus er modfaldent, vender sig til Flugt, Angst falder over det, Vånde og Veer griber det som en fødende Kvinde. ²⁵ Ve det! Forladt er den lovpriste By, Glædens Stad. ²⁶ Derfor falder dets Ynglinge på dets Torve, alle Krigsfolkene omkommer på hin Dag, lyder det fra Hærskarers Herre. ²⁷ Jeg sætter Ild på Damaskuss Mur, og den skal fortære Benhadads Borge.

²⁸ Om Kedar og Hazors Riger, som Kong Nebukadrezar af Babel slog. Så siger Herren: Kom og drag op mod Kedar, ødelæg Østens Sønner! ²⁹ Man skal tage deres Telte og Hjorde, deres Telttæpper, alle deres Kar, bortføre Kamelerne fra dem og råbe til dem: "Trindt om er Rædsel!" ³⁰ Fly i Hast, søg Ly i det dybe, Hazors Borgere, lyder det fra Herren. Thi kong Nebukadrezar af Babel har oplagt et Råd imod eder og undfanget en Tanke imod eder. ³¹ Kom, drag op mod et roligt Folk, der bor i Tryghed, lyder det fra HerrREN, uden Porte og Slåer; de bor for sig selv. ³² Deres Kameler gøres til Bytte, deres mange Hjorde til Rov. Jeg spreder dem, der har rundklippet Hår, for alle Vinde, og fra alle kanter bringer jeg Undergang over dem, lyder det fra Herren. ³³ Hazor bliver Sjakalers Bo, en Ørken til evig Tid; der skal ej bo et Menneske, ej dvæle et Menneskebarn.

³⁴ Herrens Ord, som kom til Profeten Jeremias om Elam i Kong Zedekias af Judas første Regeringstid: ³⁵ Så siger Hærskarers Herre: Jeg knækker Elams Bue, det ypperste af deres Kraft; ³⁶ og jeg bringer over Elam de fire Vinde fra de fire Verdenshjørner og spreder dem for alle disse Vinde; der skal ikke være et Folk, som de bortdrevne Elamiter ikke kommer hen til. ³⁷ Jeg knuser dem foran deres Fjender og dem, der står dem efter Livet, og jeg sender Ulykke over dem, min glødende Vrede, lyder det fra Herren. Jeg sender Sværdet efter dem, til jeg får dem udslettet. ³⁸ Jeg rejser min Trone i Elam og tilintetgør der både Konge og Fyrster, lyder det fra Herren. ³⁹ Men i de sidste Dage vender jeg Elams Skæbne, lyder det fra Herren.

7 Thi denne Melkisedek, Konge i Salem, den højeste Guds Præst, som gik Abraham i Møde, da han vendte tilbage fra Kongernes Nederlag, og velsignede ham, ² hvem også Abraham gav Tiende af alt, og som, når hans Navn udlægges, først er Retfærdigheds Konge, dernæst også Salems Konge, det er: Freds Konge, ³ uden Fader, uden Moder, uden Slægtregister, uden Dages Begyndelse og uden Livs Ende, men gjort lig med Guds Søn, - han forbliver Præst for bestandig.

⁴ Ser dog, hvor stor denne er, hvem endog Patriarken Abraham gav Tiende af Byttet. ⁵ Og hine, som, idet de høre til Levi Sønner, få Præstedømmet, have et Bud om at tage Tiende efter Loven af Folket, det er af deres Brødre, endskønt disse ere udgåede af Abrahams Lænd; ⁶ men han, som ikke regner sin Slægt fra dem, har taget Tiende af Abraham og har velsignet den, som havde Forjættelserne. ⁷ Men uden al Modsigelse er det den ringere, som velsignes af den ypperligere. ⁸ Og her er det dødelige Mennesker, som tager Tiende; men der er det en, om hvem der vidnes, at han lever. ⁹ Ja, så at sige, har endog Levi, som tager Tiende, igennem Abraham givet Tiende; ¹⁰ thi han var endnu i Faderens Lænd, da Melkisedek gik denne i Møde.

¹¹ Hvis der altså var Fuldkommelse at få ved det levitiske Præstedømme (thi på Grundlag af dette har jo Folket fået Loven), hvilken Trang var der da yderligere til, at en anden Slags Præst skulde opstå efter Melkisedeks Vis og ikke nævnes efter Arons Vis? ¹² Når nemlig Præstedømmet omskiftes, sker der med Nødvendighed også en Omskiftelse af Loven. ¹³ Thi han, om hvem dette siges, har hørt til en anden Stamme, af hvilken ingen har taget Vare på Alteret. ¹⁴ thi det er vitterligt, at af Juda er vor Herre oprunden, og for den Stammes Vedkommende har Moses intet talt om Præster. ¹⁵ Og det bliver end ydermere klart, når der i Lighed med Melkisedek opstår en anden Slags Præst, ¹⁶ som ikke er bleven det efter et kødeligt Buds Lov, men efter et uopløseligt Livs Kraft. ¹⁷ Thi han får det Vidnesbyrd: "Du er Præst til evig Tid efter Melkisedeks Vis." ¹⁸ Thi vel sker der Ophævelse af et forudgående Bud, fordi det var svagt og unyttigt ¹⁹ (thi Loven har ikke fuldkommet noget); men der sker Indførelse af et bedre Håb, ved hvilket vi nærme os til Gud. ²⁰ Og så vist som det ikke er sket uden Ed, ²¹ (thi hine ere blevne Præster uden Ed, men denne med Ed, ved den, som siger til ham: "Herren svor, og han skal ikke angre det: Du er Præst til evig Tid"): ²² så vist er Jesus bleven Borgen for en bedre Pagt. ²³ Og hine ere blevne Præster, flere efter hinanden, fordi de ved Døden hindredes i at vedblive; ²⁴ men denne har et uforgængeligt Præstedømme, fordi han bliver til evig Tid, ²⁵ hvorfor han også kan fuldkomment frelse dem, som komme til Gud ved ham, efterdi han lever altid til at gå i Forbøn for dem.

²⁶ Thi en sådan Ypperstepræst var det også, som sømmede sig for os, en from, uskyldig, ubesmittet, adskilt fra Syndere og ophøjet over Himlene; ²⁷ en, som ikke hver Dag har nødig, som Ypperstepræsterne, at frembære Ofre først for sine egne Synder, derefter for Folkets; thi dette gjorde han een Gang for alle, da han ofrede sig selv. ²⁸ Thi Loven indsætter til Ypperstepræster Mennesker, som have Skrøbelighed; men Edens Ord, som kom senere end Loven, indsætter en Søn, som er fuldkommet til evig Tid: