46 Herrens Ord, som kom til Profeten Jeremias om folkene. ² Til Ægypten, om Ægypterkongen Farao Nekos Hær, som stod ved Floden Eufrat i Karkemisj, og som Kong Nebukadrezar af Babel slog i Josiass Søns, Kong Jojakim af Judas, fjerde Regeringsår. ³ Gør Skjold og Værge rede, kom hid til Strid! ⁴ Spænd Hestene for, sid op på Gangeme, stil eder op med Hjelmene på, gør Spydene blanke, tag Brynjeme på! ⁵ Hvorfor er de rædselsslagne, veget tilbage deres Helte knust, på vild Flugt uden at vende sig? Trindt om er Rædsel, lyder det fra Herren: ⁶ De rapfodede undflyr ikke, og Helten redder sig ikke. Mod Nord ved Eufrats Flod falder de og styrter. ⁷ Hvem stiger der som Nilen, hvis Vande svulmer som Strømme? ⁸ Det er Ægypten, der stiger som Nilen, og Vandene svulmer som Strømme. Det tænkte: "Jeg vil stige op og oversvømme Jorden, ødelægge dem, som bor derpå."

⁹ Stejl, I Heste, tag vanvittig Fart, I Vogne, lad Heltene rykke frem, Kusj, Put, som bærer Skjold, og Luderne, som spænder Bue. ¹⁰ Dette er Herrens, Hærskarers Herres Dag, en Hævnens Dag til Hævn over hans Fjender. Sværdet æder sig mæt og svælger i deres Blod; thi Herren Hærskarers Herre har Offerslagtning i Nordens Land ved Eufrats Flod. ¹¹ Drag op til Gilead og hent Balsam, du Jomfru, Ægyptens Datter! Forgæves bruger du Lægemidler i Mængde; der er ingen Lægedom for dig. ¹² Folkene hører dit Råb, dit Skrig opfylder Jorden; thi Helt snubler over Helt, sammen styrter de begge,

¹³ Det Ord, Herren talede til Profeten Jeremias, om at Kong Nebukadrezar af Babel skulle komme og slå Ægypten. ¹⁴ Forkynd det i Ægypten, kundgør det i Migdol, kundgør det i Nof og Takpankes! Sig: Stil dig op og gør dig rede, thi Sværdet fortærer trindt om dig.

¹⁵ Hvorfor flyede Apis, din Tyr? Den holdt ikke Stand, fordi Herren jog den bort. ¹⁶ Din brogede Folkesværm falder og styrter; de siger til hverandre: "Kom, lad os vende hjem til vort Folk og vort Fædreland for det hærgende Sværd!" ¹⁷ Kald Farao, Ægyptens konge: Bulderet, som lader den belejlige Tid gå forbi. ¹⁸ Så sandt jeg lever, siger Kongen, hvis Navn er Hærskarers Herre: Som Tabor mellem Bjergene, som Karmel ved Havet kommer han. ¹⁹ Skaf dig Rejsetøj, du, som bor der, Ægyptens Datter! Thi Nof skal ødelægges og afbrændes, så ingen bor der. ²⁰ En smuk kvie er Ægypten, men en Bremse fra Nord falder over det. ²¹ Selv dets Lejesvende, der er som Fedekalve, vender sig alle til Flugt; de holder ikke Stand, thi deres Ulykkes Dag er kommet over dem, deres Hjemsøgelses Tid. ²² Dets Røst er som den hvislende Slanges; thi med Hærmagt farer de frem, og med Økser kommer de over det som Brændehuggere. 23, De fælder dets Skov, lyder det fra Herren, fordi den ikke er til at trænge igennem. Thi de er talrigere end Græshopper, ikke til at tælle. ²⁴ Til Skamme bliver Ægyptens Datter; hun gives i Nordfolkets Hånd. ²⁵ Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Se, jeg hjemsøger Amon i No og Farao og Ægypten med dets Guder og Konger, Farao og dem, der stoler på ham; ²⁶ og jeg giver dem i deres Hånd, som står dem efter Livet, i kong Nebukadrezar af Babels og hans Tjeneres Hånd; men siden skal Landet bebos som i fordums Tid lyder det fra Herren.

²⁷ Frygt derfor ikke, min Tjener Jakob, vær ikke bange, Israel; thi se, jeg frelser dig fra det fjerne og dit Afkom fra deres Fangenskabs Land; og Jakob skal vende hjem og bo roligt og trygt, og ingen skal skræmme ham. ²⁸ Frygt ikke, min Tjener Jakob, lyder det fra Herren, thi jeg er med dig; thi jeg vil tilintetgøre alle de Folk, blandt hvilke jeg har adsplittet dig; kun dig vil jeg ikke tilintetgøre; jeg vil tugte dig med Måde, ikke lade dig helt ustraffet.

47 Herrens Ord, som kom til profeten Jeremias om filistrene, før Farao slog Gaza. ² Så siger Herren: Se, Vande stiger fra Nord, de bliver en Strøm, der svømmer over, de oversvømmer Landet og dets Fylde, Byerne og dem, som bor der. Menneskene skriger og jamrer, alle, som bor i Landet. ³ For Lyden af hans Hingstes Hovslag, hans Vognes Drøn, hans raslende Hjul får Fædre ej set efter Bøm, thi Hænderne er slappe, ⁴ nu Dagen er kommet at ødelægge alle Filistre, at udrydde hver Hjælper, som levnes Tyrus og Zidon; thi Herren ødelægger Filisterne, Resten af Kaftors Ø. ⁵ Skaldet er Gaza blevet, Askalon tilintetgjort. Du Rest af Anakiter, hvor længe vil du såre dig? ⁶ Ve, Herrens Sværd, hvornår vil du falde til Ro? Far i din Skede, hvil og vær stille! ⁷ Hvorledes får det Ro, når Herren opbød det mod Askalon og Havets Strand og stævned det did?

6 Lader os derfor forbigå Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenhed uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro på Gud, ² med Lære om Døbelser og Håndspålæggelse og dødes Opstandelse og evig Dom. ³ Ja, dette ville vi gøre, såfremt Gud tilsteder det. ⁴ Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligånd ⁵ og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og som ere faldne fra, - dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse ⁶ da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot. ⁷ Thi Jorden, som drikker den ofte derpå faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den også dyrkes, får Velsignelse fra Gud; ⁸ men når den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.

⁹ Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale således. ¹⁰ Thi Gud er ikke uretfærdig, så at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige. ¹¹ Men vi ønske, at enhver af eder må udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Håbet indtil Enden, ¹² for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Tålmodighed arve Forjættelserne. ¹³ Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde: ¹⁴ "Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig." ¹⁵ Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt. ¹⁶ Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al Modsigelse til Stadfæstelse. ¹⁷ Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil, ¹⁸ for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran os, ¹⁹ hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og går ind inden for Forhænget, ²⁰ hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid.