3 Når en Mand frastøder sin hustru, og hun går fra ham og ægter en anden, kan hun så gå tilbage til ham? Er slig en Kvinde ej sunket til Bunds i Vanære? Og du, som boled med mange Elskere, vil tilbage til mig! så lyder det fra Herren. ² Se til de nøgne Høje: Hvor mon du ej lod dig skænde? Ved Vejene vogted du på dem som Araber i Ørk. Du vanæred Landet både ved din Utugt og Ondskab, ³ en Snare blev dine mange Elskere for dig. En Horkvindes Pande har du, trodser al Skam. ⁴ Råbte du ikke nylig til mig: "Min Fader! Du er min Ungdoms Ven. ⁵ Vil han evigt gemme på Vrede, bære Nag for stedse?" Se, således taler du, men øver det onde til Gavns.

⁶ Herren sagde til mig i Kong Josias's Dage: Så du, hvad den troløse Kvinde Israel gjorde? Hun gik op på ethvert højt Bjerg og hen under ethvert grønt Træ og bolede. ⁷ Jeg tænkte, at hun efter at have gjort alt det vilde vende om til mig; men hun vendte ikke om. Det så hendes svigefulde Søster Juda; ⁸ hun så, at jeg forstødte den troløse Kvinde Israel for al hendes Hors Skyld, og at jeg gav hende Skilsmissebrev; den svigefulde Søster Juda frygtede dog ikke, men gik også hen og bolede. ⁹ Ved sin letsindige Bolen vanærede hun Landet og horede med Sten og Træ. ¹⁰ Og alligevel vendte den svigefulde Søster Juda ikke om til mig af hele sit Hjerte, men kun på Skrømt, lyder det fra Herren. ¹¹ Og Herren sagde til mig: Det troløse Israels Sag står bedre end det svigefulde Judas.

¹² Gå hen og udråb disse Ord mod Nord: Omvend dig, troløse Israel, lyder det fra Herren; jeg vil ikke vredes på eder, thi nådig er jeg, lyder det fra Herren; jeg gemmer ej evigt på Vrede; ¹³ men vedgå din Uret, at du forbrød dig mod Herren din Gud; for de fremmedes Skyld løb du hid og did under hvert grønt Træ og hørte ikke min Røst, så lyder det fra Herren.

¹⁴ Vend om, I frafaldne Søoner, lyder det fra Herren; thi jeg er eders Herre; jeg tager eder, een fra en By og en fra en Slægt og bringer eder til Zion, ¹⁵ og jeg giver eder Hyrder efter mit Sind, og de skal vogte eder med Indsigt og Kløgt. ¹⁶ Og når I bliver mangfoldige og frugtbare i Landet i hine Dage, lyder det fra Herren, skal de ikke mere tale om Herrens Pagts Ark, og Tanken om den skal ikke mere opkomme i noget Hjerte; de skal ikke mere komme den i Hu eller savne den, og en ny skal ikke laves. ¹⁷ På hin Tid skal man kalde Jerusalem Herrens Trone, og der, til Herrens Navn i Jerusalem, skal alle Folk strømme sammen, og de skal ikke mere følge deres onde Hjertes Stivsind. ¹⁸ I hine Dage skal Judas Hus vandre til Israels Hus, og samlet skal de drage fra Nordens Land til det Land, jeg gav deres Fædre i Eje.

¹⁹ Og jeg, jeg sagde til dig: "Blandt Sønnerne sætter jeg dig, jeg giver dig et yndigt Land, Folkenes herligste Arvelod." Jeg sagde: "Kald mig din Fader, vend dig ej fra mig!" ²⁰ Men som en Kvinde sviger sin Ven, så sveg du mig, Israels Hus, så lyder det fra Herren. ²¹ Hør, der lyder Gråd på de nøgne Høje, Tryglen af Israels Børn, fordi de vandrede Krogveje, glemte Herren deres Gud. ²² Vend om, I frafaldne Sønner, jeg læger eders Frafald. Se, vi kommer til dig, thi du er Herren vor Gud. ²³ Visselig, Blændværk var Højene, Bjergenes Larm; visselig, hos Herren vor Gud er Israels Frelse. ²⁴ Skændselen åd fra vor Ungdom vore Fædres Gods, deres Småkvæg og Hornkvæg, Sønner og Døtre. ²⁵ Vi lægger os ned i vor Skændsel, vor Skam er vort Tæppe, thi mod Herren vor Gud har vi syndet, vi og vore Fædre fra Ungdommen af til i Dag; vi høre ikke på Herren vor Guds røst.

4 Omvender du dig, Israel, lyder det fra Herren, så vend dig til mig; hvis du fjerner dine væmmelige Guder, skal du ikke fly for mit Åsyn. ² Sværger du: "Så sandt Herren lever," redeligt, ærligt og sandt, skal Folkeslag velsigne sig ved ham og rose sig af ham. ³ Thi så siger Herren til Judas Mænd og Jerusalems Borgere: Bryd eder Nyjord og så dog ikke blandt, Torne! ⁴ Omskær jer for Herren og fjern eders Hjertes Forhud, Judas Mænd og Jerusalems Borgere, at min Vrede ikke slår ud som Ild og hrænder uslukket for eders onde Gerningers Skyld.

⁵ Forkynd i Juda og Jerusalem, kundgør og tal, lad Hornet gjalde i Landet, råb, hvad I kan, og sig: Flok jer sammen! Vi går ind i de faste Stæder! ⁶ Rejs Banner hen imod Zion, fly uden Standsning! Thi Ulykke sender jeg fra Nord, et vældigt Sammenbrud. ⁷ En Løve steg op fra sit Krat, en Folkehærger brød op, gik bort fra sin Hjemstavn for at gøre dit Land til en Ørk; dine Byer skal hærges, så ingen bor der. ⁸ Derfor skal I klæde jer i Sæk og klage og jamre, thi ej vender Herrens glødende Vrede sig fra os. ⁹ På hin Dag, lyder det fra Herren, skal Kongen og Fyrsterne tabe Modet, Præsterne stivne af Skræk og Profeterne slås af Rædsel; ¹⁰ og de skal sige: "Ak, Herre, Herre! Sandelig, du førte dette Folk og Jerusalem bag Lyset, da du sagde: I skal have Fred! Nu har Sværdet nået Sjælen."

¹¹ På hin Tid skal der siges til dette Folk og Jerusalem: Et glødende Vejr fra Ørkenens nøgne Høje trækker op mod mit Folks Datter, ej til Kastning og Rensning af Korn, ¹² et Vejer for vældigt dertil kommer mod mig. Derfor vil jeg også nu tale Domsord imod dem. ¹³ Se, det kommer som Skyer, dets Vogne som Stormvejr, dets Heste er hurtigere end Ørne; ve, vi lægges øde! ¹⁴ Rens dit Hjerte for ondt, Jerusalem, at du må frelses! Hvor længe skal dit Indre huse de syndige Tanker? ¹⁵ Thi hør, en Råber fra Dan, et Ulykkesbud fra Efraims Bjerge: ¹⁶ Kundgør Folkene: Se! Lad det høres i Jerusalem! Belejrere kommer fra et Land i det fjerne, de opløfter Røsten mod Byerne i Juda. ¹⁷ Som Markens Vogtere stiller de sig rundt omkring det, thi genstridigt var det imod mig, lyder det fra Herren. ¹⁸ Det kan du takke din Færd, dine Gerninger for; det skyldes din Ondskab; hvor bittert! Det gælder Livet.

¹⁹ Mit indre, mit Indre! Jeg skælver! Mit Hjertes Vægge! Mit Hjerte vånder sig i mig, ej kan jeg tie. Thi Hornets klang må jeg høre, Skrig fra Kampen; ²⁰ der meldes om Fald på Fald, thi alt Landet er hærget. Mine Telte hærges brat, i et Nu mine Forhæng. ²¹ Hvor længe skal jeg skue Banneret, høre Hornet? ²² Thi mit Folk er tåbeligt, kender ej mig, de er dumme Sønner og uden Indsigt; de er vise til at gøre det onde, men Tåber til det gode.

²³ Jeg så på Jorden, og se, den var øde og tom, på Himlen, dens Lys var borte; ²⁴ Bjergene så jeg, og se, de skjalv, og alle Højene bæved; ²⁵ jeg så, og se, der var mennesketomt, og alle Himlens Fugle var fløjet; ²⁶ jeg så, og se, Frugthaven var Ørken, alle dens Byer lagt øde for Herren, for hans glødende Vrede. ²⁷ Thi så siger Herren: Al Jorden bliver Ørk, men helt ødelægger jeg ikke. ²⁸ Derfor sørger Jorden, og Himlen deroppe er sort; thi jeg talede og angrer det ikke, tænkte og går ikke fra det.

²⁹ For Larmen af Ryttere og Bueskytter flyr alt Landet, de tyr ind i Krat, stiger op på Klipper; hver By er forladt, og ikke et Menneske bor der. ³⁰ Og du, hvad vil du mon gøre? Om end du klæder dig i Skarlagen, smykker dig med Guld og gør Øjnene store med Sminke det er spildt, du gør dig smuk. Elskerne agter dig ringe, dit Liv vil de have. ³¹ Thi jeg hører Råb som ved Barnsnød, Skrig som ved Førstefødsel. Hør, hvor Zions Datter stønner med udrakte Hænder: "Ve mig, min Sjæl bukker under for dem, som myrder."

5 Løb i Jerusalems Gader, mærk jer, hvad I ser, og søg på dets Torve, om I kan finde nogen, om der er en, som øver Retfærd, lægger Vind på Sandhed, så jeg kan tilgive dem. ² Siger de: "Så sandt Herren lever", sværger de falsk. ³ Herre, dine Øjne ser jo efter Sandhed. Du slog dem, de omvendte sig ikke; du lagde dem øde, de vilde ej tage ved Lære, gjorde Ansigtet hårdere end Flint, vilde ej vende om. ⁴ Da tænkte jeg: "Det er kun Småfolk, Dårer er de, thi de kender ej Herrens Vej, deres Guds Ret; ⁵ jeg vil vende mig til de store og tale med dem, de kender da Herrens Vej, deres Guds Ret!" Men alle havde sønderbrudt Åget, sprængt deres Bånd. ⁶ Derfor skal en Løve fra Skoven slå dem, en Ulv fra Ødemarken hærge dem, en Panter lure ved Byerne; enhver, som går derfra, rives sønder; thi talrige er deres Synder, mange deres Frafald. ⁷ Hvor kan jeg vel tilgive dig? Dine Sønner forlod mig og svor ved Guder, som ikke er Guder. Når jeg mætted dem, horede de, slog sig ned i Skøgens Hus;

⁸ de blev fede, gejle Hingste, de vrinsker hver efter Næstens Hustru.

⁹ Skal jeg ikke hjemsøge sligt? så lyder det fra Herren, skal ikke min Sjæl tage Hævn over sligt et Folk? ¹⁰ Stig op på dets Mure, læg øde, men ikke helt! Ryk Rankerne op, thi Herren tilhører de ikke. ¹¹ Thi svigefulde er de imod mig, Israels Hus og Judas Hus, så lyder det fra Herren. ¹² De fornægter Herren og siger: "Det betyder intet! Ulykke kommer ej over os, vi skal ikke se Sværd og Hunger; ¹³ Profeterne bliver til Vind, Guds Ord er ej i dem; gid Ordet må ramme dem selv!" ¹⁴ Derfor, så siger Herren, Hærskarers Gud: Fordi I siger dette Ord, se, derfor gør jeg mine Ord i din Mund til Ild og dette Folk til Brænde, som Ild skal fortære. ¹⁵ Se, jeg bringer over eder et Folk fra det fjerne, Israels Hus, så lyder det fra Herren, et Folk, som er stærkt, et Folk fra Fortids Dage, et Folk, hvis Mål du ej kender, hvis Tale du ikke fatter; ¹⁶ som en åben Grav er dets kogger, de er alle Kæmper; ¹⁷ det skal æde dit Korn og dit Brød, det skal æde dine Sønner og Døtte, det skal æde dit Småkvæg og Hornkvæg, det skal æde din Vinstok og dit Figentræ; med Sværd skal de lægge dine Fæstninger øde, dem, som du stoler på.

¹⁸ Men selv i de Dage, lyder det fra Herren, vil jeg ikke udslette eder. ¹⁹ Og når de siger: "Hvorfor har Herren vor Gud gjort os alt det?" sig så til dem: "Som I forlod mig og tjente fremmede Guder i eders Land, således skal I tjene som fremmede i et Land, der ikke er eders."

²⁰ Forkynd dette i Jakobs Hus og kundgør det i Juda: ²¹ Hør dette, du tåbelige Folk, som er uden Forstand, som har Øjne, men ikke ser, og Ører, men ikke hører: ²² Vil I ikke frygte mig, lyder det fra Herren, eller bæve for mit Åsyn? Jeg, som gjorde. Sandet til Havets Grænse, et evigt Skel, som det ikke kan overskride; selv om det bruser, evner det intet; om end dets Bølger larmer, kan de ikke overskride det.

²³ Dette Folk har et trodsigt og genstridigt Hjerte, de faldt fra og gik bort. ²⁴ De siger ikke i deres Hjerte: "Lad os frygte Herren vor Gud, som giver os Regn, Tidligregn og Sildigregn, til rette Tid og sikrer os Ugerne, da der skal høstes." ²⁵ Eders Misgerninger bragte dem i Ulave, eders Synder unddrog eder det gode.

²⁶ Thi der findes gudløse i mit Folk; de ligger på Lur, som Fuglefængere dukker de sig; de sætter Fælder, de fanger Mennesker. ²⁷ Som et Bur er fuldt af Fugle, således er deres Huse fulde af Svig; derfor blev de store og rige. ²⁸ De er tykke og fede; og så strømmer de over med onde Ord; de hævder ikke den faderløses Ret, at det måtte gå dem vel, og hjælper ikke de fattige til deres Ret. ²⁹ Skulde jeg ikke hjemsøge sligt? lyder det fra Herren; skulde min Sjæl da ikke tage Hævn over sligt et Folk? ³⁰ Gyselige, grufulde Ting går i Svang i Landet; ³¹ Profeterne profeterer Løgn, Præsterne skraber til sig, og mit Folk vil have det så. Men hvad vil I gøre, når Enden kommer?

4 Men Ånden siger klarlig, at i kommende Tider ville nogle falde fra Troen, idet de agte på forførende Ånder og på Dæmoners Lærdomme, ² ved Løgnlæreres Hykleri, som ere brændemærkede i deres egen Samvittighed, ³ som byde, at man ikke må gifte sig, og at man skal afholde sig fra Spiser, hvilke Gud har skabt til at nydes med Taksigelse af dem, som tro og have erkendt Sandheden. ⁴ Thi al Guds Skabning er god, og intet er at forkaste, når det tages med Taksigelse; ⁵ thi det helliges ved Guds Ord og Bøn.

⁶ Når du foreholder Brødrene dette, er du en god Kristi Jesu Tjener, idet du næres ved Troens og den gode Læres Ord, den, som du har efterfulgt; ⁷ men afvis de vanhellige og kælingagtige Fabler! Derimod øv dig selv i Gudsfrygt! ⁸ Thi den legemlige Øvelse er nyttig til lidet, men Gudsfrygten er nyttig til alle Ting, idet den har Forjættelse for det Liv, som nu er, og for det, som kommer. ⁹ Den Tale er troværdig og al Modtagelse værd. ¹⁰ Thi derfor lide vi Møje og Forhånelser, fordi vi have sat vort Håb til den levende Gud, som er alle Menneskers Frelser, mest deres, som tro. ¹¹ Påbyd og lær dette!

¹² Lad ingen ringeagte dig for din Ungdoms Skyld, men bliv et Forbillede for dem, som tro, i Tale, i Vandel, i Kærlighed, i Tro, i Renhed! ¹³ Indtil jeg kommer, så giv Agt på Oplæsningen, Formaningen, Undervisningen. ¹⁴ Forsøm ikke den Nådegave, som er i dig, som blev given dig under Profeti med Håndspålæggelse af de Ældste. ¹⁵ Tænk på dette, lev i dette, for at din Fremgang må være åbenbar for alle. ¹⁶ Giv Agt på dig selv og på Undervisningen: hold ved dermed; thi når du gør dette,skal du frelse både dig selv og dem, som høre dig.