Jeremias 18-22
Dette er Biblen på dansk
18 Det Ord, som kom til Jeremmas fra Herren 2 "Gå ned til pottemagerens Hus! Der skal du få mine Ord at høre." 3 Så gik jeg ned til Pottemagerens Hus, og se, han var i Arbejde ved Drejeskiven. 4 Og når et Kar, han arbejdede på, mislykkedes, som det kan gå med Leret i Pottemagerens Hånd, begyndte han igen og lavede det om til et andet, som han nu vilde have det gjort. 5 Da kom Herrens Ord til mig: 6 Skulde jeg ikke kunne gøre med eder, Israels Hus, som denne Pottemager? lyder det fra Herren. Se, som Leret i Pottemagerens Hånd er I i min Hånd, Israels Hus. 7 Snart truer jeg et Folk og et Rige med at rykke detop, nedbryde og ødelægge det; 8 men når det Folk, jeg har truet, omvender sig fra sin Ondskab, angrer jeg det onde, jeg tænkte at gøre det. 9 Og snart lover jeg et Folk og et Rige at opbygge og planle det; 10 men gør det så, hvad der er ondt i mine Øjne, idet det ikke hører min Røst, angrer jeg det gode, jeg havde lovet at gøre det. 11 Og sig nu til Judas Mænd og Jerusalems Borgere: Så siger Herren: Se, jeg skaber eder en Ulykke og udtænker et Råd imod eder; vend derfor om, hver fra sin onde Vej, og bedrer eders Veje og eders Gerninger. 12 Men de svarer: "Nej! Vi vil følge vore egne Tanker og gøre hver efter sit onde Hjertes Stivsind."
13 Derfor, så siger Herren: Spørg dog rundt blandt Folkene: Hvo hørte mon sligt? Grufulde Ting har hun øvet, Israels Jomfru. 14 Forlader Libanons Sne den Almægtiges klippe, eller udtørres Bjergenes kølige, rislende Vande, 15 siden mit Folk har glemt mig og ofrer til Løgn? De snubler på deres Veje, de ældgamle Spor, og vandrer ad Stier, en Vej, der ikke er højnet, 16 for at gøre deres Land til Gru, til evig Spot; hver farende Mand skal grue og ryste på Hovedet. 17 Som en Østenstorm splitter jeg dem for Fjendens Ansigt, jeg viser dem Ryg, ej Åsyn på Vanheldets Dag.
18 De sagde: Kom, vi spinder Rænker imod Jeremias! Thi ej glipper Loven for Præsten, ej Rådet for den vise, ej Ordet for Profeten. Kom, lad os slå ham med Tungen og lure på alle hans Ord!" 19 Lyt, o Herre, til mig og hør min Modparts Ord! 20 Skal godt gengældes med ondt? De grov jo min Sjæl en Grav. Kom i Hu, at jeg stod for dit Åsyn for at tale til Bedste for dem og vende din Vrede fra dem! 21 Giv derfor deres Sønner til Hunger, styrt dem i Sværdets Vold; Barnløshed og Enkestand ramme deres Kvinder, deres Mænd vorde slagne af Døden, deres ungdom sværdslagne i Krig; 22 lad der høres et Skrig fra Husene, når du lader en Mordbande brat komme over dem. Thi de grov en Grav for at fange mig og lagde Snarer for min Fod. 23 Ja du, o Herre, du kender alle deres Dødsråd imod mig. Tilgiv ikke deres Brøde, slet ikke deres Synd for dit Åsyn, lad dem komme til Fald for dit Åsyn, få med dig at gøre i din Vredes Stund!
19 Således sagde Herren: Gå hen og køb dig et krus hos pottemageren, tag nogle af Folkets og Præsternes Ældste med 2 og gå ud i Hinnoms Søns Dal ved Indgangen til Potteskårporten og udråb der de Ord, jeg taler til dig! 3 Du skal sige: Hør Herrens Ord, Judas Konger og Jerusalems Borgere: Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Se, jeg sender over dette Sted en Ulykke, så det skal ringe for Ørene på enhver, der hører derom, 4 fordi de forlod mig og gjorde dette Sted fremmed og tændte Offerild der for andre Guder, som hverken de eller deres Fædre før kendte til, og Judas Konger fyldte dette Sted med skyldfries Blod, 5 og de byggede Baalshøjene for at brænde deres Børn i Ild som Brændofre til Baal, hvad jeg ikke havde påbudt eller talt om, og hvad aldrig var opkommet i min Tanke. 6 Se, derfor skal Dage komme, lyder det fra Herren, da dette Sted ikke mere skal hedde Tofet og Hinnoms Søns Dal, men Morddalen. 7 Jeg gør Juda og Jerusalem rådvilde på dette Sted og lader dem falde for Sværdet for deres Fjenders Øjne og for deres Hånd, som står dem efter Livet, og jeg giver Himmelens Fugle og Jordens Dyr deres Lig til Føde. 8 Jeg gør denne By til Gru og Spot; alle, der komnmer forbi, skal grue og spotte over alle dens Sår. 9 Jeg lader dem æde deres Sønners og Døtres Kød, den ene skal æde den andens Kød under Belejringen og den Trængsel, deres Fjender og de, der står dem efter Livet, volder dem. 10 Knus så Kruset i de Mænds Påsyn, der følger med dig, 11 og sig til dem: Så siger Hærskarers Herre: Jeg vil knuse dette Folk og denne By, som man knuser et Lerkar, så det ikke kan heles igen. De døde skal jordes i Tofet, fordi Pladsen til at jorde på ikke slår til. 12 Således vil jeg gøre med dette Sted og dets indbyggere, lyder det fra Herren, idet jeg gør denne By til et Tofet: 13 Jerusalems og Judas Kongers Huse skal blive urene som Tofets Sted, alle de Huse, på hvis Tage de tændte Offerild for al Himmelens Hær og udgød Drikofre for andre Guder.
14 Derpå gik Jerenmias fra Tofet, hvorhen Herren havde sendt ham for at profetere, og stod frenm i Forgården til Herrens Hus og sagde til alt Folket:
15 Så siger Hærskarers Herre, Israels Gud: Se, over denne By og alle Byerne, der hører til den, sender jeg al den Ulykke, jeg har truet den med, fordi de gjorde Nakken stiv og ikke hørte mine Ord.
20 Da præsten Pasjhur, Immers søn, der var overopsynsmand i Herrens Hus, hørte Jeremias profetere således, 2 slog han ham og lod ham lægge i Blokken i den øvre Benjaminsport i Herrens Hus. 3 Men da Pasjhur Dagen efter slap Jeremias ud af Blokken, sagde Jeremias til ham: Herren kalder dig ikke Pasjhur, men: Trindt-om-er-Rædsel. 4 Thi så siger Herren: Se, jeg gør dig til Rædsel for dig selv og for alle dine Venner; de skal falde for deres Fjenders Sværd, og dine Øjne skal se det. Og hele Juda giver jeg i Babels Konges Hånd; han skal føre dem til Babel og hugge dem ned med Sværdet. 5 Og jeg giver alt denne Bys Gods og al dens Velstand og alle dens koslelige Ting og alle Judas Kongers Skatte i deres fjenders Hånd; de skal rane dem og tage dem og føre dem til Babel. 6 Og du Pasjhur og alle, der bor i dit Hus, skal gå i Fangenskab. Du skal komme til Babel; der skal du dø, og der skal du jordes sammen med alle dine Venner, for hvem du har profeteret Løgn.
7 Du overtalte mig, Herre, og jeg lod mig overtale, du tvang mig med Magt. Dagen lang er jeg til Latter, mig håner enhver. 8 Thi så tit jeg faler, må jeg skrige, råbe: "Vold og Overfald!" Thi Herrens Ord er mig Dagen lang til Skændsel og Spot. 9 Men tænkte jeg: "Ej vil jeg mindes ham, ej tale mer i hans Navn," da blev det som brændende Ild i mit indre, som brand i mine Ben; jeg er træt, jeg kan ikke mere, jeg evner det ej; 10 thi jeg hører mange hviske, trindt om er Rædsel: "Angiv ham!" og: "Vi vil angive ham!" Alle mine Venner lurer på et Fejltrin af mig: "Måske går han i Fælden, så vi får ham i vor Magt, og da kan vi hævne os på ham!" 11 Men Herren er med mig som en vældig Helt; derfor skal de, som forfølger mig, snuble i Afmagt, højlig beskæmmes, thi Heldet svigter dem, få Skændsel, der aldrig glemmes. 12 Du Hærskarers Herre, som prøver den retfærdige, gennemskuer Nyrer og Hjerte, lad mig skue din Hævn på dem, thi på dig har jeg væltet min Sag.
13 Syng for Herren, lovpris Herren! Thi han redder den fattiges Sjæl af de ondes Hånd.
14 Forbandet være den Dag, på hvilken jeg fødtes; den Dag, min Moder fødte mig, skal ikke velsignes. 15 Forbandet den Mand, som bragte min Fader det Bud: "Et Barn, en Dreng er født dig!" og glæded ham såre. 16 Det gå den Mand som Byerne, Herren omstyrted uden Medynk; han høre Skrig ved Gry, Kampråb ved Middagstide. 17 At han ej lod mig dø i Moders Liv, så min Moder var blevet min Grav og hendes Moderliv evigt svangert! 18 Hvi kom jeg af Moders Liv, når jeg kun skulde opleve Møje og Harm, mine Dage svinde i Skam!.
21 Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren, da kong Zedekias sendte Pasjhur, Malkias Søn, og Præsten Zefanja, Maasejas Søn, til ham og lod sige: 2 "Rådspørg Herren for os, thi kong Nebukadrezar af Babel angriber os; måske vil Herren handle med os efter alle sine Undergerninger, så Nebukadrezar drager bort fra os." 3 Jeremias svarede dem: "Sig til Zedekias: 4 Så siger Herren, Israels Gud: Se, Våbnene i eders Hånd, med hvilke I uden for Muren kæmper mod Babels Konge og Kaldæerne, der belejrer eder, dem driver jeg tilbage og samler dem midt i denne By; 5 og jeg vil selv kæmpe mod eder med utdrakt Hånd og stærk Arm, i Vrede og Harme og stor Fortørnelse; 6 og jeg slår denne Bys Indbyggere, ja både Folk og Fæ, med voldsom Pest, så de dør. 7 Og siden, lyder det fra Herren, giver jeg Kong Zedekias af Juda og hans Tjenere og Folket, der levnes i denne By af Pesten, Sværdet og Hungeren, i Kong Nebukadrezar af Babels og i deres Fjenders Hånd, og i deres Hånd, som står dem efter Livet; de skal hugge dem ned med Sværdet, og jeg vil ikke ynkes over dem eller vise Skånsel eller Barmhjertighed!" 8 Og sig til dette Folk: "Så siger Herren: Se, jeg forelægger eder Livets Vej og Dødens Vej. 9 Den, som bliver i denne By, skal dø ved Sværd, Hunger og Pest: men den, som går ud og overgiver sig til Kaldæerne, der belejrer eder, skal leve og vinde sit Liv som Bytte, 10 Thi jeg retter mit Åsyn mod denne By til Ulykke og ikke til Lykke, lyder det fra Herren; i Babels Konges Hånd skal den gives, og han skal opbrænde den med Ild."
11 Og sig til Judas Konges Hus: Hør Herrens Ord, 12 Davids Hus! Så siger Herren: Hold årle retfærdig Dom, fri den, som er plyndret, af Voldsmandens Hånd, at ikke min Vrede slår ud som Ild og brænder, så ingen kan slukke, for eders onde Gerningers Skyld.
13 Se, jeg kommer over dig, du By i Dalen, du Slettens Klippe, lyder det fra Herren, I, som siger: "Hvo falder over os, hvo trænger ind i vore Boliger?" 14 Efter eders Gerningers Frugt hjemsøger jeg jer, lyder det fra Herren; jeg sætter Ild på dens Skov, den fortærer alt deromkring.
22 Så siger Herren: Gå ned til Judas konges palads og tal dette Ord 2 og sig: Hør Herrens Ord, Judas Konge, som sidder på Davids Trone, du, dine Tjenere og dit Folk, som går ind ad disse Porte! 3 Så siger Herren: Øv Ret og Retfærd, fri den, som er plyndret, af Voldsmandens Hånd, undertryk ikke den fremmede, den faderløse og Enken, øv ikke Vold og udgyd ikke uskyldigt Blod på dette Sted. 4 Thi dersom I efterkommer dette Krav, skal konger, der sidder på Davids Trone, drage ind ad Portene til dette Hus med Vogne og Heste, de, deres Tjenere og Folk: 5 Men hører I ikke disse Ord, så sværger jeg ved mig selv, lyder det fra Herren, at dette Hus skal lægges øde. 6 Thi så siger Herren om Judas konges Palads: Et Gilead var du for mig, en Libanons Tinde; visselig, jeg gør dig til Ørk, til folketomme Byer; 7 Hærværksmænd helliger jeg mod dig, hver med sit Værktøj, de skal fælde dine udvalgte Cedre og kaste dem i Ilden. 8 Mange Folkeslag skal drage forbi denne By og spørge hverandre: "Hvorfor handlede Herren således med denne store By?" 9 Og man skal svare: "Fordi de forlod Herren deres Guds Pagt og tilbad og dyrkede andre Guder."
10 Græd ej over den døde, beklag ham ikke! Græd over ham, der drog bort, thi han vender ej hjem, sit Fødeland genser han ikke. 11 Thi så siger Herren om Josiass Søn, Kong Sjallum af Juda, der blev Konge i sin Fader Josiass Sted: Han, som gik bort fra dette Sted, skal ikke vende hjem igen: 12 men på det Sted, til hvilket de førte ham i Landflygtighed, skal han dø, og han skal ikke gense dette Land.
13 Ve ham, der bygger Hus uden Retfærd, Sale uden Ret, lader Landsmand trælle for intet, ej giver ham Løn, 14 som siger: "Jeg bygger mig et rummeligt Hus med luftige Sale," som hugger sig Vinduer ud, klæder Væg med Cedertræ og maler det rødt. 15 Er du Konge, fordi du brammer med Cedertræ? Din Fader, mon ikke han spiste og drak og øvede Ret og Retfærd? Da gik det ham vel; 16 han hjalp arm og fattig til sin Ret; da gik det ham vel. Er dette ikke at kende mig? lyder det fra Herren. 17 Men dit Øje og Hjerte higer kun efter Vinding, efter at udgyde skyldfries Blod, øve Undertrykkelse og Vold. 18 Derfor, så siger Herren om Josiass Søn, kong Jojakim af Juda: Over ham skal ej klages: "Ve min Broder, ve min Søster!" eller grædes: "Ve min Herre, ve hans Herlighed!" 19 Et Æsels Jordefærd får han, slæbes ud, slænges hen uden for Jerusalems Porte.
20 Stig op på Libanon og skrig, løft Røsten i Basan, skrig fra Abarim, thi knuste er alle dine kære. 21 Jeg taled dig til i din Tryghed, du nægted at høre; at overhøre min Røst var din Skik fra din Ungdom. 22 For alle dine Hyrder skal Storm være Hyrde, i Fangenskab går dine kære; da får du Skam og Skændsel for al din Ondskab. 23 Du, som bor på Libanon og bygger i Cedrene, hvor stønner du, når Smerter kommer over dig, Veer som en fødendes!
24 Så sandt jeg lever, lyder det fra Herren: Om også Konja, Kong Jojakim af Judas Søn, var en Seglring på min højre Hånd, jeg rev ham bort. 25 Jeg giver dig i deres Hånd, som står dig efter Livet, i deres Hånd, for hvem du ræddes, og i Kong Nebukadrezar af Babels og Kaldæernes Hånd. 26 Jeg slynger dig og din Moder, som fødte dig, bort til et andet Land, hvor I ikke fødtes, og der skal I dø; 27 men til det Land, deres Sjæle længes tilbage til, skal de ikke vende hjem.
28 Er denne Konja da et usselt, sønderslået Kar, et Redskab, ingen bryder sig om? Hvorfor skal han og hans Afkom slynges og kastes til et Land, de ikke kender? 29 Land, Land, Land, hør Herrens Ord: 30 Så siger Herren: Optegn denne Mand som barnløs, som en Mand, der ingen Lykke har i sit Liv; thi det skal ikke lykkes nogen af hans Afkom at sætte sig på Davids Trone og atter herske over Juda.