12 Herre retten er din, når jeg trætter med dig om ret og dog må jeg tale med dig om Ret. Hvi følger Lykken de gudløses Vej, hvi er alle troløse trygge? ² Du planter dem, og de slår rod, de trives og bærer Frugt. De har dig i Munden, men ikke i Hjertet. ³ Du, Herre, du kender mig, ser mig og prøver mit Hjertelag mod dig. Riv dem bort som Får til Slagtning, vi dem til Blodbadets Dag! ⁴ (Hvor længe skal Landet sørge, al Markens Urter visne? For indbyggernes Ondskabs Skyld omkommer Dyr og Fugle; thi man siger: "Han skuer ikke, hvorledes det vil gå os.")

⁵ "Når Fodgængere løber dig træt, hvor kan du da kappes med Heste? Og er du ej tryg i et fredeligt Land, hvad vil du så gøre i Jordans Stolthed"? ⁶ Thi selv dine Brødre og din Faders Hus er troløse imod dig, selv de skriger af fuld Hals efter dig; tro dem ikke, når de giver dig gode Ord!"

⁷ Mit Hus har jeg opgivet, bortstødt min Arvelod, givet min elskede hen i hendes Fjenders Hånd. ⁸ Min Arvelod blev for mig som en Løve i Skoven, den løftede Røsten imod mig, derfor må jeg hade den. ⁹ Er min Arvelod blevet mig en spraglet Fugl, omgivet af Fugle? Lad alle de vilde Dyr samles, hent dem hid for af æde! ¹⁰ Hyrder i Mængde ødelægger min Vingård, nedtramper min Arvelod, min yndige Arvelod gør de til øde Ørk; ¹¹ de lægger den øde, den sørger øde for mit Åsyn. Hele Landet er ødelagt, thi ingen brød sig om det. ¹² Over alle Ørkenens nøgne Høje kom Hærværksmænd. Thi Herren har et Sværd; det fortærer alt fra den ene Ende af Landet til den anden; intet Kød har Fred. ¹³ De såede Hvede og høstede Torne, sled til ingen Gavn og blev til Skamme med deres Afgrøde for Herrens glødende Vredes Skyld.

¹⁴ Så siger Herren om alle mine onde Naboer, der rører den Arvelod, jeg gav mit Folk Israel i Eje: Se, jeg rykker dem op af deres Land, og Judas Hus rykker jeg op midt iblandt dem. ¹⁵ Men siden, når jeg har rykket dem op, forbarmer jeg mig atter over dem og bringer dem hjem, hver til sin Arvelod og hver til sit Land. ¹⁶ Hvis de da lærer mit Folks Veje, så de sværger ved mit Navn: "Så sandt Herren lever!" ligesom de lærte mit Folk at svæærge ved Baal, skal de opbygges iblandt mit Folk. ¹⁷ Men hører de ikke, rykker jeg et sådant Folk helt op og tilintetgør det, lyder det fra Herren.

13 Således saghde Herren til mig: "Gå hen og køb dig et linned bælte og bind det om din lænd, lad det ikke komme i vand!" ² Og jeg købte bæltet efter Herrens ord og bandt det om min lænd. ³ Så kom Herrens Ord atter til mig således: ⁴ "Tag Bæltet, du købte og har om Lænden, og gå til Frat og gem det der i eu Klipperevne!" ⁵ Og jeg gik hen og gemte det ved Frat, som Herren bød. ⁶ Men lang Tid efter sagde Herren til mig: "Gå til Frat og hent Bæltet, jeg bød dig gemme der!" ⁷ Og jeg gik til Frat og gravede Bæltet op, hvor jeg havde gemt det: og se, Bæltet var ødelagt og duede ikke til noget. ⁸ Og Herrens Ord kom til mig således: ⁹ Så siger Herren: Således vil jeg ødelægge Judas og Jerusalems store Herlighed. ¹⁰ Dette onde Folk, som vægrer sig ved at høre mine Ord og vandrer i deres Hjertes Stivsind og holder sig til andre Guder og dyrker og tilbeder dem, skal blive som dette Bælte, der ikke duer til noget. ¹¹ Thi som Bæltet slutter sig tæt til en Mands Lænd, således har jeg sluttet hele Israels Hus og hele Judas Hus tæt til mig, lyder det fra Herren, for at de skulde være mit Folk og blive mig til Navnkundigbed, Pris og Ære; men de hørte ikke.

¹² Og du skal sige til dette Folk: Så siger Herren, Israels Gud: Enhver Vindunk fyldes med Vin! Og siger de til dig: "Skulde vi ikke vide, at enhver Vindunk fyldes med Vin?" ¹³ så svar dem: Så siger Herren: Se, jeg vil fylde alle dette Lands Indbyggere, Kongerne, der sidder på Davids Trone, Præsterne, Profeterne og alle Jerusalems Borgere, så de hliver drukne; ¹⁴ og jeg knuser dem mod hinanden, både Fædre og Sønner, lyder det fra Herren; uden Skånsel, Medynk og Barmhjertighed ødelægger jeg dem.

¹⁵ Hør og lyt uden Hovmod, thi Herren taler. ¹⁶ Lad Herren eders Gud få Ære, før det mørkner, før I støder eders Fødder på Skumringsbjerge, så I må bie på Lys, men han gør det til Mulm, han gør det til Mørke. ¹⁷ Men dersom I ikke hører, da græder min Sjæl i Løn for Hovmodets Skyld, den fælder så bitre Tåmer; mit Øje rinder med Gråd, thi Herrens Hjord føres bort.

¹⁸ Sig til Kongen og til Herskerinden: "Tag lavere Sæde, thi af eders Hoved faldt den dejlige Krone." ¹⁹ Sydlandets Byer er lukkede, ingen lukker op, hele Juda er bortført til sidste Mand. ²⁰ Løft dine Øjne og se dem komme fra Nord! Hvor er den Hjord, du fik, dine dejlige Får? ²¹ Hvad vil du sige, når du får dem til Herrer, hvem du lærte at komme til dig som Venner? Vil ikke Veer da gribe dig som Kvinde i Barnsnød? ²² Og siger du i dit Hjerte: "Hvi hændtes mig dette?" For din svare Skyld blev dit Slæb løftet op, dine Hæle skændet. ²³ Hvis en Neger kunde skifte sin Hud, en Panter sine Striber, så kunde og I gøre godt, I Mestre i ondt! ²⁴ Jeg spreder dem som Strå, der flyver for Ørkenens Vind: ²⁵ det er din Lod, din tilmålte Del fra mig, så lyder det fra Herren, fordi du lod mig gå ad Glemme og stoled på Løgn. ²⁶ Ja, dit Slæb slår jeg over dit Ansigt, din Skam skal ses, ²⁷ dit Ægteskabsbrud og din Vrinsken, din skamløse Utugt; på Højene og ude på Marken så jeg dine væmmelige Guder. Ve dig, Jerusalem, du bliver ej ren hvor længe endnu?

14 Herrens Ord, som kom til Jeremias om tørken. ² Juda sørger; dets Porte vansmægter sørgeklædt i Støvet, Jerusalems Skrig stiger op, ³ og dets Stormænd sender deres Drenge efter Vand, de kommer til Brønde, men finder ej Vand, vender hjem med tomme Spande, med Skam og Skændsel og tilhyllet Hoved. ⁴ Over Jorden, som revner af Angst, da Regn ej falder i Landet, er Bønderne beskæmmede, tilhyller Hovedet. ⁵ Selv Hinden på Marken forlader sin nyfødte Kalv, thi Græs er der ikke. ⁶ På nøgne Høje står Vildæsler og snapper efter Luft som Sjakaler, deres Øjne vansmægter, thi Grønt er der ikke.

⁷ Vidner vore Synder imod os, Herre, grib så for dit Navns Skyld ind! Thi mange Gange faldt vi fra, mod dig har vi syndet. ⁸ Du Israels Håb og Frelser i Nødens Stund! Hvorfor er du som fremmed i Landet, som en Vandringsmand, der kun søger Nattely? ⁹ Hvorfor er du som en rådvild Mand, som en Helt, der ikke kan frelse? Du er dog i vor Midte, Herre, dit Navn er nævnet over os, så lad os ej fare!

¹⁰ Så siger Herren til dette Folk: De elsker at flakke omkring og sparer ej Fødderne, men ejer ikke Herrens Behag. Han ihukommer nu deres Brøde, hjemsøger deres Synder.

¹¹ Og Herren sagde til mig: "Bed ikke om Lykke for dette Folk! ¹² Når de faster, hører jeg ikke deres Klage, og når de ofrer Brændoffer og Afgrødeoffer, har jeg ikke Behag i dem; nej, med Sværd, Hunger og Pest vil jeg gøre Ende på dem!" ¹³ Da sagde jeg: "Ak, Herre, Herre! Profeterne siger jo til dem: I skal ikke se Sværd, og Hungersnød skal ikke komme over eder, thi tryg Fred giver jeg eder på dette Sted." ¹⁴ Herren svarede: "Profeterne profeterer Løgn i mit Navn; jeg har ikke sendt dem eller givet dem noget Bud eller talet til dem. Løgnesyner og falsk Spådom og deres Hjertes Bedrag er det, de profeterer for eder! ¹⁵ Derfor, så siger Herren til Profeterne, der profeterer i mit Navn, skønt jeg ikke har sendt dem, og som siger, at der ikke skal komme Sværd eller Hunger i dette Land: Disse Profeter skal omkomme ved Sværd og Hunger; ¹⁶ og folket, de profeterer for, skal slænges hen på Jerusalems Gader for Hunger og Sværd, og ingen skal jorde dem, hverken dem eller deres Hustruer, Sønner eller Døtre. Jeg udøser deres Ondskab over dem."

¹⁷ Og du skal sige dette Ord til dem: Mine Øjne skal rinde med Gråd ved Nat og ved Dag og aldrig høre op; thi mit Folks jomfruelige Datter ligger lemlæstet hårdt, Såret er såre svart. ¹⁸ Hvis jeg går ud på Marken, se sværdslagne Mænd, og kommer jeg ind i Byen, se Hungerens Kvaler! Thi både Profet og Præst drager bort til et Land, de ej kender.

¹⁹ Har du ganske vraget Juda, væmmes din Sjæl ved Zion? Hvorfor har du slået os, så ingen kan læge? Man håber på Fred, men det bliver ej godt, på Lægedoms Tid, men se, der er Rædsel. ²⁰ Vi kender vor Gudløshed, Herre, vore Fædres Brøde, thi vi synded mod dig. ²¹ Bortstød os ikke for dit Navns Skyld, vanær ej din Herligheds Trone, kom i Hu og bryd ej din Pagt med os! ²² Kan blandt Hedningeguderne nogen sende Regn, giver Himlen Nedbør af sig selv? Er det ikke dig, o Herre vor Gud? Så bier vi på dig, thi du skabte alt dette.

1 Paulus; Kristi Jesu Apostel ved Guds Villie, for at bringe Forjættelse om Livet i Kristus Jesus ² - til Timotheus, sit elskede Barn: Nåde, Barmhjertighed og Fred fra Gud Fader og Kristus Jesus, vor Herre!

³ Jeg takker Gud, hvem jeg fra mine Forfædre af har tjent i en ren Samvittighed, ligesom jeg uafladelig har dig i Erindring i mine Bønner Nat og Dag, ⁴ da jeg i Mindet om dine Tårer længes efter at se dig, for at jeg må fyldes med Glæde, ⁵ idet jeg er bleven mindet om den uskrømtede Tro, som er i dig, den, som boede først i din Mormoder Lois og din Moder Eunike, og jeg er vis på, at den også bor i dig.

⁶ Derfor påminder jeg dig, at du opflammer den Guds Nådegave, som er i dig ved mine Hænders Pålæggelse. ⁷ Thi Gud har ikke givet os Fejgheds Ånd, men Krafts og Kærligheds og Sindigheds Ånd. ⁸ Derfor, skam dig ikke ved Vidnesbyrdet om vor Herre eller ved mig, hans Fange, men lid ondt med Evangeliet ved Guds Kraft, ⁹ han, som frelste os og kaldte os med en hellig Kaldelse, ikke efter vore Gerninger, men efter sit eget Forsæt og Nåden, som blev given os i Kristus Jesus fra evige Tider, ¹⁰ men nu er kommen for Dagen ved vor Frelsers Jesu Kristi Åbenbarelse, han, som tilintetgjorde Døden, men bragte Liv og Uforkrænkelighed for Lyset ved Evangeliet, ¹¹ for hvilket jeg er bleven sat til Prædiker og Apostel og Hedningers Lærer,

¹² hvorfor jeg også lider dette, men jeg skammer mig ikke derved; thi jeg ved, til hvem jeg har sat min Tro, og jeg er vis på, at han er mægtig til at vogte på den mig betroede Skat til hin Dag. ¹³ Hav et Forbillede i de sunde Ord, som du har hørt af mig, i Tro og Kærlighed i Kristus Jesus. ¹⁴ Vogt på den skønne betroede Skat ved den Helligånd, som bor i os.

¹⁵ Du ved dette, at alle de i Asien have vendt sig fra mig, iblandt hvilke ere Fygelus og Hermogenes. ¹⁶ Herren vise Onesiforus's Hus Barmhjertighed; thi han har ofte vederkvæget mig og skammede sig ikke ved min Lænke, ¹⁷ men da han kom til Rom, søgte han ivrigt efter mig og fandt mig. ¹⁸ Herren give ham at finde Barmhjertighed fra Herren på hin Dag! Og hvor megen Tjeneste han har gjort i Efesus, ved du bedst.