Jeremias 1-3

Dette er Biblen på dansk

1 Ord af Jeremias, Hilkijas søn, en af præsterne i Anatot i Benjamins Land, ² til hvem Herrens Ord kom i Amons Søns, Kong Josias af Judas, Dage, i hans Herredømmes trettende År, ³ og fremdeles i Josias's Søns, Kong Jojakim af Judas, Dage indtil Slutningen af Josias's Søns, Kong Zedekias af Judas, elevte Regeringsår, til Jerusalems Indbyggere førtes i Landflygtighed i den femte Måned.

⁴ Herrens Ord kom til mig således: ⁵ Før jeg danned dig i Moderskød, kendte jeg dig; før du kom ud af Moderliv, helligede jeg dig, til Profet for Folkene satte jeg dig. ⁶ Men jeg svarede: "Ak, Herre, Herre, jeg kan jo ikke tale, thi jeg er ung." ⁷ Så sagde Herren til mig: "Sig ikke: Jeg er ung! men gå, hvorhen jeg end sender dig, og tal alt, hvad jeg byder dig; ⁸ frygt ikke for dem, thi jeg er med dig for at frelse dig, lyder det fra Herren." ⁹ Og, Herren udrakte sin Hånd, rørte ved min Mund og sagde til mig: "Nu lægger jeg mine Ord i din Mund. 10, Se, jeg giver dig i Dag Myndighed over Folk og Riger til at oprykke og nedbryde, til at ødelægge og nedrive, til at opbygge og plante." ¹¹ Siden kom Herrens Ord til mig således: "Hvad ser du, Jeremias?" Jeg svarede: "Jeg ser en Mandelgren." ¹² Da sagde Herren til mig: "Du ser ret, thi jeg er årvågen over mit Ord for at fuldbyrde det." ¹³ Og Herrens Ord kom atter til mig således: "Hvad ser du?" Jeg svarede: "Jeg ser en sydende Kedel med Fyrsted mod Nord." ¹⁴ Da sagde Herren til mig: "Nordfra skal Ulykke syde ud over alle Landets Indbyggere; ¹⁵ thi se, jeg hidkalder alle Nordens Riger, lyder det fra Herren, og man skal komme og rejse hver sin Trone ved Indgangen til Jerusalems Porte mod alle dets Mure trindt omkring og mod alle Judas Byer; ¹⁶ og jeg vil afsige Dom over dem for al deres Ondskab, at de forlod mig, tændte Offerild for fremmede Guder og tilbad deres Hænders Værk. ¹⁷ Så omgjorde dine Lænder og stå frem og tal til dem, alt hvad jeg byder dig! Vær ikke ræd for dem, at jeg ikke skal gøre dig ræd for dem! ¹⁸ Og jeg, se, jeg gør dig i Dag til en fast Stad, til en Jernstøtte og en kobbermur mod hele Landet, Judas Konger og Fyrster, Præsterne og Almuen; ¹⁹ de skal kæmpe imod dig, men ikke kunne magte dig; thi jeg er med dig for at frelse dig, lyder det fra Herren."

2 Herrens Ord kom til mig således: ² Gå hen og råb Jerusalem i Ørene: Så siger Herren: Jeg mindes din Kærlighed som ung, din Elskov som Brud, at du fulgte mig i Ørkenen, et Land, hvor der ikke sås; ³ Israel var helliget Herren, hans Førstegrøde, alle, som åd det, måtte bøde, Ulykke ramte dem, lyder det fra Herren.

⁴ Hør Herrens Ord, Jakobs Hus og alle Slægter i Israels Hus: ⁵ Så siger Herren: Hvad ondt fandt eders Fædre hos mig, siden de gik bort fra mig og holdt sig til Tomhed, til de selv blev tomme? ⁶ De spurgte ikke: "Hvor er Herren, som førte os op fra Ægypten og ledte os i Ørkenen, Ødemarkens og Kløfternes Land, Tørkens og Mulmets Land, Landet, hvor ingen færdes eller bor?" ⁷ Jeg bragte eder til Frugthavens Land, at I kunde nyde dets Frugt og Goder; men da I kom derind, gjorde I mit Land urent og min Arvelod vederstyggelig. ⁸ Præsterne spurgte ikke: "Hvor er Herren?" De, der syslede med Loven, kendte mig ikke, Hyrderne faldt fra mig, og Profeterne profeterede ved Ba'al og holdt sig til Guder, som intet evner. ⁹ Derfor må jeg fremdeles gå i Rette med eder, lyder det fra Herren, og med eders Sønners Sønner må jeg gå i Rette.

¹⁰ Drag engang over til Kittæernes Strande og se efter, send Bud til Kedar og spørg jer nøje for; se efter, om sligt er hændet før! ¹¹ Har et Hedningefolk nogen Sinde skiftet Guder? Og så er de endda ikke Guder. Men mit Folk har skiftet sin Ære bort for det, der intet gavner. ¹² Gys derover, I Himle, Skræk og Rædsel gribe eder, lyder det fra Herren; ¹³ thi to onde Ting har mit Folk gjort: Mig, en Kilde med levende Vand, har de forladt for at hugge sig Cisterner, sprukne Cisterner, der ikke kan holde Vand.

¹⁴ Er Israel da en Træl, en hjemmefødt Træl? Hvorfor er han blevet til Bytte? ¹⁵ Løver brøler imod ham med rungende Røst; hans Land har de gjort til en Ørk, hans Byer er brændt, så ingen bor der. ¹⁶ Selv Nofs og Takpankes's Sønner afgnaver din Isse. ¹⁷ Mon ikke det times dig, fordi du svigted mig? lyder det fra Herren din Gud. ¹⁸ Hvorfor skal du nu til Ægypten og drikke af Sjihor? Hvorfor skal du nu til Assur og drikke af Floden?

¹⁹ Lad din Ulykke gøre dig klog og lær af dit Frafald, kend og se, hvor ondt og bittert det er, at du svigted Herren din Gud; Frygt for mig findes ikke hos dig, så lyder det fra Herren, Hærskarers Herre. ²⁰ Thi længst har du brudt dit Åg og sprængt dine Bånd. Du siger: "Ej vil jeg tjene!" Nej, Skøgeleje har du på hver en Høj, under alle de grønne Træer. ²¹ Som en Ædelranke plantede jeg dig, en fuldgod Stikling; hvor kunde du da blive Vildskud, en uægte Ranke? ²² Om du end tor dig med Lud og ødsler med Sæbe, jeg ser dog din Brødes Snavs, så lyder det fra Herren. ²³ Hvor kan du sige: "Ej er jeg uren, til Ba'alerne holdt jeg mig ikke!" Se på din Færd i Dalen, kend, hvad du gjorde, en let Kamelhoppe, løbende hid og did, ²⁴ et Vildæsel, kendt med Steppen! Den snapper i Brynde efter Luft, hvo tæmmer dens Brunst? At søge den trætter ingen, den findes i sin Måned. ²⁵ Spar dog din Fod for Slid, din Strube for Tørst! Dog siger du: "Nej, lad mig være! Jeg elsker de fremmede, dem vil jeg holde mig til." ²⁶ Som Tyven får Skam, når han gribes, så Israels Hus, de, deres Konger og Fyrster, Præster og Profeter, ²⁷ som siger til Træ: "Min Fader!" til Sten: "Du har født mig." Thi Ryggen og ikke Ansigtet vender de til mig, men siger i Ulykkestid: "Stå op og frels os!" ²⁸ Hvor er de da, dine Guder, dem, du har gjort dig? Lad dem stå op! Kan de frelse dig i Ulykkestiden? Thi som dine Byers Tal er dine Guders, Juda. ²⁹ Hvorfor tvistes I med mig? I har alle forbrudt jer imod mig, lyder det fra Herren. ³⁰ Forgæves slog jeg eders Børn, de tog ikke ved Lære, som hærgende Løve fortærede Sværdet Profeterne. ³¹ Du onde Slægt, så mærk jer dog Herrens Ord! Har jeg været en Ørk for Israel, et bælgmørkt Land? Hvorfor mon mit Folk da siger: "Vi går, hvor vi vil, og kommer ej mer til dig." ³² Glemmer en Jomfru sit Smykke, en Brud sit Bælte? Og mig har mit Folk dog glemt i talløse Dage. ³³ Hvor snildt du dog går til Værks for at søge dig Elskov! Du vænned dig derfor også til ondt i din Færd. ³⁴ Endog findes Blod på dine Hænder af fattige, skyldfri Sjæle, Blod, jeg ej fandt hos en Tyv, men på alle disse. ³⁵ Og du siger: "Jeg er frikendt, hans Vrede har vendt sig fra mig." Se, med dig går jeg i Rette, da du siger: "Jeg har ikke syndet." ³⁶ Hvor let det dog falder for dig at skifte din Vej! Du skal også få Skam af Ægypten, som du fik det af Assur; ³⁷ også derfra skal du gå med Hænder på Hoved, thi Herren har forkastet dine Støtter, de båder dig intet.

3 Når en Mand frastøder sin hustru, og hun går fra ham og ægter en anden, kan hun så gå tilbage til ham? Er slig en Kvinde ej sunket til Bunds i Vanære? Og du, som boled med mange Elskere, vil tilbage til mig! så lyder det fra Herren. ² Se til de nøgne Høje: Hvor mon du ej lod dig skænde? Ved Vejene vogted du på dem som Araber i Ørk. Du vanæred Landet både ved din Utugt og Ondskab, ³ en Snare blev dine mange Elskere for dig. En Horkvindes Pande har du, trodser al Skam. ⁴ Råbte du ikke nylig til mig: "Min Fader! Du er min Ungdoms Ven. ⁵ Vil han evigt gemme på Vrede, bære Nag for stedse?" Se, således taler du, men øver det onde til Gavns.

⁶ Herren sagde til mig i Kong Josias's Dage: Så du, hvad den troløse Kvinde Israel gjorde? Hun gik op på ethvert højt Bjerg og hen under ethvert grønt Træ og bolede. ⁷ Jeg tænkte, at hun efter at have gjort alt det vilde vende om til mig; men hun vendte ikke om. Det så hendes svigefulde Søster Juda; ⁸ hun så, at jeg forstødte den troløse Kvinde Israel for al hendes Hors Skyld, og at jeg gav hende Skilsmissebrev; den svigefulde Søster Juda frygtede dog ikke, men gik også hen og bolede. ⁹ Ved sin letsindige Bolen vanærede hun Landet og horede med Sten og Træ. ¹⁰ Og alligevel vendte den svigefulde Søster Juda ikke om til mig af hele sit Hjerte, men kun på Skrømt, lyder det fra Herren. ¹¹ Og Herren sagde til mig: Det troløse Israels Sag står bedre end det svigefulde Judas.

¹² Gå hen og udråb disse Ord mod Nord: Omvend dig, troløse Israel, lyder det fra Herren; jeg vil ikke vredes på eder, thi nådig er jeg, lyder det fra Herren; jeg gemmer ej evigt på Vrede; ¹³ men vedgå din Uret, at du forbrød dig mod Herren din Gud; for de fremmedes Skyld løb du hid og did under hvert grønt Træ og hørte ikke min Røst, så lyder det fra Herren.

¹⁴ Vend om, I frafaldne Søoner, lyder det fra Herren; thi jeg er eders Herre; jeg tager eder, een fra en By og en fra en Slægt og bringer eder til Zion, ¹⁵ og jeg giver eder Hyrder efter mit Sind, og de skal vogte eder med Indsigt og Kløgt. ¹⁶ Og når I bliver mangfoldige og frugtbare i Landet i hine Dage, lyder det fra Herren, skal de ikke mere tale om Herrens Pagts Ark, og Tanken om den skal ikke mere opkomme i noget Hjerte; de skal ikke mere komme den i Hu eller savne den, og en ny skal ikke laves. ¹⁷ På hin Tid skal man kalde Jerusalem Herrens Trone, og der, til Herrens Navn i Jerusalem, skal alle Folk strømme sammen, og de skal ikke mere følge deres onde Hjertes Stivsind. ¹⁸ I hine Dage skal Judas Hus vandre til Israels Hus, og samlet skal de drage fra Nordens Land til det Land, jeg gav deres Fædre i Eje.

¹⁹ Og jeg, jeg sagde til dig: "Blandt Sønnerne sætter jeg dig, jeg giver dig et yndigt Land, Folkenes herligste Arvelod." Jeg sagde: "Kald mig din Fader, vend dig ej fra mig!" ²⁰ Men som en Kvinde sviger sin Ven, så sveg du mig, Israels Hus, så lyder det fra Herren. ²¹ Hør, der lyder Gråd på de nøgne Høje, Tryglen af Israels Børn, fordi de vandrede Krogveje, glemte Herren deres Gud. ²² Vend om, I frafaldne Sønner, jeg læger eders Frafald. Se, vi kommer til dig, thi du er Herren vor Gud. ²³ Visselig, Blændværk var Højene, Bjergenes Larm; visselig, hos Herren vor Gud er Israels Frelse. ²⁴ Skændselen åd fra vor Ungdom vore Fædres Gods, deres Småkvæg og Hornkvæg, Sønner og Døtre. ²⁵ Vi lægger os ned i vor Skændsel, vor Skam er vort Tæppe, thi mod Herren vor Gud har vi syndet, vi og vore Fædre fra Ungdommen af til i Dag; vi høre ikke på Herren vor Guds røst.