Esajas 59-63
Dette er Biblen på dansk
59 Se, for kort til at frelse er ej Herrens Arm, Hans Øre er ikke for sløvt til at høre. 2 Eders Brøde er det, der skiller mellem eder og eders Gud, eders Synder skjuler hans Åsyn for jer, så han ikke hører. 3 Eders Hænder er jo sølet at Blod, eders Fingre sølet af Brøde; Læberne farer med Løgn, Tungen taler, hvad ondt er. 4 Med Ret stævner ingen til Doms eller fører ærligt sin Sag. Man stoler på tomt, taler falsk, man undfanger Kval, føder Uret. 5 Slangeæg ruger de ud, og Spindelvæv er, hvad de væver. Man dør, hvis man spiser et Æg, en Øgle kommer frem, hvis det knuses. 6 Deres Spind kan ej bruges til Klæder, ingen hyller sig i, hvad de laver; deres Værk er Ulykkesværk, og i deres Hænder er Vold; 7 deres Fødder haster til ondt, til at udgyde skyldfrit Blod; deres Tanker er Ulykkestanker; hvor de færdes, er Vold og Våde; 8 de kender ej Fredens Veje, der er ingen Ret i deres Spor; de gør sig krogede Stier; Fred kender ingen, som træder dem. 9 Derfor er Ret os fjern, og Retfærd når os ikke; vi bier på Lys se, Mørke, på Dagning, men vandrer i Mulm; 10 vi famler langs Væggen som blinde, famler, som savnede vi Øjne, vi snubler ved Middag som i Skumring, er som døde i vor kraftigste Alder; 11 vi brummer alle som Bjørne, kurrer vemodigt som Duer; vi bier forgæves på Ret, på Frelse, den er os fjern. 12 Thi du ser; vore Synder er mange, vor Brøde vidner imod os: ja, vi har vore Synder for Øje, vi kender såvel vor Skyld: 13 Vi faldt fra og fornægtede Herren, veg langt bort fra vor Gud, vor Tale var Vold og Frafald, og vi fremførte Løgne fra Hjertet. 14 Retten trænges tilbage, Retfærd står i det fjerne, thi Sandhed snubler på Gaden, Ærlighed har ingen Gænge; 15 Sandhedens Plads står tom, og skyr man det onde, flås man. Og Herren så til med Harme, fordi der ikke var Ret; 16 han så, at der ingen var, og det undrede ham, at ingen greb ind. Da kom hans Arm ham til Hjælp, hans Retfærd, den stod ham bi; 17 han tog Retfærds Brynje på, satte Frelsens Hjelm på sit Hoved, tog Hævnens Kjortel på og hylled sig i Nidkærheds Kappe. 18 Han gengælder efter Fortjeneste, Vrede mod Uvenner, Gengæld mod Fjender, mod fjerne Strande gør han Gengæld, 19 så Herrens Navn frygtes i Vest, hans Herlighed, hvor Sol står op. Thi han kommer som en indestængt Flom, der drives af Herrens Ånde. 20 En Genløser kommer fra Zion og fjerner Frafald i Jakob, lyder det fra Herren. 21 Dette er min Pagt med dem, siger Herren: Min Ånd, som er over dig, og mine Ord, som jeg har lagt i din Mund, skal ikke vige fra din eller dit Afkoms eller dit Afkoms Afkoms Mund, siger Herren, fra nu og til evig Tid.
60 Gør dig rede, bliv Lys, thi dit Lys er kommet, Herrens Herlighed er oprundet over dig. 2 Thi se, Mørke skjuler Jorden og Dunkelhed Folkene, men over dig skal Herren oprinde, over dig skal hans Herlighed ses. 3 Til dit Lys skal Folkene vandre, og Konger til dit strålende Skær. 4 Løft Øjnene, se dig om, de samles, kommer alle til dig. Dine Sønner kommer fra det fjerne, dine Døtre bæres på Hofte; 5 da stråler dit Øje af Glæde, dit Hjerte banker og svulmer; thi Havets Skatte bliver dine, til dig kommer Folkenes Rigdom: 6 Kamelernes Vrimmel skjuler dig, Midjans og Efas Foler, de kommer alle fra Saba; Guld og Røgelse bærer de og kundgør Herrens Pris; 7 alt Kedars Småkvæg samles til dig, dig tjener Nebajots Vædre, til mit Velbehag ofres de til mig, mit Bedehus herliggøres. 8 Hvem flyver mon der som Skyer, som Duer til Dueslag? 9 Det er Skibe, der kommer med Hast, i Spidsen er Tarsisskibe, for at bringe dine Sønner fra det fjerne; deres Sølv og Guld har de med til Herren din Guds Navn, Israels Hellige, han gør dig herlig. 10 Udlændinge skal bygge dine Mure, og tjene dig skal deres Konger; thi i Vrede slog jeg dig vel, men i Nåde forbarmer Jeg mig over dig. 11 Dine Porte holdes altid åbne, de lukkes hverken Dag eller Nat, at Folkenes Rigdom kan bringes dig med deres Konger som Førere.
12 Thi det Folk og, Rige, som ikke tjener dig, skal gå til Grunde, og Folkene skal lægges øde i Bund og Grund. 13 Til dig skal Libanons Herlighed komme, både Cypresser og Elm og Gran, for at smykke min Helligdoms Sted, så jeg ærer mine Fødders Skammel. 14 Dine Undertrykkeres Sønner kommer bøjet til dig, og alle, som håned dig, kaster sig ned for din Fod og kalder dig Herrens By, Israels Helliges Zion. 15 Medens du før var forladt og hadet, så ingen drog gennem dig, gør jeg dig til evig Højhed, til Glæde fra Slægt til Slægt. 16 Du skal indsuge Folkenes Mælk og die Kongernes Bryst. Du skal kende, at jeg, Herren, er din Frelser, din Genløser Jakobs Vældige. 17 Guld sætter jeg i Stedet for Kobber og Sølv i Stedet for Jern, Kobber i Stedet for Træ og Jern i Stedet for Sten. Til din Øvrighed sætter jeg Fred, til Hersker over dig Retfærd. 18 Der høres ej mer i dit Land om Uret, om Vold og Ufærd inden dine Grænser; du kalder Frelse dine Mure og Lovsang dine Porte. 19 Ej mer skal Solen være dit Lys eller Månen Skinne for dig:. Herren skal være dit Lys for evigt, din Gud skal være din Herlighed. 20 Din Sol skal ej mer gå ned, din Måne skal ej tage af; thi Herren skal være dit Lys for evigt, dine Sørgedage har Ende. 21 Enhver i dit Folk er retfærdig, evigt ejer de Landet, et Skud, som Herren har plantet, hans Hænders Værk, til hans Ære. 22 Den mindste bliver en Stamme, den ringeste et talrigt Folk. Jeg er Herren; når Tid er inde, vil jeg fremme det i Hast.
61 Den Herre Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig; han sendte mig med Glædesbud til ydmyge, med Lægedom for sønderbrudte Hjerter, for at udråbe Frihed for Fanger og Udgang for dem, som er bundet, 2 udråbe et Nådeår fra Herren, en Hævnens Dag fra vor Gud, for at trøste alle, som sørger, 3 give dem, som sørger i Zion, Højtidspragt for Sørgedragt, for Sørgeklædning Glædens Olie; Lovsang for modløst Sind. Man kalder dem Retfærds Ege, Herrens Plantning til hans Ære.
4 De skal bygge på ældgamle Tomter, rejse Fortidsruiner, genopbygge nedbrudte Byer, der fra Slægt til Slægt lå i Grus. 5 Fremmede skal stå og vogte eders Småkvæg, Udlændinge slide på Mark og i Vingård. 6 Men I skal kaldes Herrens Præster, vor Guds Tjenere være eders Navn. Af Folkenes Gods skal I leve, deres Herlighed får I til Eje. 7 Fordi de fik tvefold Skændsel, og Spot og Spyt var deres Lod, får de tvefold Arv i deres Land, dem tilfalder evig Glæde; 8 thi jeg elsker Ret, jeg, Herren, jeg hader forbryderisk Rov. Jeg giver dem Løn i Trofasthed og slutter med dem en evig Pagt. 9 Deres Æt skal kendes blandt Folkene, deres Afkom ude blandt Folkeslag; alle, der ser dem, skal kende dem som Slægten, Herren velsigner. 10 Jeg vil glæde mig højlig i Herren, min Sjæl skal juble i min Gud; thi han klædte mig i Frelsens Klæder, hylled mig i Retfærds Kappe, som en Brudgom, der binder sit Hovedbind, som Bruden, der fæster sine Smykker. 11 Thi som Spiren gror af Jorden, som Sæd spirer frem i en Have, så lader den Herre Herren Retfærd gro og Lovsang for al Folkenes Øjne.
62 For Zions Skyld vil jeg ej tie, for Jerusalems skyld ej hvile før dets Ret rinder op som Lys, som en luende Fakkel dets Frelse. 2 Din Ret skal Folkene skue og alle Konger din Ære. Et nyt Navn giver man dig, som Herrens Mund skal nævne. 3 Og du bliver en dejlig Krone i Herrens Hånd, et kongeligt Hovedbind i Hånden på din Gud.
4 Du kaldes ej mer "den forladte", dit Land "den ensomme"; nej, "Velbehag" kaldes du selv, og dit Land kaldes "Hustru". Thi Herren har Velbehag i dig, dit Land skal ægtes. 5 Som Ynglingen ægter en Jomfru, så din Bygmester dig, som Brudgom glædes ved Brud, så din Gud ved dig. 6 Jeg sætter Vægtere på dine Mure, Jerusalem; ingen Sinde bag eller Nat skal de tie. I, som minder Herren, und jer ej Ro 7 og lad ham ikke i Ro, før han bygger Jerusalem, før han får gjort Jerusalem til Pris på Jorden. 8 Herren svor ved sin højre, sin vældige Arm: Jeg giver ej mer dine Fjender dit Korn til Føde; Mosten, du sled for, skal Udlandets Sønner ej drikke; 9 nej, de, der høster, skal spise prisende Herren; de, der sanker, skal drikke i min hellige Forgård.
10 Drag ud gennem Portene, drag ud, ban Folket Vej, byg Vej, byg Vej, sank alle Stenene af, rejs Banner over Folkeslagene! 11 Se, Herren lader det høres til Jordens Ende: Sig til Zions Datter: "Se, din Frelse kommer, se, hans Løn er med ham, hans Vinding foran ham!" 12 De skal kaldes: det hellige Folk, Herrens genløste, og du: den søgte, en By, som ej er forladt.
63 Hvem kommer der fra Edom, i Højrøde Klæder fra Bozra, han i det bølgende Klædebon, stolt i sin vældige Kraft?"Det er mig, som taler i Retfærd, vældig til at frelse!" 2 Hvorfor er dit Klædebon rødt, dine Klæder som en Persetræders? 3 "Jeg trådte Vinpersen ene, af Folkeslagene var ingen med mig; jeg trådte dem i min Vrede, tramped dem i min Harme; da sprøjted deres Blod på mine Klæder, jeg tilsøled hele min Klædning. 4 Thi til Hævnens Dag stod min Hu, mit Genløsningsår var kommet. 5 Jeg spejded, men ingen hjalp til, jeg studsed, men ingen stod mig bi. Da kom min Arm mig til Hjælp, og min Harme, den stod mig bi; 6 jeg søndertrådte Folkeslag i Vrede, i Harme knuste jeg dem, deres Blod lod jeg strømme til Jorden."
7 Jeg vil synge om Herrens Nåde, kvæde hans Pris, efter alt, hvad Herren har gjort os, huld imod Israels Hus, gjort os efter sin Miskundhed, sin Nådes Fylde. 8 Han sagde: "De er jo mit Folk, de er Børn, som ej sviger." Og en Frelser blev han for dem 9 i al deres Trængsel; intet Bud, ingen Engel, hans Åsyn frelste dem. I sin Kærlighed og Skånsel genløste han dem, han løfted og bar dem alle Fortidens Dage. 10 Men de stred imod og bedrøved hans hellige Ånd; så blev han deres Fjende, han kæmped imod dem. 11 Da tænkte hans Folk på gamle Dage, på Moses: "Hvor er han, som drog sit Småkvægs Hyrde op af Vandet? Hvor er han, som lagde sin hellige Ånd i hans Hjerte, 12 lod vandre sin herlige Arm ved Moses's højre, kløvede Vandet for dem og vandt et evigt Navn, 13 førte dem gennem Dybet som en Hest på Steppen? 14 Som Kvæg, der går ned i dalen, snubled de ikke. Dem ledte Herrens Ånd. Således ledte du dit Folk for at vinde dig et herligt Navn." 15 Sku ned fra Himlen, se ud fra din hellige, herlige Bolig! Hvor er din Nidkærhed og Vælde, dit svulmende Hjerte, din Medynk? Hold dig ikke tilbage, 16 du, som dog er vor Fader. Thi Abraham ved ej af os, Israel kendes ej ved os, men du er vor Fader, Herre, "vor Genløser" hed du fra Evighed. 17 Hvi leder du os vild fra dine Veje, Herre, forhærder vort Hjerte mod din Frygt? Vend tilbage for dine Tjeneres, din Arvelods Stammers Skyld! 18 Hvi har gudløse trådt i din Helligdom, vore Fjender nedtrampet dit Tempel? 19 Vi er som dem, du aldrig har styret, over hvem dit Navn ej er nævnt.
20 Gid du sønderrev Himlen og steg ned, så Bjergene vakled for dit Åsyn!