53 Hvo troede det, vi hørte, for hvem åbenbaredes Herrens Arm? ² Han skød op som en Kvist for hans Åsyn, som et Rodskud af udtørret Jord, uden Skønhed og Pragt til at drage vort Blik, uden Ydre, så vi syntes om ham, ³ ringeagtet, skyet af Folk, en Smerternes Mand og kendt med Sygdom, en, man skjuler sit Ansigt for, agtet ringe, vi regned ham ikke. ⁴ Og dog vore Sygdomme bar han, tog vore Smerter på sig; vi regnede ham for plaget, slagen, gjort elendig af Gud. ⁵ Men han blev såret for vore Overtrædelser, knust for vor Brødres Skyld; os til Fred kom Straf over ham, vi fik Lægedom ved hans Sår. ⁶ Vi for alle vild som Får, vi vendte os hver sin Vej, men Herren lod falde på ham den Skyld, der lå på os alle. ⁷ Han blev knust og bar det stille, han oplod ikke sin Mund som et Lam, der føres hen at slagtes, som et Får, der er stumt, når det klippes. han oplod ikke sin Mund. ⁸ Fra Trængsel og Dom blev han taget, men hvem i hans Samtid tænkte, da han reves fra de levendes Land, at han ramtes for mit Folks Overtrædelse? ⁹ Hos gudløse gav man ham Grav og Gravkammer hos den rige, endskønt han ej gjorde Uret, og der ikke var Svig i hans Mund.

¹⁰ Det var Herrens Vilje at slå ham med Sygdom; når hans Sjæl havde fuldbragt et Skyldoffer, skulde han se Afkom, leve længe og Herrens Vilje lykkes ved hans Hånd. ¹¹ Fordi hans Sjæl har haft Møje, skal han se det, hvorved han skal mættes. Når han kendes, skal min retfærdige Tjener retfærdiggøre de mange, han, som bar deres Overtrædelser. ¹² Derfor arver han mange, med mægtige deler han Bytte, fordi han udtømte sin Sjæl til Døden og regnedes blandt Overtrædere; dog bar han manges Synd, og for Overtrædere bad han.

54 Jubl, du golde, der ej fødte, jubl og fryd dig, du uden Veer! Thi den forladtes Børn er flere end Hustruens Børn, siger Herren. ² Vid Rummet ud i dit Telt, spar ikke, men udspænd din Boligs Tæpper. Du må gøre dine Teltreb lange og slå dine Teltpæle fast. ³ Thi du skal brede dig til højre og, venstre, dit Afkom tage Folk i Eje og bo i de øde Byer. ⁴ Frygt ej, du skal ikke beskæmmes, vær ej ræd, du skal ikke skuffes! Thi din Ungdoms Skam skal du glemme, ej mindes din Enkestands Skændsel. ⁵ Thi din Ægtemand er din Skaber, hans Navn er Hærskarers Herre, din Genløser er Israels Hellige, han kaldes al Jordens Gud. ⁶ Som en Hustru, der sidder forladt med Sorg i Sinde, har Herren kaldt dig. En Ungdomsviv, kan hun forstødes? siger din Gud. ⁷ Jeg forlod dig et lidet Øjeblik, men favner dig i stor Barmhjertighed; ⁸ jeg skjulte i skummende Vrede et Øjeblik mit Åsyn for dig, men forbarmer mig med evig Kærlighed, siger din Genløser, Herren. ⁹ Mig er det som Noas Dage: Som jeg svor, at Noas Vande ej mer skulde oversvømme Jorden, så sværger jeg nu at jeg aldrig vil vredes og skænde på dig. ¹⁰ Om også Bjergene viger, om også Højene rokkes, min Kærlighed viger ej fra dig, min Fredspagt rokkes ikke, så siger Herren, din Forbarmer. ¹¹ Du arme, forblæste, utrøstede! Se, jeg bygger dig op med Smaragder, lægger din Grund med Safirer, ¹² af Rubiner sætter jeg Tinderne, og Portene gør jeg af Karfunkler, af Ædelsten hele din Ringmur. ¹³ Alle dine Børn bliver oplært af Herren, og stor bliver Børnenes Fred; ¹⁴ i Retfærd skal du grundfæstes. Vær tryg for Vold, du har intet at frygte, for Rædsler, de kommer dig ikke nær! ¹⁵ Angribes du, er det uden min Vilje, falde skal hver, som angriber dig; ¹⁶ det er mig, der skaber Smeden, som blæser en Kulild op og tilvirker Våben ved sin Kunst, men Ødelæggeren skaber jeg også. ¹⁷ Intet Våben, der smedes mod dig, skal du, hver Tunge, der trætter med dig, får du dømt. Dette er Herrens Tjeneres Lod, den Retfærd, jeg giver dem, lyder det fra Herren.

55 Hid, alle, som tørster, her er Vand, kom, I, som ikke har Penge! Køb Korn og spis uden Penge, uden Vederlag Vin og Mælk. ² Hvi giver I Sølv for, hvad ikke er Brød, eders Dagløn for, hvad ej mætter? Hør mig, så får I, hvad godt er, at spise, eders Sjæl skal svælge i Fedt; ³ bøj eders Øre, kom til mig, hør, og eders Sjæl skal leve! Så slutter jeg med jer en evig Pagt: de trofaste Nådeløfter til David. ⁴ Se, jeg gjorde ham til Vidne for Folkeslag, til Folkefærds Fyrste og Hersker. 5 Se, på Folk, du ej kender, skal, du kalde, til dig skal Folk, som ej kender dig, ile for Herren din Guds Skyld, Israels Hellige, han gør dig herlig. ⁶ Søg Herren, medens han findes, kald på ham, den Stund han er nær! ⁷ Den gudløse forlade sin Vej, Urettens Mand sine Tanker og vende sig til Herren, at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade. ⁸ Thi mine Tanker er ej eders, og eders Veje ej mine, lyder det fra Herren; ⁹ nej, som Himlen er højere end Jorden, er mine Veje højere end eders og mine Tanker højere end eders.

¹⁰ Thi som Regnen og Sneen falder fra Himlen og ikke vender tilbage, før den har kvæget Jorden, gjort den frugtbar og fyldt den med Spirer, givet Sæd til at så og Brød til at spise, ¹¹ så skal det gå med mit Ord, det, som går ud af min Mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde Hvervet, jeg gav det. 12 Ja, med Glæde skal I drage ud; og i Fred skal I ledes frem; foran jer råber Bjerge og Høje med Fryd, alle Markens Træer skal klappe i Hånd; ¹³ i Stedet for Tjørnekrat vokser Cypresser, i Stedet for Tidsler Myrter et Æresminde for Herren, et evigt, uudsletteligt Tegn.

1 Paulus og Silvanus og Timotheus til Thessalonikernes Menighed i Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus: ² Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

³ Vi ere skyldige altid at takke Gud for eder, Brødre! som tilbørligt er, fordi eders Tro vokser overmåde, og den indbyrdes Kærlighed forøges hos hver enkelt af eder alle, ⁴ så at vi selv rose os af eder i Guds Menigheder for eders Udholdenhed og Tro under alle eders Forfølgelser og de Trængsler, som I udstå, ⁵ et Bevis på Guds retfærdige Dom, for at I kunne agtes værdige til Guds Rige, for hvilket I også lide; ⁶ hvis ellers det er retfærdigt for Gud at give dem Trængsel til Gengæld, som trænge eder, ⁷ og eder, som trænges, Hvile med os ved den Herres Jesu Åbenbarelse fra Himmelen med sin Krafts Engle, ⁸ med Lueild, når han tager Hævn over dem, som ikke kende Gud, og over dem, som ikke lyde vor Herres Jesu Evangelium, ⁹ de, som jo skulle lide Straf, evig Undergang bort fra Herrens Ansigt og fra hans Vældes Herlighed. ¹⁰ når han kommer for på hin Dag at herliggøres i sine hellige og beundres i alle dem, som have troet; thi troet blev vort Vidnesbyrd til eder.

¹¹ Derfor bede vi også altid for eder, at vor Gud vil agte eder Kaldelsen værdige og med Kraft fuldkomme al Lyst til det gode og Troens Gerning, ¹² for at vor Herres Jesu Navn må herliggøres i eder, og I i ham. efter vor Guds og den Herres Jesu Kristi Nåde.