5 Jeg vil synge en Sang om min Ven, en Kærlighedssang om hans Vingård: Min Ven, han havde en Vingård på en frugtbar Høj. ² Han grov den, rensed den for Sten og plantede ædle Ranker; han bygged et Vagttårn deri og huggede også en Perse. Men den bar vilde Druer, skønt han ventede Høst af ædle. ³ Og nu, Jerusalems Borgere, Judas Mænd, skift Ret mellem mig og min Vingård! ⁴ Hvad mer var at gøre ved Vingården, hvad lod jeg ugjort? Hvi bar den vilde Druer, skønt jeg ventede Høst af ædle? ⁵ Så vil jeg da lade jer vide, hvad jeg vil gøre ved min Vingård: Nedrive dens Hegn, så den ædes op, nedbryde dens Mur, så den trampes ned! ⁶ Jeg lægger den øde; den skal ikke beskæres og ikke graves, men gro sammen i Torn og Tidsel; og Skyerne giver jeg Påbud om ikke at sende den Regn. ⁷ Thi Hærskarers Herres Vingård er Israels Hus, og Judas Mænd er hans Yndlingsplantning. Han vented på Retfærd se, der kom Letfærd, han vented på Lov se, Skrig over Rov!

⁸ Ve dem, der føjer Hus til Hus, dem, der lægger Mark til Mark, så der ikke er Plads tilbage, men kun I har Landet i Eje. ⁹ Det lyder i mine Ører fra Hærskarers Herre: "For vist skal de mange Huse blive øde, de store og smukke skal ingen bebo; ¹⁰ thi på ti Tønder Vinland skal høstes en Bat, af en Homers Udsæd skal høstes en Efa. ¹¹ Ve dem, der årle jager efter Drik og ud på Natten blusser af Vin! ¹² Med Citre og Harper holder de Gilde, med Håndpauker, Fløjter og Vin, men ser ikke Herrens Gerning, har ej Syn for hans Hænders Værk. ¹³ Derfor skal mit Folk føres bort, før det ved det, dets Adel blive Hungerens Bytte, dets Hob vansmægte af Tørst. ¹⁴ Derfor vokser Dødsrigets Gridskhed, det spiler sit Gab uden Grænse; dets Stormænd styrter derned, dets larmende, lystige Slæng. ¹⁵ Mennesket bøjes, og Manden ydmyges, de stolte slår Øjnene ned; ¹⁶ men Hærskarers Herre ophøjes ved Dommen, den hellige Gud bliver helliget ved Retfærd. ¹⁷ Og der går Får på Græs, Geder afgnaver omkomnes Tomter. ¹⁸ Ve dem, der trækker Straffen hid med Brødens Skagler og Syndebod hid som med Vognreb, ¹⁹ som siger: "Lad ham skynde sig, haste med sit Værk, så vi får det at se; lad Israels Helliges Råd dog komme snart, at vi kan kende det!" ²⁰ Ve dem, der kalder ondt for godt og godt for ondt, gør Mørke til Lys og Lys til Mørke, gør beskt til sødt og sødt til beskt! ²¹ Ve dem, der tykkes sig vise og er kloge i egne Tanker! ²² Ve dem, der er Helte til at drikke Vin og vældige til at blande stærke Drikke, ²³ som for Gave giver den skyldige Ret og røver den skyldfri Retten, han har. ²⁴ Derfor, som Ildens Tunge æder Strå og Hø synker sammen i Luen, så skal deres Rod blive rådden, deres Blomst henvejres som Støv; thi om Hærskarers HerreRs Lov lod de hånt og ringeagted Israels Helliges Ord.

²⁵ Så blusser da Herrens Vrede mod hans Folk, og han udrækker Hånden imod det og slår det, så Bjergene skælver og Ligene ligger som Skarn på Gaden. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud. ²⁶ For et Folk i det fjerne løfter han Banner og fløjter det hid fra Jordens Ende; og se, det kommer hastigt og let. ²⁷ Ingen iblandt dem er træt eller snubler, ingen blunder, og ingen sover; Bæltet om Lænden løsnes ikke, Skoens Rem springer ikke op; ²⁸ hvæssede er dets Pile, alle dets Buer spændte; som Flint er Hestenes Hove, dets Vognhjul som Hvirvelvind. ²⁹ Det har et Brøl som en Løve, brøler som unge Løver, brummende griber det Byttet, bjærger det, ingen kan fri det.

³⁰ Men på hin Dag skal der bryde en Brummen løs imod det, som når Havet brummer; og skuer det ud over Jorden, se, da er der Trængselsmørke, Lyset slukkes af tykke Skyer.

6 I Kong Uzzijas Dødsår så jeg Herren sidde på en såre høj Trone, og hans Slæb fyldte Helligdommen. ² Serafer stod hos ham, hver med seks Vinger; med de to skjulte de Ansigtet, med de to Fødderne, og med de to fløj de; ³ og de råbte til hverandre: "Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, al Jorden er fuld af hans Herlighed!" ⁴ Og Dørstolpernes Hængsler rystede ved Råbet, medens Templet fyldtes af Røg.

⁵ Da sagde jeg: "Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en Mand med urene Læber, og jeg bor i et Folk med urene Læber, og nu har mine Øjne set Kongen, Hærskarers Herre!" ⁶ Men en af Seraferne fløj hen til mig; og han havde i Hånden et glødende Kul, som han med en Tang havde taget fra Alteret; ⁷ det lod han røre min Mund og sagde: "Se, det har rørt dine Læber; din Skyld er borte, din Synd er sonet!" ⁸ Så hørte jeg Herren sige: "Hvem skal jeg sende, hvem vil gå Bud for os?" Og jeg sagde: "Her er jeg, send mig!" ⁹ Da sagde han: "Gå hen og sig til det folk: Hør kun, dog skal I intet fatte, se kun, dog skal I intet indse! ¹⁰ Gør Hjertet sløvt på dette Folk, gør dets Ører tunge, dets Øjne blinde, så det ikke kan se med Øjnene, ej heller høre med Ørene, ej heller fatte med Hjertet og omvende sig og læges."

¹¹ Jeg spurgte: "Hvor længe, Herre?" Og han svarede: "Til Byerne er øde, uden Beboere, og Husene uden et Menneske, og Ager jorden ligger som Ørk!" ¹² Og Herren vil fjerne Menneskene, og Tomhed skal brede sig i Landet; ¹³ og er der endnu en Tiendedel deri, skal også den udryddes som en Terebinte eller Eg, af hvilken en Stub bliver tilbage, når den fældes. Dens Stub er hellig Sæd.

1 Paulus, Kristi Jesu Apostel ved Guds Villie, til de hellige, som ere i Efesus og ere troende i Kristus Jesus: ² Nåde være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!

³ Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, som har velsignet os med al åndelig Velsignelse i det himmelske i Kristus, ⁴ ligesom han har udvalgt os i ham før Verdens Grundlæggelse til at være hellige og ulastelige for hans Åsyn, ⁵ idet han i Kærlighed forudbestemte os til Sønneudkårelse hos sig ved Jesus Kristus, efter sin Villies Velbehag, ⁶ til Pris for sin Nådes Herlighed, som han benådede os med i den elskede, ⁷ i hvem vi have Forløsningen ved hans Blod, Syndernes Forladelse, efter hans Nådes Rigdom, ⁸ som han rigelig tildelte os i al Visdom og Forstand, ⁹ idet han kundgjorde os sin Villies Hemmelighed, efter sin velbehagelige Beslutning, som han havde fattet hos sig selv, ¹⁰ for at oprette en Husholdning i Tidernes Fylde, nemlig at sammenfatte sig alt i Kristus, det, som er i Himlene, og det, som er på Jorden, i ham, ¹¹ i hvem vi også have fået Arvelodden, forud bestemte efter hans Forsæt, der virker alt efter sin Villies Råd, ¹² for at vi skulde være til Pris for hans Herlighed, vi, som forud havde håbet på Kristus, ¹³ i hvem også I, da I hørte Sandhedens Ord, Evangeliet om eders Frelse, i hvem I også, da I bleve troende, bleve beseglede med Forjættelsens hellige Ånd, ¹⁴ som er Pant på vor Arv, til Ejendommens Forløsning, til Pris for hans Herlighed.

¹⁵ derfor har også jeg, efter at have hørt om eders Tro på den Herre Jesus og om eders Kærlighed til alle de hellige, ¹⁶ ikke ophørt at takke for eder, idet jeg ihukommer eder i mine Bønner om, ¹⁷ at vor Herres Jesu Kristi Gud, Herlighedens Fader, må give eder Visdoms og Åbenbarelses Ånd i Erkendelse af ham, ¹⁸ gøre eders Hjertes Øjne oplyste til at kende, hvilket det Håb er, som han kaldte eder til, hvilken hans Arvs Herligheds Rigdom er iblandt de hellige, ¹⁹ og hvilken hans Krafts overvættes Storhed er over for os, som tro, alt efter hans Styrkes vældige Virkekraft, ²⁰ som han udviste på Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre Hånd i det himmelske, ²¹ langt over al Magt og Myndighed og Kraft og Herredom og hvert Navn, som nævnes,ikke alene i denne Verden, men også i den kommende, ²² og lagde alt under hans Fødder, og ham gav han som Hoved over alting til Menigheden, ²³ der er hans Legeme, fyldt af ham, som fylder alt i alle.