41 Hør mig i Tavshed, I fjerne Strande, lad Folkene hente ny Kraft, komme hid og tage til Orde, lad os sammen gå frem for Retten! ² Hvo vakte i Østen ham, hvis Fod går fra Sejr til Sejr, hvo giver Folk i hans Vold og gør ham til Kongers Hersker? Han gør deres Sværd til Støv, deres Buer til flagrende Strå, ³ forfølger dem, går uskadt frem ad en Vej, hans Fod ej har trådt. ⁴ Hvo gjorde og virkede det? Han, som længst kaldte Slægterne frem, jeg, Herren, som er den første og end hos de sidste den samme. ⁵ Fjerne Strande så det med Gru, den vide Jord følte Rædsel, de nærmede sig og kom. ⁶ Den ene hjælper den anden og siger: "Broder, fat Mod!" ⁷ Mesteren opmuntrer Guldsmeden, Glatteren ham, der hamrer; Lodningen tager han god og sømmer det fast, så det står.

⁸ Men Israel, du min Tjener, Jakob, hvem jeg har udvalgt, Ætling af Abraham, min Ven - ⁹ hvem jeg tog fra Jordens Grænser og kaldte fra dens fjerneste Kroge, til hvem jeg sagde: "Du min Tjener, som jeg valgte og ikke vraged": ¹⁰ Frygt ikke, thi jeg er med dig, vær ej rådvild, thi jeg er din Gud! Med min Retfærds højre styrker, ja hjælper, ja støtter jeg dig. ¹¹ Se, Skam og Skændsel får alle, som er dig fjendske, til intet bliver de, der trætter med dig, de forgår. ¹² Du søger, men finder ej dem, der kives med dig, til intet, til Luft bliver de, der strides med dig. ¹³ Thi jeg, som er Herren din Gud, jeg griber din Hånd, siger til dig: Frygt kun ikke, jeg er din Hjælper. ¹⁴ Frygt ikke, Jakob, du Orm, Israel, du Kryb! Jeg hjælper dig, lyder det fra Herren, din Genløser er Israels Hellige. ¹⁵ Se, jeg gør dig til Tærskeslæde, en ny med mange Tænder; du skal tærske og knuste Bjerge, og Høje skal du gøre til Avner; ¹⁶ du kaster dem, Vinden tager dem, Stormen hvirvler dem bort. Men du skal juble i Herren, rose dig af Israels Hellige. ¹⁷ Forgæves søger de arme og fattige Vand, deres Tunge brænder af Tørst; jeg, Herren, vil bønhøre dem, dem svigter ej Israels Gud. ¹⁸ Fra nøgne Høje sender jeg Floder og Kilder midt i Dale; Ørkenen gør jeg til Vanddrag, det tørre Land til Væld. ¹⁹ I Ørkenen giver jeg Cedre, Akacier, Myrter, Oliven; i Ødemark sætter jeg Cypresser tillige med Elm og Gran, ²⁰ at de må se og kende, mærke sig det og indse, at Herrens Hånd har gjort det, Israels Hellige skabt det.

²¹ Fremlæg eders Sag, siger Herren, kom med Bevis! siger Jakobs Konge. ²² De træde nu frem og forkynde os, hvad der herefter skal ske. Sig frem, hvad I har forudsagt, at vi kan granske derover og se, hvad Udfald det fik; eller kundgør os, hvad der kommer! ²³ Forkynd, hvad der siden vil ske, at vi kan se, I er Guder! Gør noget, godt eller ondt, så måler vi os med hinanden! ²⁴ Se, I er intet, eders Gerning Luft, vederstyggelig, hvo eder vælger. ²⁵ Jeg vakte ham fra Norden, og han kom, jeg kaldte ham fra Solens Opgang. Han nedtramper Fyrster som Dynd, som en Pottemager ælter sit Ler. ²⁶ Hvo forkyndte det før, så vi vidste det, forud, så vi sagde: "Han fik Ret!" Nej, ingen har forkyndt eller sagt det, ingen har hørt eders Ord. ²⁷ Først jeg har forkyndt det for Zion, sendt Jerusalem Glædesbud. ²⁸ Jeg ser mig om der er ingen, ingen af dem ved Råd, så de svarer mig på mit Spørgsmål. ²⁹ Se, alle er de intet, deres Værker Luft, deres Billeder Vind og Tomhed.

42 Se min Tjener, ved hvem jeg min udvalgte, hvem jeg har kær! På ham har jeg lagt min Ånd, han skal udbrede Ret til Folkene. ² Han råber og skriger ikke, løfter ej Røsten på Gaden, ³ bryder ej knækket Rør og slukker ej rygende Tande. Han udbreder Ret med Troskab, ⁴ vansmægter, udmattes ikke, før han får sat Ret på Jorden; og fjerne Strande bier på hans Lov. ⁵ Så siger Gud Herren, som skabte og udspændte Himlen, udbredte Jorden med dens Grøde, gav Folkene på den Åndedræt og dem, som vandrer der, Ånde. ⁶ Jeg, Herren, har kaldet dig i Retfærd og grebet dig fast om Hånd; jeg vogter dig, og jeg gør dig til Folkepagt, til Hedningelys ⁷ for at åbne de blinde Øjne og føre de fangne fra Fængslet, fra Fangehullet Mørkets Gæster.

⁸ Jeg er Herren, så lyder mit Navn. Jeg giver ej andre min Ære, ej Gudebilleder min Pris. ⁹ Hvad jeg forudsagde, se, det er sket, jeg forkynder nu nye Ting, kundgør dem, før de spirer frem.

¹⁰ Syng Herren en ny Sang, hans Pris over Jorden vide; Havet og dets Fylde skal juble, fjerne Strande og de, som bebor dem; ¹¹ Ørkenen og dens Byer stemmer i, de Lejre, hvor Kedar bor; Klippeboerne jubler, råber fra Bjergenes Tinder; ¹² Herren giver de Ære, forkynder hans Pris på fjerne Strande. ¹³ Herren drager ud som en Helt, han vækker som en Stridsmand sin Kamplyst, han udstøder Krigsskrig, han brøler, æsker sine Fjender til Strid. ¹⁴ En Evighed lang har jeg tiet, været tavs og lagt Bånd på mig selv; nu skriger jeg som Kvinde i Barnsnød, stønner og snapper efter Luft. ¹⁵ Jeg gør Bjerge og Høje tørre, afsvider alt deres Grønt, gør Strømme til udtørret Land, og Sumpe lægger jeg tørre. ¹⁶ Jeg fører blinde ad ukendt Vej, leder dem ad ukendte Stier, gør Mørket foran dem til Lys og Bakkelandet til Slette. Det er de Ting, jeg gør, og dem går jeg ikke fra. ¹⁷ Vige og dybt beskæmmes skal de, som stoler på Billeder, som siger til støbte Billeder: "I er vore Guder!"

¹⁸ I, som er døve, hør, løft Blikket, I blinde, og se! ¹⁹ Hvo er blind, om ikke min Tjener, og døv som Budet, jeg sendte? Hvo er blind som min håndgangne Mand, blind som Herrens Tjener? ²⁰ Meget så han, men ænsed det ikke, trods åbne Ører hørte han ej. ²¹ For sin Retfærds Skyld vilde Herren løfte Loven til Højhed og Ære. ²² Men Folket er plyndret og hærget; de er alle bundet i Huler, skjult i Fangers Huse, til Ran blev de, ingen redder, til Plyndring, ingen siger: "Slip dem!" ²³ Hvem af jer vil lytte til dette, mærke sig og fremtidig høre det: ²⁴ Hvo hengav Jakob til Plyndring, gav Israel hen til Ransmænd? Mon ikke Herren: mod hvem vi synded, hvis Veje de ej vilde vandre, hvis Lov de ikke hørte? ²⁵ Han udgød over det Harme, sin Vrede og Krigens Vælde; den luede om det, det ænsed det ej, den sved det, det tog sig det ikke til Hjerte.

1 Paulus og Silvanus og Timotheus til Thessalonikernes Menighed i Gud Fader og den Herre Jesus Kristus. Nåde være med eder og Fred!

² Vi takke Gud altid for eder alle, når vi komme eder i Hu i vore Bønner, ³ idet vi uafladelig mindes eders Gerning i Troen og eders Arbejde i Kærligheden og eders Udholdenhed i Håbet på vor Herre Jesus Kristus for vor Guds og Faders Åsyn, ⁴ efterdi vi kende eders Udvælgelse, I af Gud elskede Brødre, ⁵ at vort Evangelium ikke kom til eder i Ord alene, men også i Kraft og i den Helligånd og i fuld Overbevisning, som I jo vide, hvorledes vi færdedes iblandt eder for eders Skyld. ⁶ Og I ere blevne vore Efterfølgere, ja, Herrens, idet I modtoge Ordet under megen Trængsel med Glæde i den Helligånd, ⁷ så at I ere blevne et Forbillede for alle de troende i Makedonien og Akaja; ⁸ thi fra eder har Herrens Ord lydt ud, ikke alene i Makedonien og Akaja, men alle Vegne er eders Tro på Gud kommen ud, så at vi ikke have nødig at tale derom. ⁹ Thi de forkynde selv om os, hvordan en Indgang vi vandt hos eder, og hvorledes I vendte om til Gud fra Afguderne for at tjene den levende og sande Gud ¹⁰ og vente på hans Søn fra Himlene, hvem han oprejste fra de døde, Jesus, som frier os fra den kommende Vrede.