34 Kom hid, I Folk, og hør, lån Øre, I Folkefærd! Jorden og dens Fylde høre, Jorderig og al dets Grøde! ² Thi Herren er vred på alle Folkene, harmfuld på al deres Hær; han slår dem med Band og giver dem hen til at slagtes; ³ henslængt ligger de dræbte, Stank stiger op fra Ligene, Bjergene flyder af Blodet; ⁴ al Himlens Hær opløses; som en Bog rulles Himlen sammen, og al dens Hær visner hen som Vinstokkens visnende Blad, som Figentræets visnende Frugt. ⁵ Thi på Himlen kredser Herrens Sværd, og se, det slår ned på Edom, det Folk, han har bandlyst til Dom. ⁶ Herrens Sværd er fuldt af Blod, det drypper af Fedt, af Fårs og Bukkes Blod, af Fedt fra Vædres Nyrer. Thi Herren slagter Offer i Bozra har vældig Slagtning i Edom; ⁷ Urokser styrter med dem, Ungkvæg sammen med Tyre. Landet svælger i Blod, Jorden drypper af Fedt. ⁸ Thi en Hævndag har Herren til Rede, Zions Værge et Gengældsår. ⁹ Dets Bække forvandles til Tjære, dets Jord til Svovl, og Landet bliver til Tjære, der brænder ved Nat og ved Dag, ¹⁰ det slukkes aldrig; evigt stiger Røgen op, det er øde fra Slægt til Slægt, ingen skal færdes der. ¹¹ Pelikan og Rørdrum arver det, Ugle og Ravn skal bo der. Herren spænder Tomheds Snor og Ødelæggelses Blylod derover. ¹² Der skal Bukketrolde bo, dets ypperste bliver til intet, til Kongevalg kaldes ej der, det er ude med alle dets Fyrster. ¹³ Dets Paladser gror til i Tom, dets Borge i Tidsel og Nælde, et Tilholdssted for Hyæner og Enemærke for Strudse. ¹⁴ Der mødes Sjakal med Vildkat, og Bukketrolde holder Stævne; kun der skal Natteheksen raste og lægge sig der til Ro; ¹⁵ der bygger Pilslangen Rede, lægger Æg og samler dem og ruger. Kun der skal Gribbene flokkes, ej savner den ene den anden. ¹⁶ Se efter i Herrens Bog og læs: Ej fattes en eneste af dem, ej savner den ene den anden. Thi Herrens Mund, den bød, hans Ånd har samlet dem sammen; ¹⁷ han kastede Loddet for dem, hans Hånd udskifted dem Land med Snoren; de tager det evigt i Eje, bor der fra Slægt til Slægt.

35 Ørken og hede skal fryde sig, Ødemark juble og blomstre; ² blomstre frodigt som Rosen og juble, ja juble med Fryd. Libanons Herlighed gives den, Karmels og Sarons Pragt. Herrens Herlighed skuer de, vor Guds Højhed. ³ Styrk de slappe Hænder, lad de vaklende Knæ blive faste, ⁴ sig til de ængstede Hjerter: Vær stærke, vær uden Frygt! Se eders Gud! Han kommer med Hævn, Gengæld kommer fra Gud; han kommer og frelser eder. ⁵ Da åbnes de blindes Øjne, de døves Ører lukkes op; ⁶ da springer den halte som Hjort, den stummes Tunge jubler; thi Vand vælder frem i Ørkenen, Bække i Ødemark; ⁷ det glødende Sand bliver Vanddrag, til Kildevæld tørstigt Land. I Sjakalers Bo holder Hjorde Rast, på Strudsenes Enemærker gror Rør og Siv. ⁸ Der bliver en banet Vej, .den hellige Vej skal den kaldes; ingen uren færdes på den, den er Valfartsvej for hans Folk, selv enfoldige farer ej vild. ⁹ På den er der ingen Løver, Rovdyr træder den ej, der skal de ikke findes. De genløste vandrer ad den, ¹⁰ Herrens forløste vender hjem, de drager til Zion med Jubel, med evig Glæde om Issen; Fryd og Glæde får de, Sorg og Suk skal fly.

36 I Kong Ezekias's fjortende Regeringsår drog Assyrerkongen Sankerib op mod alle Judas befæstede Byer og indtog dem. ² Assyrerkoogen sendte så Rasjake med en anselig Styrke fra Lakisj til Kong Ezekias i Jerusalem, og han gjorde Holdt ved Øvredammens Vandledning, ved Vejen til Blegepladsen. ³ Da gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn, ud til ham. ⁴ Rabsjake sagde fil dem: "Sig til Ezekias: Således siger Storkongen, Assyrerkongen: Hvad er det for en Fortrøsfning, du hengiver dig til? ⁵ Du mener vel, at et blot og bart Ord er det samme som Plan og Styrke i Krig? Og til hvem sætter du egentlig din Lid, siden du gør Oprør imod mig? ⁶ Se, du sætter din Lid til Ægypten, denne brudte Rørkæp, som river Sår i Hånden på den, der støtter sig til den! Thi således går det alle dem, der sætter deres Lid til Farao, Ægyptens Konge. ⁷ Men vil du sige til mig: Det er Herren vor Gud, vi sætter vor Lid til! er det så ikke ham, hvis Offerhøje og Altre Ezekias skaffede bort, da han sagde til Juda og Jerusalem: Foran dette Alter skal I tilbede! ⁸ Og nu, indgå et Væddemål med min Herre, Assyrerkongen: Jeg giver dig to Gange tusinde Heste, hvis du kan stille Ryttere til dem! ⁹ Hvorledes vil du afslå et Angreb af en eneste Statholder, en af min Herres ringeste Tjenere? Og du sætter din Lid til Ægypten, til Vogne og Heste? ¹⁰ Mon det desuden er uden Herrens Vilje, at jeg er draget op mod dette Land for at ødelægge det? Det var Herren selv, der sagde til mig: Drag op mod dette Land og ødelæg det!"

¹¹ Men Eljakim, Sjebna og Joa sagde til Rabsjake: "Tal dog Aramæisk til dine Trælle, det forstår vi godt; tal ikke Judæisk til os, medens Folkene på Muren hører på det!" ¹² Men Rabsjake svarede dem: "Er det til din Herre og dig, min Herre har sendt mig med disse Ord? Er det ikke til de Mænd, der sidder på Muren hos eder og æder deres eget Skarn og drikker deres eget Vand?" ¹³ Og Rabsjake trådte hen og råbte med høj Røst på Judæisk: "Hør Storkongens, Assyrerkongens, Ord! ¹⁴ Således siger Kongen: Lad ikke Ezekias vildlede eder, thi han er ikke i Stand til at frelse eder! ¹⁵ Og lad ikke Ezekias forlede eder til at sætte eders Lid til Herren, når han siger: Herren skal sikkert frelse os, og denne By skal ikke overgives i Assyrerkongens Hånd! ¹⁶ Hør ikke på Ezekias, thi så; ledes siger Assyrerkongen: Vil I slutte Fred med mig og overgive eder til mig, så skal enhver af eder spise af sin Vin, stok og sit Figentræ og drikke af sin Brønd, ¹⁷ indtil jeg kommer og tager eder med til et Land, der ligner eders, et Land med Korn og Most, et Land med Brød og Vingårde. ¹⁸ Lad ikke Ezekias forføre eder med at sige: Herren vil frelse os! Mon nogen af Folkenes Guder har kunnet frelse sit Land af Assyrerkongens Hånd? ¹⁹ Hvor er Hamats og Arpads Guder, hvor er Sefarvajims Guder, hvor er Landet Samarias Guder? Mon de frelste Samaria af min Hånd? ²⁰ Hvor er der blandt alle disse Landes Guder nogen, der har frelst sit Land af min Hånd? Mon da Herren skulde kunne frelse Jerusalem?" ²¹ Men de tav og svarede ham ikke et Ord, thi Kongens Bud lød på, at de ikke måtte svare ham. ²² Derpå gik Paladsøversten Eljakim, Hilkijas Søn, Statsskriveren Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn, med sønderrevne Klæder til Ezekias og meddelte ham, hvad Rabsjake havde sagt.

2 Thi jeg vil, at I skulle vide, hvor stor en Kamp jeg har for eder og for dem i Laodikea og for alle, som ikke have set mit Åsyn i Kødet, ² for at deres Hjerter må opmuntres, idet de sammenknyttes i Kærlighed og til den fuldvisse Indsigts hele Rigdom, til Erkendelse af Guds Hemmelighed, Kristus. ³ i hvem alle Visdommens og Kundskabens Skatte findes skjulte.

⁴ Dette siger jeg, for at ingen skal bedrage eder med lokkende Tale. ⁵ Thi om jeg også i Kødet er fraværende, så er jeg dog i Ånden hos eder og glæder mig ved at se eders Orden og Fastheden i eders Tro på Kristus. ⁶ Derfor, ligesom I have modtaget Kristus Jesus, Herren, så vandrer i ham, ⁷ idet I ere rodfæstede og opbygges i ham og, stadfæstes ved Troen, således som I bleve oplærte, så I vokse i den med Taksigelse. ⁸ Ser til, at der ikke skal være nogen, som gør eder til Bytte ved den verdslige Visdom og tomt Bedrag efter Menneskers Overlevering, efter Verdens Børnelærdom og ikke efter Kristus;

⁹ thi i ham bor Guddommens hele Fylde legemlig, ¹⁰ og i ham have I eders Fylde, ham, som er Hovedet for al Magt og Myndighed; ¹¹ i hvem I også ere blevne omskårne med en Omskærelse, som ikke er gjort med Hænder, ved Afførelsen af Kødets Legeme, ved Kristi Omskærelse, ¹² idet I bleve begravne med ham i Dåben, i hvilken I også bleve medoprejste ved Troen på Guds Virkekraft, som oprejste ham fra de døde. ¹³ Også eder, som vare døde i eders Overtrædelser og eders Køds Forhud, eder gjorde han levende tillige med ham, idet han tilgav os alle vore Overtrædelser ¹⁴ og udslettede det imod os rettede Gældsbrev med dets Befalinger, hvilket gik os imod, og han har taget det bort ved at nagle det til Korset; ¹⁵ efter at have afvæbnet Magterne og Myndighederne, stillede han dem åbenlyst til Skue, da han i ham førte dem i Sejrstog.

¹⁶ Lad derfor ingen dømme eder for Mad eller for Drikke eller i Henseende til Højtid eller Nymåne eller Sabbat, ¹⁷ hvilket er en Skygge af det, som skulde komme, men Legemet er Kristi. ¹⁸ Lad ingen frarøve eder Sejrsprisen, idet han finder Behag i Ydmyghed og Dyrkelse af Englene, idet han indlader sig på, hvad han har set i Syner, forfængeligt opblæst af sit kødelige Sind, ¹⁹ og ikke holder fast ved Hovedet, ud fra hvem hele Legemet, idet det hjælpes og sammenknyttes ved sine Bindeled og Bånd, vokser Guds Vækst. ²⁰ Når I med Kristus ere døde fra Verdens Børnelærdom, hvorfor lade I eder da pålægge Befalinger, som om I levede i Verden: ²¹ "Tag ikke, smag ikke, rør ikke derved!" ²² (hvilket alt er bestemt til at forgå ved at forbruges) efter Menneskenes Bud og Lærdomme? ²³ thi alt dette har Ord for Visdom ved selvgjort Dyrkelse og Ydmyghed og Skånselsløshed imod Legemet, ikke ved noget, som er Ære værd, kun til Tilfredsstillelse af Kødet.